til at taale meget. hære Jarn: gjøre Jernet haardt ved Afkjøling i Vand.
hæra (for herda), v. n. (e—te), holde ud, vedblive. (Sv. härda). Meget brugl. i Ag. Stift i Formen hære, eller hæle (med tykt l); og endnu mere i Tr. Stift, hvor det udtales hæle eller hæl’ (med tydeligt l). — hære pꜳ: holde ved, ikke give tabt. Ag. Stift. D’æ so kaldt at ein hæl’ int (ɔ: at man ikke holder det ud). Tr. Stift. Æg hæl’ inte bøyr’ pꜳ dæ: jeg taaler ikke at høre derpaa, det er mig ulideligt. Nordre Trondhjems Amt.
Hærablad, n. Skulderblad.
Hæra(d), n. Herred. (G. N. herað). Kun i Distriktsnavne, som: Kvinnhæra, Bøhæra, Krysshæra. Beboernes Navne ende paa Hæring (Bøhæring, Krysshæring).
hærast, v. n. hærdes, blive modig og udholdende.
Hæratopp, m. Skuldrene eller Ryggens Forhøining ved Bovbladene paa et Dyr. I danske Dial. Hærdtop.
hærau, s. hærug.
Hærbyrgje, n. Herberge. (Sjelden).
hærebreid, adj. bredskuldret.
hærelut (uu), nedbøiet, ludende. Tell.
hæren, adj. udholdende, som kan taale meget. Tr. Stift i Formen: hælen.
Hæresꜳld, n. et Sold hvori Korn renses for Straa og Stilke. B. Stift. Ogsaa i Tell. i Formen Hørsꜳld.
Hæring, f. Hærdelse. (I Tell. Høring). Ogsaa Rensning, af hæra, v. a. 1.
hærle(ge), adv. meget; s. harlege. Ogsaa temmelig, ikke saa ganske lidet. Rbg.
hærme, s. herma. — hærsk, s. hersk.
Hærsla, f. Hærdelse (G. N. herðsla); ogsaa Haardhed. Denne Kniven heve ei go’ Hærsla (ɔ: en passende Haardhed).
Hærslevatn, n. Vand hvori Jernredskaber ere hærdede ved Afkjøling. (Tildeels anvendt som Lægemiddel).
hært, adj. 1) bevoxet med Haar; især om et Foster, f. Ex. en Kalv. Han æ kje hært endꜳ (den har ikke faaet Haar endnu). G. N. hærðr. Jf. langhært, tunnhært, tjukkhært. 2) renset, afhaaret; s. hæra. Ligelydende hermed er: hært, ɔ: hærdet. (I Tell. hørt).
hærug (hærig), adj. 1) haardfør, udholdende, som taaler meget. Namd. og fl. (i Formen hærau og hælau. Jf. hæren. 2) dristig, modig, som ikke let bliver bange. B. Stift, i Formen hærige (for herdug).
Hærulv, m. en vis farlig Hestesygdom, som ansees foraarsaget af et Slags Insekt (Troll). Søndenfjelds (Tellem. Hallingdal).
Hæs, n. Stille, Ophold i en Storm. Sdm. Egentl. Hvile; jf. hæsa, v. n. der, ligesom blaasa og pusta, ogsaa kan betegne at standse, hvile eller puste ud.
Hæs, f. Stillads eller Gjærde af Stænger, som bindes til opreiste Pæle, og bruges til at tørre Hø og Korn paa. B. Stift. Ellers Hesja, Hesju. Ordet Hæs har i Fleertal: Hesja(r) og faaer en lignende Form i Sammensætning; saaledes: Hesjalengd, f. Hæsens Længde. Hesjastad, m. Stedet hvor en Hæs staer eller har staaet. Sdm. Hesjaterre, m. Tørring i Hæs. Jf. hesjestaden. I Sdm. hvor Hæs altid bruges til Tørring af Korn, haves flere hertil hørende Ord, saasom: Skot (en enkelt Længde af opbundne Stænger), Golv (et halvt Skot), Skur (øverste Stang), Rev, el. Røv (nederste Stang). Jf. Trode, Staur, Skore.
hæsa, v. n. 1. (e—te), 1) tørres (ved en stærk og langvarig Tørke, især af Vind). Søndre Berg. I Tell. heise. Da hæse reint upp: det bliver ganske fortørret. Nhl. 2) v. a. tørre stærkt, gjennemblæse. Buskerud (?)
hæsa, v. n. 2. (e—te), puste, stønne, være stakaandet af Udmattelse. Meget udbredt (Kr. Stift, Sdm. og fl.). Sv. hessja. Jf. Hæs, n. og hꜳs.
Hæsa, f. 1) Tørhed, Tørke; især af Vind. Nhl. 2) Hæshed (af hꜳs). Sogn, Tell. Isl. hæsi.
Hæsband, n. Vidier hvormed Hæsstængerne opbindes.
Hæsing, f. Pusten, Stønnen.
hæsja, v. a. sætte i Hæs; see hesja.
Hæsstaur, m. Stør, Pæl til en Hæs.
Hæstrode, f. Stang til en Hæs. Sdm. Derimod Hæstrod, n. om Stænger, Pæle og Støtter tilsammen. Ogsaa Hæsvid, m.
Hætt (Hett), m. Fare, Vovespil. Nhl. (G. N. hætta). Da va Hett um da, eller: da sto Hett ette da, ɔ: det stod paa Nippet, der var Fare for at det skulde skee. Da va ein Hett mæ da.
hætt, adj. n. farligt, voveligt. Tell. I Nhl. hette, sjeldnere hetten. G. N. hætt. Jf. frosthetten (Tr. Stift), livhætt (Tell.).
hætten, s. hætt.
Hæv, n. Hank paa Laaget eller paa Siden af et Kar. Sdm. see Hævel.
hæv, adj. 1) mægtig, formuende, som har meget. Indr. 2) god, fortrinlig,
