kanseleg, adj. beleilig, gunstig.
kanskje (for kann skje), maaskee. Hedder ogsaa „kann hende“.
Kant, m. 1) Kant, Hjørne. Jf. Rør, Hynna. 2) Rand, Udkant, Yderdeel. Jf. Jar, Trøm. 3) Side; ogsaa Egn eller Sted. Hertil Norkanten, Vestkanten, Havkanten og fl.
Kant, n. Omvæltning, Omtumling. koma pꜳ Kant: begynde at vælte eller rulle. Saaledes ogsaa en enkelt Omdreining; f. Ex. Steinen kanta ei fem seks Kant, ɔ: væltede fem eller sex Gange omkring.
kanta, v. n. (a—a), vælte, falde om, kantre. Best so han sto, so kanta han. (B. Stift og fl.). Jf. rulla, trinta, valtra. Dæ kom ein Stein kantande (en Steen kom væltende). — Sjeldnere v. a. omvælte eller rulle noget; f. Ex. kanta seg. „kante Bjønn“: kaste sig over til Siden med udspærrede Arme og Fødder, ligesom et Hjul. Nordre B.
kanta, v. a. (a—a), kante, sætte Kant paa. Heraf Kanting, f.
kanta, adj. 1) forsynet med Kant eller Bræmmer. 2) kantet, hjørnet. Mest sammensat som trikanta, firkanta.
kanøygd, adj. hvidøiet med sort Ring; om Heste. Ndm. (Ellers ringøygd). — Oprindelsen ubekjendt.
Kapp, n. Kapstræben, det at man kappes med En. (G. N. kapp). Oftest med i, f. Ex. springa i Kapp: løbe omkap.
kappa, v. a. s. kabba, styva.
Kappa, f. Kappe. Jf. Kꜳpa.
kappast, v. rec. kappes med hinanden. Jf. kjeppast og kjeppa.
kappdrikka, v. n. drikke omkap.
Kappelau(v), n. Løvetand (Plante). Søndmør.
kapp-eta, v. n. spise omkap.
kappfus, adj. begjærlig efter at kappes. Tellemarken.
kapphendt, adj. som bruger begge Hænder med lige Færdighed. Sogn og fl.
Kappjag, n. eg. Jagen omkap; det at man kappes stærkt om et Arbeide.
Kappkjøyring, f. Kjøren omkap; ogsaa det samme som Kappjag.
kappro, v. n. roe omkap. — Kappror, m. det at man roer omkap.
kappsigla, v. n. seile omkap. Heraf Kappsigling, f.
kappspringa, v. n. løbe omkap.
Kar, m. Mand, Karl, voxent Mandfolk. Alm. og meget brugeligt. G. N. karl. — Ogsaa en dygtig Mand, en fuldkommen Karl. Dæ vart Kar ’tꜳ ’an: der blev Mand af ham. Ein heil’e Kar: en dygtig Karl. fara ꜳt som ein Kar: bære sig ad som en dygtig Mand. Han æ ikje Kar te dæ: han er ikke istand dertil. (Jf. Mann). Eit Kars Emne: en haabefuld Dreng. Ei Kars Magt: en Mands Kræfter. Kars Ꜳtfær: mandig Færd. Pꜳ Kara Vis: ret dygtigt, paa Mands Viis. B. Stift. I samme Betydning hedder det ogsaa „pꜳ Kar“, hvilket maaskee er et andet Ord. Dæ vart gjort pꜳ Kar, ɔ: dygtigt, ret forsvarligt.
Kar (Kar’en), m. et Slags Ramme el. Karm (= Grind). Hall. — Sleakar: Fading paa Enden af en Slæde. Solkar: Stolryg. Hertil Karslea, Karbende.
Kar, n. see Kjer, og Sꜳ.
kara, v. a. (a—a), 1) rage, skrabe, røre i noget. Maaskee alm. Nogle St. i Ag. Stift: kꜳre. (Sv. kara). 2) karde, rede Uld (= kjemba). Nogle Steder: kala (med tydeligt l). Isl. karra. — kara ihop: rage sammen. kara att-yve: skrabe over, dække til. kara Vermen: tildække Gløderne med Aske. Hedder ogsaa: raka.
Kara, f. Karde, Uldkarde. (Sv. karda). Oftest i Fleertal. Jf. Kamb.
Karbende, n. Reb hvormed et Læs bindes til. Hall. (s. Kar).
Karekjepp, m. Krog til at rage i Gløderne med. Ellers: Omnkrok.
Karfolk, n. Mandfolk (kollektivt).
karg, adj. karrig. (Sjelden).
Karm, m. Karm, Indfatning; s. Kvarm.
Karmann, m. Mandfolk, Mandsperson. Alm. og meget brugeligt. (G. N. karlmaðr). Ordets sidste Deel er det gamle Mann, som betyder Menneske. Jf. Kvinnmann.
Karmannsklæde, n. pl. Mandsklæder. Karmannsplagg, n. om et enkelt Klædningsstykke.
Karmannsløysa, f. Mangel paa Mandfolk eller mandlige Arbeidere.
Karmannsmꜳl, n. Mandsstemme.
Karmslede, m. Kane, Slæde med Sæde og Karm. I Indr. Karslea. Ogsaa: Trꜳmslee, Jageslee, Styrslee.
karnefle, v. a. banke, slaae med Næverne.
karra, v. n. snadre som Ryperne. Gbr. Hall. og fl. (Isl. karra).
karsleg, adj. mandig, som seer ud til en dygtig Karl. Nhl. og fl.
Kart, m. Knop, umoden eller vantreven Frugt; f. Ex. umodne Multebær. Meget udbredt Ord (Søndre Berg. Sogn, Hall. Ørk. Helg.). I Tell. Kort; i Sdm. Knart. (Sv. kart). Jf. Kneppe, Knyting.
