Ord; f. Ex. fram-i, att-i, inn-i; herved fremkomme de sammendragne Former: ni for ned-i, pi for upp-i, ti for ut-i. I endeel Dialekter (Nordre B. Tr. og Ag. Stift) bruges dette „ti“ meget ofte istedetfor det simple „i“, f. Ex. ti ’an (i ham), ti di (i det), ti Klæom (Klæderne). Dog bruges ikke „ti“ i de Tilfælde, hvor det paafølgende Subst. altid staaer i den ubestemte Form; f. Ex. i Ro, i Lag, i Gang; — saaledes aldrig foran en forældet Dativform, som: i Live, i Sinne, i Stade. Ligesaa bruges i, og ikke ti, naar Objektet mangler, og Sætningens Verbum følger efter „i“; f. Ex. Lꜳst inkje i vera (Lad som om der ikke var noget i det). Jf. pꜳ.
i, pron. I Bruges kun istedetfor „Du“ som en høfligere Tiltale. Paa Helgeland bruges det saaledes altid i Tiltale til Forældre og til gamle Folk i Almindelighed; det tilsvarende Objekt er: ør, eller ær (Helg.); andre St. jær. Genitiv: ørs, ærs, jærs. — Jf. did (di, de).
i, for ei (Artikel i Feminin); s. ein.
i, for e, eller eg; s. eg.
ia, v. a. (a—a), tiltale med „i“ istedetfor „du“. Han ia meg. — Helg. og fl.
ia, v. n. (for ida, el. idja), 1) svulme, røres op, være i Gjæring eller Bevægelse; om Vædske. Skal bruges i Søndfjord. 2) gynge, bæve, bugne under Fødderne (= dissa); om en Sump. Helgeland.
Ia (for Ida), f. Strømning eller Hvirvel i Vand; især Bagstrøm, den tilbagegaaende Strømning i Bugterne af en Elv. Meget udbredt Ord, men i forskjellig Form, nemlig: Ia (Nhl. Hard.), Ie (Sfj. Tell. Rbg.), Ea, Bak-ee (Helgeland, Trondhjem), Eꜳ (Ndm.), Odo, for Eda (Namd.), Udu (Ørk.), Bak-vudu, og Kringvudu (Indr.); ogsaa Bakeie forekommer ved Trondhjem. Isl. iða (Gretters Saga, Kap. 69), yda (hos Haldorson). I svenske Dial. ea, ia, ier. Tingen hedder ellers Evju (Ag. Stift) og Ave (Helg.). I Sdm. hvor det skulde hedde Ide (aab. i), er dette Navn ubekjendt; jf. Atterekje, Atterenne, Attebera. I Nhl. er Ia en mindre Strøm end Attebera.
iaftes, d. s. s. igaarkveld.
iꜳrs, see ved Aar og Aars.
ibland (eller oftere: iblandt), adv. af og til, paa et og andet Sted; undertiden.
iblꜳ, adj. blaa-agtig, som falder i det Blaae. (Tonen paa i).
Iblenda, f. Iblanding, Tilsætning, noget som blandes i (især i Mælk). Nordre Berg.
idelege, adv. idelig, bestandig. (Sjelden).
idest (iest, ist), v. n. gide, ville, bekvemme sig til. Nordre Berg. Tr. Stift. Bruges inkje røyve se (Sdm.), el. Han ies inte rør’ sæg (Indr.): han gider ikke røre paa sig. Sv. idas.
idig, adj. virksom, stræbsom. (Modsætningen oidig er mere brugelig).
Iend (Kornspirer), s. Eiende.
Ifall, n. Ifald, Tilstrømning; f. Ex. i en Tragt eller en Mølle. D’æ for stort Ifall: der falder for meget i.
ifjor, forrige Aar; s. Fjorꜳr.
ifrꜳ, det samme som fraa (fra). gꜳ ifrꜳ: fragaae. kvar-ifrꜳ: hvorfra.
Ifylling, f. Ifyldning, Udjævning.
i fyrrꜳrs: Aaret før ifjor. i fyrrdags: iforgaars. S. fyrre.
Ifær, f. Aabningen paa Klæder og Støvler. Af Talemaaden: „fara i“ (iføre sig).
Igꜳngsklæde, pl. n. Gangklæder. Nordre Berg. og fl. (Isl. igángsklæði).
igꜳr, adv. igaar. Hedder ogsaa: igjꜳr, (Søndre Berg. Sogn, Hall. Valders, Gbr.). Isl. ígær. G. N. ogsaa igjár. — Hertil: „i gꜳr-natt“ (igjꜳr nott); Natten før igaar. „i gꜳr-morgon“ (i gjꜳr mꜳro): igaarmorges.
igꜳrkveld, igaaraftes. Hedder ogsaa: igjꜳrkveld (Vald. Gbr.), igjærkveld (Sogn, Voss. Hard. Jæd.). Isl. ígærkveld. Ellers: „i æfta“ (Hall.), i aftes, el. „i aftas“, for Aftans (Sdm. Tr. Stift) og „i kveld“ (Buskerud).
Igelkjer (og Iglekjær), n. Sø-Pindsvin (Echinus). Hedder ogsaa: Illkjær, Ullkjer, Iulkjer (Sdm.), Iskjær (Shl.). Isl. ígulker.
igjen (igjæn), adv. bruges paa mange Steder afvexlende med: atte, i Betydning af a) atter, paany; b) tilbage; c) til, om en Tillukkelse.
igjenom (aab. e), præp. med Akk. 1) igjennem. (G. N. ígegnum; Sv. igenom). — 2) henover, hen ad (i en lang Strækning), f. Ex. fram igjenom Dalen; inn igjenom Land’e. Hedder ellers: igjøno, igjønꜳ (vest- og nordenfjelds).
igjærkveld, s. under igꜳr.
Igl, n. Væmmelse, Kvalme. Sdm.
igla, v. n. væmmes, føle Kvalme eller Afsmag, f. Ex. efter harsk og fed Mad. Nordre Berg. Hedder ellers: ila (Hard.
