Hyll, m. Hyldetræ. — Hylleblom, m. eller Hyllerose, f. Hyldblomster.
Hylla, f. en Hylde. Hedder ogsaa: Hulle (Sdm.), Hjell og Kjell (i de sydlige Egne).
Hylla (2), Steenskive; Bage-Jern o. s. v. see Hella. „Hyll’ i Kjøt’e“: stærk Hævelse, Ansats til en Byld. Fosen.
hylla, v. a. (e—te), modtage, huse, optage i sit Huus (især omstreifende mistænkelige Folk). Nhl. Yttre Sogn. (Isl. hylla, hæle). Jf. holl.
hyllast, v. n. vænnes til Huset eller Familien, blive huusvant; om Dyr. Nhl.
Hyllest, f. Gunst, Velvillie, Yndest. Gbr. Af holl.
Hyllkake, s. Hellekaka.
Hylma, f. 1. Halmstub; s. Helma.
Hylma, f. 2. Spiler af Fjæderstilke eller Hvalbeen, som indlægges i Fiskesnørerne ved Loddet og Krogen, for at gjøre Snoren stiv og elastisk. Nordre Berg. (Maaskee egentlig Skjul, Dække, af Hjelm).
Hyltre, f. Hylster, Skede. Sdm.
hyme, v. n. (e—de), mørkne af Natten. Sdm. Sfj. Ogsaa: hymest. (Isl. húma).
Hyming, f. Mørkning, Skumring (om Vinteraftenen). Isl. húm. Ellers Skyming, Skymring, Skumt.
Hyn, m. en Bjørneunge. Nordre Berg. I Nhl. og Shl. hedder det Hun. G. N. húnn. Hyn siges ogsaa om en Dreng (Guta-hynen). Sdm. I Sogn „Hyl’en“.
Hynebær, f. Bjørnemoder, Hunbjørn. Nordre Berg. — Ellers: Hunabæra (Shl.), Honebær (Tellem.), Bæra (Sogn). De øvrige Navne ere anførte ved Bæra og Bjønna.
Hynna (for Hyrna), f. Hjørne, Kant. I Søndre Berg.: Hydna; paa Oplandene: Hynn, n. (G. N. hyrna; Sv. hörn). See Hynning.
Hynnejarn, n. Hjørnebeslag.
hynneskakk, adj. skjæv i Hjørnerne, ikke ganske retvinklet.
Hynnestav, m. Hjørnestolpe, Hjørnepille.
Hynnestein, m. Hjørnesteen.
Hynning (for Hyrning), m. Tværbjælke, Tværtræ i en Slæde, sædvanlig med opstaaende Ender ligesom Horn, hvoraf Navnet. Nordre B. I Guldbr. Hynne og Honne. Ellers: Flauta, Flautstok.
hynnut, adj. kantet; f. Ex. trihynnut.
hypja, v. n. (a—a), hoppe, springe. Sdm.
hypsa, s. hyfsa.
Hyr, n. Klædning, Bedækning; især Sø-Klæder. Helg. Namd.
Hyr, m. Lyst, Mod, Fyrighed. Sdm. Mæ Hyr’en æ pꜳ: medens Lyften varer, førend Modet sagtner.
hyra, adj. lysten, som føler Lyst og Mod til noget. Sdm. E va ikje hyra pꜳ dæ. (Jf. Isl. hýr, glad).
hyra, v. a. (a—te), forsyne, udruste, især med Klæder (s. Hyr, n.). Helg. hyre seg te: klæde paa sig, sætte sig istand. hyr’ ut: udruste, forsyne til en Reise.
Hyra, f. Løn; ogsaa Leie, Huusleie. B. Stift; mest brugl. hos Søfolk.
Hyrdar, s. Hyring.
Hyrg, n. Vaas, unyttig Snak. Nhl. Sdm. En ubestemt Betydning har det i Talemaaden „Han æ burt i Hyrg ꜳ Heim“, ɔ: han snakker over sig, taler ligesom i Vildelse. Sdm. I Tr. Stift hedder det „bort i Hør ꜳ Heim“.
hyrgja (hyrje), v. n. (a—a), vaase, snakke uden Grund.
Hyrgja, f. Fabel, løs Snak. Nhl.
Hyring (aab. y), eller Høring (for Hyrding), m. Hyrde, Vogter. Buskerud. (Udtales ogsaa Høling). I Tell. Hjuring; i B. Stift forekommer ogsaa: Hyrdar (yy), efter Skriftsproget. G. N. hirðingi, af hjörð.
hyrpa, v. a. (e—te), trække sammen i Rynker, indknibe, f. Ex. Kanten paa Klæder. B. Stift. (Isl. harpa). Jf. herka.
hyrpt’ (hyrt’e), rynket, sammenkneben.
hyrt (yy), klædt, udrustet; s. hyra.
hyrtig (aab. y), adj. stolt, kneisande, som har en stiv Holdning. Nordre Berg.
Hyrve, n. s. Hyvre.
Hyrving, m. en Art Krabbe, kjendelig af dens mange Pigge paa Skallen. (Cancer Maja). B. Stift; nogle St. Hyvring. Maaskee af Horv). (Jf. Ang. hæfern, Krabbe).
Hysa, f. Kuller (Fisk), Gadus Æglefinus. Vest- og nordenfjelds. Jf. Kolga. (Isl. ýsa). Hyse-bygd’a, et Navn paa Søen eller Dybet. Sdm. (i Spøg).
hysa, v. a. (e—te), 1) huse, have i Huus. Alm. (G. N. hýsa). 2) bygge Huse. I denne Betydning oftere: husa. I Helg. betyder hyse undertiden ogsaa: logere, opholde sig (hvilket hellere burde hedde hysast eller hysa seg).
hysande, adj. som man kan buse.
Hyskje, n. 1. et lidet Huus; Vandhuus. Hardanger.
Hyskje, n. 2. Familie, Følge, Selskab. Østerd. (G. N. hyski).
Hytt, m. Lyst, Mod. Sdm. Jf. Hyr. Et andet Hytt (Slumpetræf), s. Hitt.
Hytta, f. Hytte. Jf. Hykkja.
hytta, v. n. (a—a), true, løfte Haanden
