om smaat Græs, tyndt Haar el. Duun og deslige. B. Stift, Tell. og fl. I Mandal: Hya, om Skimmel. Jf. Mygla. (Isl. hí, smaat Skjæg).
hya, v. a. (a—a), afplukke, afhugge, især smaat Græs. Sdm. og fl.
hy(d)a, hya, v. a. (e—de), pidske, slaae paa den bare Hud. Nhl. Valders og fl. G. N. hýða (Hudstryge), af Hud.
Hy(d)a, f. en Hudsmøring, en Dragt Prygl. Nhl. (i Formen Hya). Ellers: Dengsla, Dika, Huddika.
hydd, pidsket, pryglet; s. hyda.
hyfsa, v. a. (e—te), løfte op og ned, dysse, vimse med noget (f. Ex. med et Barn). Kr. Stift, Gbr. og fl. hyfse seg: lette sig op, hoppe op. Ved Stavanger: hypsa; men maaskee egentlig hyvsa af hevja. Modsat hykja.
Hyfsing, f. Dyssen, Vimsen op og ned.
hyggja, v. a. 1. (e—de), 1) sandse, være bevidst. hyggje se: sandse sig. Helg. (G. N. hyggja, tænke). 2) mærke, bemærke, blive vaer, blive opmærksom paa. Meget brugl. paa Helgeland. Ogsaa: fatte, begribe, forstaae. — E hygd’ ikje kva han sa (jeg lagde ikke Mærke til hvad han sagde). Udtales ogsaa hykkje, hykte (ved en for Dialekten egen haard Udtale af gj).
hyggja, v. a. 2. (e—de), 1) ynde, holde af, synes vel om. Ørk. Den han hyggje mest (den som han ynder mest). Af Hug. 2) med seg: glæde sig ved noget, befinde sig vel, finde Tilfredshed eller Trøst i noget. Almindeligt og meget brugeligt; dog sjeldnere i Nordlandene, hvor hyggje har den ovenanførte Betydning. Dei hyggje seg te han: de holde sig til ham, finde Fornøielse i at være hos ham. Han hygde seg so godt hær: han syntes saa godt om at være her. (Især om et Sted hvor man nyder Fortrolighed og ikke føler nogen Tvang). Eg heve hygt meg te dæ lengje: jeg har længe glædet mig dertil, i Forventningen deraf.
hyggjast, v. n. glædes, opmuntres ved noget (ligesom hyggja seg).
Hyggje, n. 1. 1) Sands, Bevidsthed; 2) Agtsomhed, Opmærksomhed. Helg.
Hyggje, n. 2. Glæde, Tilfredshed, Velbefindende; især det at man finder sig vel tilfreds med sit Hjem og sin Familie. Ogsaa: Trøst, Tilflugt; eller noget som man kan holde sig til. Meget udbredt, men ikke ganske alm. I Helg. hvor man har ligelydende Ord af en anden Betydning, er det ubrugeligt. I Tell. siger man: Hugna(d).
hyggjelaus, adj. 1) sandseløs, ubevidst; 2) sløv, dorsk, uagtsom. Helg.
hyggjelaust, adj. n. ubehageligt, uden Glæde eller Fornøielse. Mest i de sydlige Egne.
hyggjelege, adj. behagelig, glædelig, opmuntrende. Dæ va so hyggjele te sjꜳ. — Ogsaa: vakker, tækkelig, hyggelig; ligesaa om Personer: blid, venlig, omgjængelig. Alm. (dog sjelden i Helg.).
Hyggjelse, n. Tilfredshed, Velbefindende; s. Hyggje. Han heve lite Hyggjelse heime: han har ikke meget at glæde sig ved hjemme.
hyggjen, adj. agtsom, opmærksom; ogsaa: nem, som let begriber og lærer noget. Helg. s. hyggja, 1.
hygt, adj. n. behageligt. (Modsat: uhygt). Jf. høgt, som undertiden forvexles med dette. Sætersdalen.
hykje, v. a. (e—te), bøie sig ned, sætte sig paa Huk (hykje seg). Søndenfjelds. Ogsaa v. n. sidde paa Huk (= huka).
Hykjel, m. Bagknæ, Knæled paa Dyrenes Bagbeen. Tell. og fl. Ogsaa i Tr. Stift.
Hykkja, f. Hytte. Helg. Maaskee beslægtet med Hokk.
Hyl (aab. y), m. (Fl. Hylja, r), en dyb Vandpyt, et lidet Kjær eller stille Vand; ogsaa en dyb Huulning i Bunden af en Elv eller Bæk. Alm. (Udtales nogle St. som Høl). Isl. hylr, Dyb. I danske Dial. Høll. — Jf. Hola, Søyla, Dam.
hyla (yy), v. n. (e—te), hyle. Hedder ogsaa: yla og ula. Heraf Hyling, f.
Hylda, Baand, Hilde; s. Helda.
hylja (aab. y), v. n. (a—a), 1) om en Elv: danne smaae Kjær eller Pytter, nemlig ved Oversvømmelse eller Udgravning af Grunden. Shl. Af Hyl. 2) flyde strømmeviis, skylle, øse ned. Ag. Stift. Dæ regnde sꜳ dæ hylja. 3) drikke stærkt, bælge i sig. Sdm. Han heldt pꜳ hylja ꜳ drakk. Heraf Hyljing, f.
hyljut, el. hylet (aab. y), adj. fuldt af Vandpytter eller Huulninger i Grunden.
Hylk, m. Underhue, Linned hvormed et Barns Hoved tildækkes. Meget udbredt; nogle Steder: Hylik (aab. y) eller Høllik. Findes ogsaa i danske og svenske Dialekter.
Hylkje, n. et Slags Mælkekar eller Spand saaledes indrettet at det kan bæres paa Ryggen. Meget udbredt; i Sæt. Hykkje; og nogle Steder søndenfjelds: Holk, m. Ellers: Tvibytning, Koll, Dankar. (Isl. hylki, et lidet Kar).
