Stift og fl. I Nordre Berg. og flere Steder hedder det jamnꜳ. Isl. jafnan. Jf. jamt.
jamnast, v. n. jævne sig, udjævnes.
jamnaste, adv. oftest, sædvanligst.
Jamne, m. 1. Jævnhed, Lighed; Vedholdenhed i Arbeidet. Jamnen dræg’ seg: Vedholdenhed kommer langt; ved stadig Flid udretter man meget.
Jamne, m. 2. en Farveplante, Lycopodium complanatum. Berg. Stift, Tell. (Sv. jemna).
Jamning, m. Jævnlige, Mage. (G. N. jafningi). Derimod: Jamning, f. Jævning, Udjævnelse.
jamra, v. n. klynke; ogsaa larme, støie.
jamrødd, adj. jævnt besat; om en Baad, naar der roes lige stærkt med alle Aarer.
jamsa, v. n. mjave, om Katte. Helg. og fl. Nogle St. jama. I Sogn: mjꜳa. (Sv. jama).
jamsett, adj. om Baade og Fartøier: jævnt ladet, lige tung for og agter.
jamsid, adj. lige sid overalt.
jamsides (jamsiss), adv. jævnsides.
jamskjær, adj. om Ager, som er overalt moden til Afskjæring. Tell. og fl.
jamsmꜳtt, adj. n. lige smaat. jamsmꜳ Bonn: lige smaa Børn.
jamspelt, adj. om Kortspil, naar Udfaldet er lige for begge Parter, saa at ingen har nogen Vinding.
jamstor, adj. 1) lige stor overalt; 2) i Fleertal: lige store.
jamstroka (aab. o), adj. jævn paa Overfladen; naar Fordybdningerne ere saaledes udfyldte, at de ikke mærkes. B. Stift. I Hard. ogsaa jamstropa.
Jamt, m. Jæmtelænding. Tr. Stift.
jamt, adv. 1) jævnt, lige, i lige Række eller Linie. Jf. jamn. 2) lige saa meget, i lige Grad. 3) jævnt, stadigt (Sv. jemt); ligesaa: jævnlig, sædvanlig, meget ofte. Hertil Talemaaden „jamt ꜳ samt“: uophørlig. Nordre B. — I Gbr. og flere Steder hedder det jæmt. I Sdm. forkommer ogsaa: jænt, f. Ex. dæ hend’ ikje jænt (det hender ikke ofte); hvilket dog maaskee staaer i Forbindelse med det Ørkedalske „jenaste“ (el. gjenast). — jamt mæ: a) lige med, lige høit som; b) jævnsides, ved Siden af. Gbr. (i Formen jæmt). jamt ꜳ odde, s. jamn.
jamtaka, adj. pl. lige stærke, som kunne udrette lige meget. I Sdm. hedder det jamtakstra.
jamtjukk, adj. lige tyk overalt.
jamtrædd, adj. om en Væv, hvori Traaden ligger jævnt og regelmæssigt, eller hvor Rendegarnet gaaer lige nær til begge Sider i Vævkammen.
jamtrøma, adj. bredfuld. Berg. Stift. Ellers: jambreidda, jamfull.
jamturr, adj. lige tør overalt.
jamviljug, adj. jævnlig redebon, beredvillig. Guldbrandsdalen.
jamvæl, adj. endog, endogsaa. Tell. og fl. (Sv. jemväl).
Jan, i Kortspil: den som ikke vinder saa mange Øien, at han faaer Adgang til at fortsætte Spillet.
Jar (for Jadar), m. Kant, Rand, Omkreds. Meget udbredt Ord; hedder ogsaa: Jair (Sdm.), Jær (Stav. Amt), Jꜳr (Ørk.), Jꜳdꜳr (Indr.). G. N. jaðarr. Til Formen Jær hører Landskabsnavnet Jær’en (Jæderen); til Jꜳr og Jꜳdꜳr høre flere Betydninger; s. Jꜳr.
jara (for jadra) v. a. (a—a), afskjære noget i Kanten. „jara ’ta“. (Sjelden). Ogsaa v. n. glide hen langs Kanten. Sola jara lꜳngs mæ Fjella (Solen følger Fjeldkanten, gaaer tæt langs med Fjeldet). Sdm.
jara (for jarda, v. a. jorde; s. jora.
Jarafær (Jordefærd), s. Jorfær.
Jarband, s. Jarn. Jarbær, s. Jorbær.
Jare, m. en Plads, en hægnet og dyrket Jordstykke. Indr.
Jare, pl. (Jorder), s. Jor.
Jaregjeit, s. Jorgjeit.
Jarfꜳng, see Jarnfang.
jarflꜳ, adj. slap i Kanterne, om en Væv. B. Stift. I Gbr. jarflikt (jf. flikje). Om de øvrige s. jarslak.
Jark, m. 1) den bredeste Deel af Fodbladet; ogsaa de yderste Dele paa Siderne af Fodbladet. Alm. vestenfjelds, men sjeldnere søndenfjelds; hedder ogsaa Jerk (Tr. Stift) og Kverk (Helg.); jf. Ilk, Ilken, Ikkjen. Isl. jarki. — 2) Kjødet eller Musklerne ved Roden af Tommelfingeren; Kanten af Haanden. Hard. (I Tell. Jarpehold). 3) en udstaaende, afstumpet Kant; Udkant, Hjørne, Snip; f. Ex. paa Læder. Sogn.
jarkebreid, adj. som har brede Fodblade.
Jarkebreidd, f. den bredeste Deel af en Sko.
Jarn, n. 1) Jern. 2) Redskab af Jern; Krog, Tang, o. s. v. især hvast Redskab. Bitjarn, Eggjarn, Eldjarn. 3) Kjedelkrog; s. Skjæring. Ordet hedder: Jarn (Helg. Trondhj. Stift, Sdm.), Jadn (Hard.), Jødn (Hall. Vald.), Jønn (Tell. og fl.), Jenn og Jedn (Nhl. Shl.). G. N. jarn. I Sammensætning bliver det paa nogle Steder til
