Høgljo(d), s. Høgmæle.
høglærd, adj. høilærd.
Høgmæle, f. høirøstet Snak; ogsaa: offentlig Omtale. Nordre Berg. Sdm. Dæ kom i Høgmælꜳ, ɔ: det rygtedes, man begyndte at tale offentlig derom. (Isl. hámæli, n.). I Sogn hedder det: Høgljø (for Høgljod).
høgmælt, adj. 1) høimælet, som har en høi eller stærk Stemme. 2) høirøstet, som taler høit.
høgna, v. n. (a—a), forhøies, blive høiere. Nogle Steder ogsaa v. a. forhøie, sætte høiere, — hvilket hellere skulde hedde høgra eller høgja.
høgraud, adj. høirød.
høgre, adj. høire. (Modsat vingstre). Sv. höger. G. N. hœgri. Paa høgre Hand’a: paa høire Side. — Ligelydende er Komparativet af høg: høgre; i Sæt. hægre.
Høgset, n. Høisæde, Høibænk. Efter Udtalen tildeels: Hekset; i Nhl. Hauset og Haust, som nærmer sig til G. N. hásæti.
høgst, adj. (superl. af høg), 1) høiest; 2) mest. — Høgste Parten: den største Deel. (Jf. Høgd). I Sdm. hedder det ogsaa: høgstꜳ, der ogsaa bruges som et Subst. f. Ex. Han heve fꜳtt høgstaa ’ta di (ɔ: det meste deraf).
høgst, adv. høiest. „høgst ꜳ Dag“: midt paa Dagen. Nordre Berg. „høgst ꜳ Natt“; ved Midnat. Ligesaa: „høgst ꜳ Sumar; høgst ꜳ Vinter. I Nhl. siger man: „hæst Dag“; i Ag. Stift „høgst Dags“ (høstags), hvoraf Høgstdags-Leite (Middagstid). I Lighed hermed siges: „høgst Nattes“, som dog er en feilagtig Form.
høgt, adv. 1. høit. (I Sæt. hꜳgt). høgt Middag: sidst i Middagsstunden, lidt over Middag. snakka i høgt: tale høit (i Modsætning til hviske). Helg. Ellers: uppi høgt, el. ’pi høgt.
høgt, adv. 2. let, bekvemt, med Magelighed. Rbg. See høg, 2.
Høgtid, f. Høitid. — høgti’a, v. n. bruges i Sogn om at gjøre meget Væsen af En, gjøre Opvartning, være ydmyg.
høgvint, adj. om Jord: let at dyrke eller bearbeide. Rbg. Ellers lettvint.
Høkkel, m. Ankel. (Namd.). S. Okla.
Høl, m. see Hyl.
høla, v. a. og n. (e—te), smigre, kjæle, kildre En med behagelige Forestillinger. Kr. Stift, Gbr. og fl. Ellers: øla, gjøla. (G. N. hœla, rose).
hølen, adj. smigrende, venlig. Jæd.
Høling, f. Smiger, Sødtalenhed.
Høling (for Hyrding), s. Hyring.
Høna, f. en Høne. Artsnavnet Høns, pl. n. bruges ligesom i Dansk.
Hønsebær, n. et Slags Bær med en sød og vandig Smag. (Cornus svecica). Sv. hönson. Kaldes ogsaa: Skrubbe (Nordenfjelds) og Silkjebær (Shl.).
Hør, (n.), i Talemaaden „i Hør ꜳ Heim“, ɔ: hen i Taaget, i Vildelse. Helg. og tildeels i Tr. Stift. I Sdm. hedder det „i Hyrg ꜳ Heim“. Jf. Hyrg.
Hør, f. s. Hær. — høre, v. see hæra.
Høring, s. Hyring og Hæring.
Hørsꜳld, s. Hæresꜳld.
Høv, træffende; see visshøv.
høva, v. a. og n. (e—de), 1) træffe, møde, f. Ex. en Mand paa Veien. Hard. Shl. Jæd. — 2) træffe, ramme (noget som man sigter til). Rbg. Tell. Han høvde alt dæ, han skaut paa. (G. N. hœfa). Andre St. „treffa“, som er et nyt Ord. — 3) afpasse, faae noget til at passe eller falde sammen. Hall. og fl. (sjelden). Han høvde dei ihop. Maaskee den ældste Betydning; jf. hova, v. a. og Hov, n. — 4) v. n. falde sammen, passe til hinanden (om adskilte Ting). Mere alm. Dei høve ihop: de passe til hinanden. — 5) lave sig, føie sig, indtræffe; om samtidige Omstændigheder. Dæ høv’ ikje so fyre meg (det er mig ikke ret beleiligt). Dæ høvde so til (det traf sig saaledes). — 6) med Dativ: passe, være passende for, anstaae, klæde. Alm. og meget brugl. (Isl. hæfa; Sv. höfvas). Dæ høve meg inkje. Dæ høv’ ikje alt Bonnꜳ so høve Monnꜳ (det passer ikke alt for Børn, som passer for Mænd).
høvast, v. a. mødes, træffe hinanden. Søndhordlehn.
høve, v. a. slænge, kaste. Indr. (Undertiden med Imperf. hov). Ellers hevja, hiva.
Høve, n. 1) Træf, Slump, Lykketræf. Pꜳ eit Høve: paa Slump. Rbg. — 2) Tilfælde, Leilighed. Nhl. Shl. Eit ꜳ anna Høve: ved en og anden Leilighed. Ogsaa: Sammentræf af forskjellige Omstændigheder. Tr. Stift. Eit underle Høve: et besynderligt Sammentræf af Begivenhederne. — 3) en passende Ting, det som passer for En. Dæ va ikje mitt Høve: det passede ikke for mig. Hertil: Enkjehøve, og Enkjemanshøve, om aldrende ugifte Folk. Te Høves (tehøvs): tilpas. Guldbr.
høveleg, adj. passende; bekvem, beleilig. Alm. og meget brugl.
Høvsmann (for Hovudsmann), m. For-
