telse paa en Gaard; ogsaa en Afgift som beregnes hertil i Fæstekontrakterne.
Husebrot (aab. o), en heftig Storm som gjør Skade paa Husene. Nordre Berg.
Husehyra, f. s. Hugleiga.
Husemꜳt, n. Huusbesigtigelse; især det at man beseer Husenes Indredning hos en Bekjendt, som man besøger. Sdm. (Vel egentlig Vurdering, af mæta, mat-te).
husemillom (-myllꜳ), adv. fra det ene Huus til det andet. Alm. men hedder paa nogle Steder: „Husanne myllꜳ“ (Shl. og fl.), hvori det gamle Genitiv húsanna gjenkjendes.
Husfall, n. det Forfald som Husene efterhaanden lide, naar de ikke istandsættes. Tr. Stift og fl.
Husfang, n. Materialier til et Huus. Søndenfjelds. S. Fang.
Husfolk, n. 1) Folk af samme Huus; 2) Folk som kun have Huus men ikke Jord.
Hushald, n. Huusholdning. Hushaldar, m. Huusholder, Huusholderske.
Husk, m. 1) et Sengested under Taget. Hall. 2) Læderstykke hvormed en Skolæst belægges for at blive stor nok. B. Stift (D. Høsten; Sv. hösker). 3) see huskut.
Husk, n. Støi, Uro; ogsaa Adspredelse, Fornøielse. ga pꜳ Husk: gaae for at more sig, søge Leg og Selskab. Voss.
huska, en Gynge. Ogsaa: Huskeskjol, f. (Sogn), Rigaskjol (Sdm.).
huskaldt (uu), adj. n. naar det er koldt i Husene, uagtet Luften er mild.
Huskall, m. aldrende Mandsperson, som har eget Huus men ikke Jord.
Huskꜳna, og Huskjering, f. Kone som har Huus uden Jord.
huskjen (aab. u), adj. svag, sygelig. Sogn.
huskut, adj. bleggraa med en Blanding af sort, om Heste. Oplandene. (I B. Stift: „myrk ulsblakk“). En Hest af denne Farve kaldes Husk’en, eller Huskottgampen. Guldbr.
Hus-kval, m. et Slags Hval med en stor Forhøining paa Hovedet. Helg.
husla, v. n. spøge, fjase med hinanden; om Drenge og Piger. Gbr. I Sdm. hedder det usle (ulsje, ultle).
Husleiga, f. Huusleie. Ved Fiskerleiene hedder det ogsaa: Husehyra.
Husløysa, f. Mangel paa Huse.
Husmann, m. bosat Mand med Huus uden Jord, eller ogsaa med et lidet Jordstykke. I sidste Tilfælde siger man oftere „Plassemann“. Ogsaa Huskall.
Husprei, og Hesprei, f. et Navn paa Tordenen, forhen brugt i Nhl. og Shl. Har nogen Lighed med det søndenfjeldske Oskerei og Hoskꜳlrei. (G. N. reið, Torden). Oprindelsen er uvis.
Husrom, n. Huusleilighed, Huusly; ogs. Husenes Størrelse eller Rummelighed; som dog oftere hedder Husrømd, f.
hussa, v. a. skræmme eller jage med Støi go Raaben. Sogn.
Hus-seta (aab. e), f. Huusmandsstand. sitje Hussete: boe i et eget Huus unden at have Jord. B. Stift.
Hus-styr, n. Huusholdning, Huusvæsen; ogsaa Orden og Skik i Huset.
huste, v. gynge; s. huska.
hustra, v. n. fryse, ømme sig eller give sig for Frost. Gbr. Tr. Stift. I Sdm. histre. Han gjekk hustra ꜳ frans.
hustren, adj. 1) kuldskjær, øm for Kulden. 2) kold, kjølig (om Luften). Tr. Stift.
Hustuft, f. Grund, Tomt.
husvand, adj. huusvant, f. Ex. om Dyr. Ogsaa: kræsen med Hensyn til Bolig. Egentlig to Ord: van og vand.
husvarm, adj. gjennemtrængt af Huusvarmen. See følg.
Husvarme, m. Huusvarme. „fꜳ Husvarmen i seg“: blive fortrolig med Husets Anliggender, eller faae fast Fod i Huset (om Tilflyttede Folk). I Sdm. Husfjelde.
Husveg, m. Gangvei imellem Husene.
Husverkje, n. Bygnings-Materiale, Tømmer. Kr. Stift, Nhl.
Husvill, adj. huusvild, huusløs.
Husvist, m. Bolig, Opholdssted. Tr. Stift.
Husvogn, f. lukket Vogn. Østerd. og fl.
hut (uu)! Tilraabsord til en Hund, for at den skal tie eller være rolig.
huta, v. a. true eller standse en Hund, ved at sige „hut!“ (Sv. huta).
hutelege, adv. skammeligt. Sdm. Dæ va so for-hutele stygt.
Huva, f. 1) Hue. G. N. húfa. 2) en Deel af Maven i de drøvtyggende Dyr; for Fagrehuva. Udtales ogsaa: Hua, Hue (B. Stift), Huv (Tr. Stift).
Huvebrot, n. Opslaget paa en Topbue.
Huve-emne, n. Tøi til en enkelt Hue. Ellers Huve-ty, n.
Huveslag, n. Skjærm paa en Hue.
Hy, n. Laad, Laaddenhed, Skimmel (som er meget stor). Jf. hyvaksen. Ogsaa
