Shl.), elgja (Nhl.), øgje (Guldbr.). Jf. kli. (Isl. elgja, æla).
Igle, m. Igle, Blodigle. — Iglehꜳv, m. et Net af fange Igler med.
Iglegras, n. Troldurt (Pedicularis).
iglen, adj. som føler Væmmelse eller Kvalme. Jf. elgjen, vimlen.
igrꜳ, adj. graalig, graaagtig.
Igrꜳl, m. et Sødyr som ellers kaldes Kvitaal og Sleipmakk. Sogn.
Ihau, og Ihꜳgꜳ, s. Ihug.
ihel (i Hæl), ihjel. (G. N. í hel). Hertil: ihælfrosen: død af Frost. ihælslegjen (slien), ihjelslagen. ihælsvolten: død af Sult.
ihop (i Hop), 1) sammen, fælles, i Fællesskab. 2) tilsammen, til hinanden; ogsaa hos eller ved hinanden. 3) ind, sammen; om Tryk, Bøining o. s. v. Meget brugl. overalt, da Ordet saman er sjeldent. (Sv. ihop). eiga ihop: eie i Fællesskab. eta ihop: spise sammen. draga ihop: sammenspare. snu ihop: vende til hinanden. liggja ihop: ligge sammen. kjøkja seg ihop: bøie sig sammen. skruve ihop: sammenskrue. Dæ bar ihop: det kom til Slagsmaal. Eg va ihop mæ han ette di: jeg var hos ham og bad ham derom, forhørte mig hos ham derom. Tr. Stift, Sdm.
ihopblenda, adj. sammenblandet. Ligesaa: ihopdregjen, sammendragen. ihopgivne, pl. sammenføiede, ægteviede. ihopgrodd, sammengroet. ihophavd, sammenbragt. ihopkomne, pl. sammenkomne; ogsaa: gifte, ægteviede. ihopkrøkt, sammenbøiet, med Enderne mod hinanden. ihoplaupen, sammenløben, indskrumpet. ihopsett, sammensat; o. s. v. Jf. hopgꜳngoll.
i hug: ihu; s. Hug. — ihugkomen, adj. ihukommet, erindret.
Ihug, m. Bekymring, Uro, Ængstlighed; ogsaa Længsel. Ørk. i Formen Ihau; Inderøen, i Formen Ihꜳgꜳ (som forudsætter: Ihugje). Jf. Illhug.
i høgt, adv. høit, lydeligt, ikke hviskende. Helg. og fl. Ellers upp-i høgt, eller blot: høgt. Han las ’pi høgt: han læste med lydelig Røst.
Iing, f. Rørelse, Hvirvlen; s. ia.
Ikast, n. Noget som kastes i.
ikje, eller ikkje, Negtelsesord: ikke. See inkje.
Ikkjen, Saalen, Fodbladet; s. Ilk.
Ikonn (for Ikorn), n. Egern, Eghorn. Søndenfjelds tildeels Maskulinum. I Helg. hedder det Ikorre, m. — G. N. íkorni; Sv. ikorn og ekorre.
i kring, (adv.), omkring. Jf. Kring.
Ikt, f. Gigt. (G. N. ikt). — iktabroten, adj. værkbruden, krum af Gigt. — Iktaverk, m. Gigtsmerter.
i kveld, 1) i Aften. Alm. 2) igaaraftes. Buskerud, Hedemarken.
Il (aab. i), m. (Fl. Ilja, r), Fodsaaler; Undersiden af Fodbladet, eller især Buen midt under Foden. Meget udbredt, men bruges oftest i Fleertal (Iljanne); i Sdm. hedder det: Yljanne. I Shl. i Eental Ilje, m. (G. N. il, f.). Jf. Ilk.
ila, v. n. væmmes; see igla.
Ilag, n. Ilæg, noget som lægges i.
i lag, fælles, i Selskab med; s. Lag.
Ilꜳt, n. Sæk, Pose eller andet Gjemme, hvori man samler eller bærer noget. Voss, Hall. og tildeels i Mandal og Guldbr. G. N. ílát. (Af lata). Jf. Vær.
Ilꜳte, f. Tarme eller Maver som bruges til Pølser. (Kun i Fleertal). Sdm. Tr. Stift og Helg.
Ile, f. Kilde, opspringende Vandaare. Ved Kristiania. Jf. Olle. Ilbrand, s. Gullbrand.
Ile, m. Steen eller Lod, som bindes til Hjørnet paa et Garn for at holde det til Bunden. Nordre Berg. Tr. Stift og fl. — Iletog, n. Baand hvormed Ilen fæstes.
ilen (ii), adj. usmagelig, modbydelig. (Jf. ila). Helg. Fosen. Bruges kun i Neutrum (ile). salt-ile Vatn: Vand som har en ubehagelig saltagtig Smag.
ilen (aab. i) næret, opfostret; s. alen. Sdm. og Tr. Stift (elen, ælen).
ilengjast, v. n. længes idelig. Helg.
iljos, adj. noget lys af Farve. (Sjelden).
Ilk, m. Fodblad, Fodsaale. Guldbr. I øvre Tell. hedder det: Ikk (Ikkjen); jf. Il og Iark.
ill (ii), adj. 1) ond, slem, slet. Udtales ogsaa: idl’e (Sogn), idd’e (Sæt.). G. N. illr. — eit kvart ilt: noget ondt, en eller anden slem Ting. Han æ ’kje anna ilt: ikke andet end ondt (om en arrig og fortrædelig Person). 2) vred, hidsig, forbittret. Han va so ill’e fyre dæ. (Gbr. Sdm. og fl.). Jf. vill, ful, vond, sint. 3) bitter, smertelig. Mest i Neutrum. Dæ va so ilt: det smertede saa meget. Dæ gjere ilt (gjør ondt). Jf. Ordsproget: Han æ ilt rædd’e, so ilt gjere, ɔ: den som gjør ondt, frygter at man skal gjøre ham det samme.
illa, v. a. (a—a), vredes, fatte Uvillie mod En, hade. Sogn. Nhl. Du mꜳ ikje idla meg fyre da.
illast, v. n. blive hidsig. Ogs. ilskast.
