inst, adv. inderst, længst inde. inst ꜳ øvst: længst inde og høiest oppe.
inste, adj. inderste. G. N. instr.
inte (ɔ: intet, ikke), s. inkje.
Ir (ii), m. 1. Sygelighed, Ildebefindende, f. Ex. efter en Ruus. Ndm. Jf. hire.
Ir (ii), m. 2. Uro i Sindet, Ængstlighed (= Hugverk). Indr. See irast.
ira, v. n. (e—te), 1) angre, fortryde. ire pꜳ ein Ting. Tell. Hall. (G. N. iðra). 2) ømme sig for noget, ville nødig til. Hard. Han irte pꜳ da: han havde ikke Lyst dertil.
irast (ires), v. n. ængstes, bekymres, være urolig i Sindet. Ogsaa længes, især til Hjemmet; føle Hjemvee. Indr.
iren, adj. 1) ærerlig, misfornøiet; som angrer eller fortryder noget. Hall. 2) urolig i Sindet, ængstlig, f. Ex. for at man skal forsømme noget; ogsaa urolig af Længsel eller Hjemvee. Indr. 3) skranten, upasselig. Ndm.
i ring, omkring, rundt; s. Ring.
irsam, adj. urolig, ængstlig. Indr.
Is (ii), m. Iis.
isa, v. n. (a—a), belægges med Iis.
Isbride (aab. i), m. Iisbræe, Iismasse paa et Fjeld.
Isbrodd, m. piggede Jernsaaler til at gaae med paa Iis. Mest i Fleertal. Ogsaa kaldet Isbrødde, og i Sdm. Isbredde.
Isbrune (aab. u), m. Iisbrand (paa Træer). Søndenfjelds i Formen Isbrona.
Ise, f. Delfin; s. Nisa.
Isel, el. Iselje, m. Fiskemælk; Sæd i store Fiske, især i Torsken. I Sdm. Isel; i Helg. og Nhl. Iselje. (Jf. Mjelkje). — Iselfisk, m. Hanfisk.
i senn, paa een Gang; s. Senn.
Isflak, n. et stort Iisstykke. Ogsaa: Isflakje, m. og i Gbr. Isflok (oo), m.
Isflogge, f. see Krav.
Isfær, f. Iisbrud, det at Isen i Elvene brækkes og flyder bort. Berg. Stift. Andre Steder: Isbrot, n. Isgꜳng, m. og Isvekkje, f.
Isgalt, m. Søkat (Chimæra). Sdm. Isgaltlyse, n. Tranen af dens Lever. Jf. Sjøkatt.
Ishella, f. Iisbund, Iislag paa Veiene. I Tr. Stift: Ishyll’.
Ising, m. frossen Snee. Nhl.
isjꜳ, ɔ: hos. (Hard. Shl. og Kr. Stift). See hjꜳ. „isjꜳ okke“ (isj’okke). hos os.
Isjukel (aab. u), m. Iistap. S. Jukel.
iskald, og isende kald: iiskold.
Iskjær, n. Søæble; s. Igelkjer.
Iskjakje, m. Iisstykke. Nhl. Shl.
iskrast, v. n. gyse. (Sogn). S. askrast.
i slag, efter hinanden, i Rad.
islaupen, adj. iisdækket, overfrossen.
Isleggje(r), m. pl. Beenskøiter, Beenpiber hvormed man render eller skrider paa Isen. B. Stift. (Isl. ísleggir).
Ismotta, f. Aabning paa Klæder. Sjelden; jf. Hovudsmotta.
isnæm, adj. som let fryser til. Isnæmt Ver: Frostveir, en Tilstand i Luften hvori der let fryser Iis, endskjønt Kulden ikke synes at være skarp. Nordre Berg.
issa (aab. i), et Udraab af Uvillie eller Afsky. Heraf: issa, v. n. yttre Modbydelighed, sige „issa“. Berg. Stift.
ist (ɔ: gider), s. idest.
i stad (i Sta), 1) nylig, for en liden Stund siden. Meget brugl. i de fleste Egne. 2) strax, snart, om en liden Stund herefter. Nedenæs, Buskerud og fl. (Isl. ístad.).
Ister (Ist’r), f. Vidiepiil (= Vier). Helg. Isterkjerre, m. Vidiekrat, Vidiebusk. Isterskog, m. Vidieskov.
Istig (aab. i), n. Stigbøile paa Vogne og Ridesadler. Søndenfjelds.
Istra, f. Ister. (Isl. ístra). Istresild, f. Fedsild. Istrevꜳmb, f. Isterbug.
isumpren, f. Sumpr.
isvart, adj. sortagtig, noget sort.
Isvekkje, f. Iisbrud. Tell. S. Isfær.
Isvær, n. Veir hvori der let bliver Iis. Søndenfjelds. Jf. isnæm.
Itak, n. 1) Greb, Tag; 2) en voldsom Anstrengelse. Ørk. Jf. Utak.
i-tikjen, adj. rørt, berørt.
itt (ii), for ikkje; s. inkje.
itte (aab. i), s. ette. ittepꜳ, s. ettepꜳ.
i tunn, adv. rundt, i en Ring. B. Stift. (I Sdm. i tynn). Jf. tunna.
ivast (ii), v. n. (e—d), føle Ulyst, ømme sig for noget, ville ugjerne. (= kvide). Jæd. Æg ivest mæ te gjera dæ. (Jf. æva, og G. N. ivast, tvivle).
ive (aab. i), over; see yve.
ivegjen, iveien, til Hinder; s. Veg.
ivra, v. a. ophidse, opægge. Nordre B. og fl. (Jf. øva). ivrig, adj. hidsig, opbragt.
i æfta, i Eftermiddag; ogsaa igaaraftes. Hall. og fl. Jf. igꜳrkveld.
