og Skvetta (fordi Stilken bruges til Sprøiter).
Jol (oo), f. Juul; i indskrænket Betydning om Tiden imellem Juleaften og Nytaar; men i den mere omfattende Betydning ogsaa om den følgende Tid til 13de Januar (Tjugandedag). Formen Jol er herskende i de sydlige Egne (Voss, Hard. Rbg. Tell. Hall. Vald.); forøvrigt hedder det: Jul (uu). G. N. jól. (Ang. geol, gehol). Te Jole: til Juul. (G. N. til jóla). halda Jol: holde Juul. drikka Jol: holde Julegjæstebud. bera ut Jol’æ (el. Jul’a): gaae hjem fra en Nabogaard uden at have faaet Julebeværtning (nemlig Mad og Øl). Berg. Stift.
Jolaftan, m. Juleaften (24de December). Hard. Ellers: Jolafta, Jolæfta, Julafta. Den foregaaende Dag hedder „Litle Jolaftan“. Jf. Sjursmyss.
Jola-rei(d), f. et Følge af fabelagtige Væsener, som efter den gamle Tro skulde ride omkring imellem Fjeldene i Julenætterne. Hard. Voss, Nhl. I Sogn: Julaskrei; i Valder: Joleskrei; ellers hedder det Rei og Oskerei.
Jolasveinar, pl. Underjordiske som fordum skulde besøge et eller andet Huus i Juletiden. Hard. (I Sdm. Julebokka; s. Bokkje). Isl. jólasveinar, Bussemænd.
Joledag, Juledag. I Søndre Berg. Joladag, ligesom Jolahelg, Jolanott, Jolasꜳng o. s. v.
Joledrykk, m. Julegjæstebud. Drikken selv hedder ellers Jol’øl, n. og Brygningen Jolebrygg, n.
Jolegjeit, f. og Jolebukk, m. Maske (som paa nogle Steder bruges i Juleselskaberne).
Jolehelg, f. Julehøitid.
Jolelag (Julelag), n. Juleselskab.
Jolemat, m. god Mad til Julen. Saaledes: Jolebrau(d), Jolefisk, o. s. v.
Jolemꜳne, m. den Nymaane som indfalder i Julen eller strax efter samme. Jf. Mꜳne.
Joleveitla, f. Julegjæstebud. Søndre B.
Jolotta (oo), og Julotta, f. Juledags Morgen; Froprædikens Tid.
Jom (Lyd), s. Ljom. jome, s. ljoma.
Jomfru, f. Jomfru; ogsaa et Navn paa de Støtter som holde Snelden i en Rok.
Jonsoke (for Jonsvoka; sidste o aab.), Sankt Hans’ Dag (24de Juni). Alm. dog nogle Steder: Jønsok. (G. N. Jónsvaka; til Jónsvoku).
Jonsokebrising, m. Blus, Lyst-Ild som tændes om Sant Hans’ Natten. Hard. Sdm. Ellers Jonsokeld o. fl.
Jonsokehelg, f. Sant-Hansfesten, indbefattende: Jonsokaftan (23de Juni, Eftermiddag), Jonsokenatt, og Jonsokedag.
Jonsok’koll, m. Planten „Læbeløs“ (Ajuga pyramidalis). Sdm. og fl.
Jonsok’leite, n. Midsommer. — (Ag. Stift). Ellers Jonsokebil (aab. i), n. og Jonoketid, f.
Jor (Gjord), s. Gjor.
Jor (oo), f. 1) Jorden, Landet. Mest i bestemt Form. Skulde egentlig hedde Jord, med aab. o. (G. N. jörð, jorð). Jf. Mark. — 2) Jord, Muld, Jordbund. Sjeldnere. Hertil Talemaaden „so svart so hellig Jor“: sort som Jord. B. Stift. — 3) Jord, Gaard, Gaardbrug, især med Hensyn til Grund og Marker; medens derimod Gar hentyder paa Bebyggelse og Indhægning. I denne Betydning har det i Fleertal: Jare (Yttre Sogn), Jære (Nhl.), og Jore, r (mest alm.). G. N. jarðir. I Sammensætning: Jora, Jore og Jor; sjeldnere Jara (G. N. jarðar).
jora, v. a. (a—a), jorde, begrave. I Tell. forekommer ogsaa den ældre Form jara (G. N. jarða).
Jorabyte, n. Udskiftning af Gaarde. — Jorabytar, m. Udskiftningsmand.
Joradreng, m. ung Mandsperson som er Arving til en Gaard. Ogsaa Joregut.
Joragjenta, f. Pige som er Arving til en Gaard. Mere alm. er Jorgjente; i Berg. Stift: Jorataus.
Joraholva, f. Halvdelen af en Gaard. — Jorapart, m. Deel af en Gaard.
Jorakaup, n. Jordekjøb.
Joraløysn, f. Indløsning af en Gaard; ogsaa den dertil hørende Pengesum. B. Stift.
Jorbruk, n. Jordbrug; Gaardsbrug.
Jorbær, n. Jordbær. I nordre Sdm. hedder det Jarbær. (Isl. jarðarber).
Jordun (aab. u), el. Jordyn, (aab. y), m. Rystelse i Jorden, Jordskjælv. Tr. Stift og fl. Ellers Jorskjelv, m.
Jore, n. Engmark, den indhægnede Mark som omgiver en Gaard. Tell. Hall. Gbr. (Svarer til Bø, i Berg. Stift). Jf. Jare, m. (Hvorvidt Ordet kunde staae i Forbindelse med Gjære, er tvivlsomt).
Joregods (goss), n. Gods, fast Eiendom.
Jor-eigar, m. Jordeier. Jf. Landdrott.
Jor-eple, n. Kartoffel, Potet. (Kr. og Ag. Stift). Skal egentlig have været
