dygtig; tjenlig at have eller bruge. Kr. Stift. Ei hæv’e Hest. 3) flink, dygtig (om Mennesker); ogsaa flittig, stræbsom. Mere udbredt. Berg. Stift, Gbr. Helg. Du æ hæv, so(m) heve gꜳtt so lꜳngt. Me lyt’e vera hæve (ɔ: flittige). Sogn. „E æ ’kje so hæv’e at e kjenne de“ (er i Sdm. et Høfligheds Udtryk til Fremmede).
hævall, s. hævert.
Hævd, f. 1) Eiendom, Mark eller Skov, som hører til en Gaard. Sogn (sjelden). Af hava. 2) Hævd, Ret til Besiddelse. G. N. hefð. 3) Jordens Dyrkning og Forbedring (Sv. häfd); men især: Dyrkningsmiddel, Gjødsel, Møg. Kr. Stift, Søndre Berg. Hall. Ellers: Tad, Frau, Lo, Kvisla. Hertil Hævdelass, Hævdedyngja og fl.
hævda, v. a. (a—a), 1) hævde, faae Hævd paa; 2) gjøde, opdyrke.
Hævdedrag, n. gjødende Vædske som udspreder sig over Engen fra Fæhusene. Tell. Ellers: Tadsig, Losig.
Hævdeløysa, f. Mangel paa Gjødning.
Hævding., f. Opdyrkning, Gjødsling.
Hævel, m. Hank, Haandfang, Bøile; især paa aabne Kar, f. Ex. Bøtter. Søndre Berg. Stav. Amt. Ellers: Hivel (Gbr.), Hyvel (Vald.), Hav (Sogn og fl.); jf. Hæv. De øvrige Navne ere: Hald, Hꜳnk, Kylp, Fat, Vette.
hævert (hæv’rt), adj. om Byg: blandet med Havre. Kr. Stift, Søndre Berg. og fl. I Sdm. hævalt, hævalle.
Hævre, Hævresle; s. Havre.
Hævskap, m. Dygtighed, Godhed; ogsaa: Flid, Flinkhed. Sjeldnere: Hævleikje, m.
Hø, f. en Forhøining, Høide, Bakke; især paa en Fjeldryg; ogsaa en afrundet Fjeldtop. Guldbr.
høg, adj. 1. høi; ophøiet; høitstaaende i Værd, Rang o. s. v. (Sv. hög). I Namd. høyg. I Sæt. og øvre Tell. hꜳg’e (G. N. há’r), med comp. hægre; superl. hægst (i Nhl. hæst); ellers: høgre og høgst (G. N. hærri, hæstr). høg’ Sjø: høit Vande, Flod. Dæ va pꜳ høg’e Tid: det var paa høi Tid, der var ingen Tid at spilde. Dæ gjekk ein høg’e Gꜳng: det stod paa Nippet, var meget nær ved. høgt Mꜳl: høi Stemme (forskjelligt fra: grant Mꜳl). Høge Bors-enden: den øverste Bordende. bera høgan Hest: bære En paa Nakken eller Skuldrene (en Leg). Sdm. Dei hꜳgje: de Store, de Fornemme. Sæt. — Den gamle Form haa gjenkjendes i mangfoldige Stedsnavne, f. Ex. Hꜳnes, Hꜳvollen.
høg, adj. 2, magelig, bekvem. Bruges i Sætersdalen i Neutrum (høgt), men synes ellers at være ganske fortrængt formedelst Ligheden med det foranførte Ord. G. N. hœgr. Hertil hører: høgleg, høgfør, høgvint.
høgbara (bala), adj. høibordet, om Baade og Færger. Guldbr. Ørk. (s. Bar).
høgbeina, adj. s. høgføtt.
Høgd, f. Høihed, Høide (som Beskaffenhed). Mannshøgd, Knehøgd o. s. v. Hedder i Sætersd. Hægd (af hꜳg’); i Nhl. Hædd. (G. N. hæð). 2) Høide, ophøiet Sted eller Stilling. Han snøva i Høgd’enne (det sneer i Høiden). Dei kom seg i Høgd’a: de svang sig op, bleve ophøiede. 3) Forhøining, Bjerg, Fjeld. Mest i Ag. Stift (Hall. Gbr.). Jf. Hø. 4) Etage, Stokværk i et Huus. Andre Høgd’a: anden Etage. Jf. einhøg, tvihøg. 5) i Seiladsen: Luvart, Vindsiden. Altid i ubestemt Form. Sæt deg i Høgd: sæt dig til Luvart. (Modsat Le). 6) det meste, den største Deel. Altid i bestemt Form. Høgd’a ’ta di, ɔ: det meste deraf. (Nordre Berg.). Dei ha fꜳtt Høgda (de have faaet den største Deel).
høgfarma, adj. høit ladet, hvis Ladning rager høit op. Ogsaa høgfermd.
høgfjella (-fjelt), adj. om et Landskab, som har høie Fjelde.
Høgfær, f. stadselig Færd, det at man lever paa en stor Fod. Vælfæra æ be’re enn Høgfæra.
høgfør, adj. spagfærdig, som farer mageligt afsted. Tell. Af høg, 2.
høgføtt, adj. høifodet, høibenet. Han æ ikje høgføtt’e: han har ikke meget at stole paa; det er smaat med ham.
høghjarta, adj. modig, behjertet. (Sjelden).
høgja (høia), v. a. forhøie, ophøie. Forudsættes i „upphøgd“; men er næsten ubrugeligt.
Høgjende (Høiende), n. Hynde, Pude at sidde paa; ogsaa Hovedpude. Udtales alm. Høiende, Høyend, Hyend. — Sv. hyende; G. N. hœgindi, af høg, bekvem.
høgleg(e), adv. mageligt, bekvemt, med Lethed. Tell. Rbg. Mandal. Nhl. Du kjem’e høgle fram te Kvelds.
høglendt, adj. høit liggende, om Mark og Ager. Mest søndenfjelds. Sv. högländ.
høgliva, adj. stormavet, som har fremstaaende Mave. Nhl.
