en egen Art af Poteter. I daglig Tale siges kun Eple; saaledes ogsaa: Epleꜳkr (Potetager), Eplegras (Potetløv), Eplerus (Potetskal), Eplekjellar o. s. v. — Andre St. Poteta, Pota, Tata.
Jor-erving, m. Gaards-Arving.
Jorfall, n. Synkning i Jorden, Udstyrning ved Vandflom.
jorfast, adj. jordfast, fæstet i Jorden.
Jorfok (aab. o), n. Drev af Sand eller Støv. Ogsaa: Snee som drives op fra Jorden; altsaa modsat Himmelsfok (om faldende Snee). I Nhl. hedder det Jærfok.
Jorfær, f. Jordefærd, Begravelse. I en Deel af Sogn (Leganger) hedder det Jarafær (G. N. jarðarför). Jf. Likfær.
Jorgjeit, f. et Navn paa Horsegjøgen (Bekkasinen). Sdm. og fl. I Hard. Jaregjeit. I Sdm. ogsaa Vedegjeit.
Jorhola (aab. o), f. en Hule, et dybt Hul i Jorden.
Jorhumla, f. et Slags store Humler, som have sine Kuber i Jorden.
Jorskov (oo), n. Drev, Fog. (Omtrent det samme som Jorfok). Helg.
Jorkynd, f. Jordart, Jordbund. Ei go’ Jorkynd: god Jord. Nordre B. og fl.
jorlegjen, (leien), adj. som har ligget længe i Jorden. Jf. markelegjen.
Jormor, f. Jordemoder. Jf. Ljosmor.
Jornot (aab. o), f. Fleertl. Jornet’er (aab. e), Jordnødder (Bunium).
Jorskyld, f. Jordskyld, Gaardtaxt.
Jorslag, n. Jordart.
Jort, f. Drøv, Føde som gylpes op til en ny Tygning. Jf. Urt.
jorta (oo), v. n. (a—a), tygge Drøv. Isl. jortra. Denne Form findes kun i de sydlige Egne til Sfj. og Vald. (?); i de nordlige Egne hedder det urta.
Jorveg, m. Jord med Hensyn til Avl og Dyrkning; ogsaa Jordbrug.
Jorverja, f. Jordværge; Spyd eller andet Vaaben som tilhører en Gaard oa ikke afhændes eller borttages derfra. Berg. Stift.
Jorvidd (ii), f. en Gaards Udstrækning.
Jorvære, n. en Gaards Værdie; en Pengesum hvorfor en Gaard kan kjøbes. I Sdm. Joravyre. Jf. Kuvære, Øykjevære.
Jos, s. Ljos. — Joster, s. Ljostr.
jot (styg), s. ljot. — Jote, s. Gjota.
jubba, v. n. bukke, nikke. (Mandal).
juga, lyve; s. ljuga.
Jukel (aab. u), m. (Fl. Jukla, r), Iistap, frossent Vanddryp, f. Ex. under et Tag. (Maaskee alm.). Nogle Steder Jukul; ogsaa Jøkul. Tell. (I danske Dial. Egel. Ang. gicel (Engl. icicle). Betydningen af det Isl. jökull (Iisbjerg) synes her at være ubekjendt.
juklekald, adj. iiskald.
juklut, adj. behængt med Iistapper.
Juksꜳng, s. Djupsogn.
Jul, Julafta, o. s. v. see Jol, f.
jula, v. a. (a—a), 1) i Talemaaden „jula seg“: leve lystigt, leve i Suus og Duus. B. Stift. 2) banke, prygle, tugte. jule upp ein. Alm. — 3) s. hjula.
Julaskrei, s. Jolareid.
Juling, f. Prygl, Tugt. S. Hjuling.
Julotta, s. Jolotta. — Jun, s. Hjun.
Juneld (Lynild), s. Ljon.
Jungje, m. Bordkniv, Madkniv. Nordre Berg. Tell. og fl. (I svenske Dialekter jonge).
Junsa, m. et Navn paa Indbyggerne i Søndmør, Nordfjord og Søndfjord. Brugeligt i Nordlandene. Hertil: Junsbꜳt, Junsjagt, Junskjering og fl.
jup, juplendt o. s. v. see djup.
Jupe (Hyben), s. Hjupa.
Jur (for Juvr), n. Yver, f. Ex. paa Køer (Ku-jur). Isl. júfr, júgr. Sv. jufver. — seta n’i Jur’e: faae stort Yver, begynde at afsætte Mælk.
Jura, f. det fedtagtige Kjød, som danner Roden af Yveret.
jurast, v. n. om Køer, naar Yveret voxer og Melken bliver rigere.
Jure, f. see Gjor og Gygr.
Juring (Hyrde), s. Hjuring.
juska, v. n. tale i en fremmed Dialekt; egentlig efterligne den jydske Udtale. Ogsaa: jyska. Jf. danska, boska.
Jute (uu), m. Jyde, Jyllænder.
Jutel (aab. u), m. Jætte, Rise (Gigant). Ogsaa Jutul (Gbr. Hedm.), Jøtel (Voss). G. N. jötunn. Ellers: Rise, Ryse, Rysel, Bergtroll.
Juv, og Ju, n. el. f. Sænkning, Huulning i Jorden. See Djuv.
Jygger, s. Gygr. — jyne, s. gyne.
jæ, s. ganga. — Jæl, s. Gjær.
jæmt (jævnt o. s. v.), see jamt.
jæna, v. n. stilles, sagtne. Nhl.
jænt, s. jamt. Jænte, s. Gjenta.
Jærbu, m. Indbygger af Jæderen. Jf. Jar, og Variationen: Jær.
Jære, s. Jor. — Jærfok, s. Jorfok.
Jærk, s. Jark. — jærme, s. jerma.
jærsvadt, adj. n. glat, slibrigt; om Fodret, naar blot den øverste Skorpe af Tælen er smeltet. Nhl. I Shl. hedder det „bergsvadt“; jf. svaden. Egentlig jorsvadt; jf. Jære, Jærfok.
jæte, s. gjæta. — jæv, s. gjæv.
Jø, s. Gjø. — Jøgr, s. Gygr.
