Kart, n. Knort, Knude, Ujævnhed. Nordre Berg. (sjelden). Isl. karta. Jf. Knurp, Knart.
karte, v. a. (a—a), jævne, rydde, hugge Kviste og Knorter af et Træ. Tell.
Kartnagl, m. (Fl. -negler), knudret eller vanvoxen Negl. Isl. kartnögl, f.
karva, v. a. (a—a), skjære i smaa Stykker, hakke med en Kniv. Sv. karfva.
karvi, n. Kummen (en Krydderurt). Hedder ogsaa Karve, Karv (Tell.), og Karvik (Guldbr.).
Karving, f. Hakken, Sønderskjæren.
kasa, v. a. (a—a), nedlægge, nedbryde hobeviis, især Træer. Tell. Egentlig lægge i Dynger (Isl. kasa), s. Kos.
Kase, f. en Vidiekurv at bære paa Ryggen. Sdm. Jf. Kipa, Kass, Kjessa.
kasen, adj. suurnet, lidt fordærvet eller raadnet, om Fisk. B. Stift. (Isl. kasaðr). Jf. sꜳna, legna.
Kaser (Fl.), Dynger; see Kos.
kask, adj. rask, smidig, let; især rask til at klavre. Helg. (meget brugl.).
Kasle, en Kjedel. (Sæt.). See Kjetel.
Kass, m. 1) en Knold, Pukkel, Forhøining. Sdm. (meget brugl.). 2) Kurv at bære paa Ryggen (jf. Kjessa); ogsaa en enkelt Byrde eller Dragt. Tell.
Kassa, f. Kasse. (Nyere Ord).
Kassedrag, n. Dragkiste; Kommode.
kasset’, adj. puklet, buglet.
kassvaksen, adj. puklet, som har høie eller stærkt tilbagetrædende Skuldre. Søndmør.
Kast, n. 1) Kast, Handlingen at kaste. gjera eit godt Kast (en heldig Bedrift). koma i Kast mæ: binde an med, faae at bestille med. 2) et Antal at fire Stykker. Rbg. I Sæt. med Fleertal Kost (aab. o), f. Ex. trju Kost, ɔ: 12 Stykker. fjogo Kost, ɔ: 16 Stykker. (Sv. kast). 3) et enkelt Kast, især med et Fiskeredskab. Dei drog Toskjen mæ kvart Kast (ɔ: hver Gang Snøret blev kastet i Søen). Eit Kast mæ Not’enne (Udsætning af et Fiskevod). Ogsaa en enkelt Gang eller Tid. Fyste Kast’e: den første Gang. Eit ꜳ anna Kast. 4) Spring, Luftspring, en rask Omdreining i Luften. (Rundkast, Hallingkast). 5) Bugt, Løkke eller Knude. Dæ kom eit Kast pꜳ Snøre (Snøret slog sig i en Løkke). 6) et Maal hvortil man kaster; undertiden ogsaa den Længde eller Afstand hvori man kan kaste; et Steenkast. 7) en opkastet Hob; især af Steen. Ikke alm. 8) en Hylde ved Skorstenen, hvorpaa Fyrtøi og andre Ting henlægges. Ørk. Jf. Mantel. 9) et Fiskested, Plads hvor man udkaster Fiskevoddet. 10) Fiskefangst, den Fisk som fanges paa een Gang med et Vod. Dei ha selt heile Kast’e (de have solgt den hele Slump).
kasta, v. a. (a—a), 1) kaste, slænge. Egentlig og figurlig med de almindelige Forandringer i Begrebet. 2) sænke, udsætte Fiskeredskaber; saaledes at lade Fiskesnøret løbe ud, ligesaa at sætte et Vod; derimod siges „setja“, om at udsætte Garn og Liner. 3) afkaste, slippe, tabe. kaste Liten: tabe Farven. Jf. kaste veg. 4) om Vinden: falde ujævnt, støde tilbage eller til Siden. 5) belægges med Iis (om den første tynde Iisskorpe). Kr. Stift. Dæ heve kasta pꜳ Vatne. (Jf. krava). — kasta seg: a) gjøre Luftspring, hoppe op og dreie sig i Luften; b) vrikke, gjøre enkelte Slæng eller Vridninger med Hovedet og Overkroppen; c) om Træ: vrides, blive skjævt. — kaste Konn: rense Korn ved Kastning. kaste Høy (Sꜳtur): udsprede Hø til Tørring. kasta ihop: sammenkaste; lægge Korn i Dynger paa Ageren, o. s. v. kasta ne’re: kaste over noget saa at det bliver ganske tildækket. kasta pꜳ seg (Tonen paa første Ord): vrikke eller slænge med Kroppen. (Med Tonen paa det andet Ord betegner det at tage paa sig, klæde sig i en Hast). kasta upp: slaae op i en Bog. kasta yve: sye saaledes at man trækker Traaden tværs over Sømmen. — kasta veg (el. burt): a) bortkaste; b) tabe eller spilde af Uagtsomhed; c) glemme noget som man har lært. Eg ha kasta vekk dæ eine Vers’e. (Nordre Berg.). kasta seg veg: spilde sin Lykke, sætte sig i en ulykkelig Stilling; ogsaa omkomme ved Uforsigtighed.
kastande, adj. som man kan kaste. burtkastande. veg-kastande.
Kaste, f. saa meget Korn som kastes eller renses paa een Gang i Loen. Gbr. Ørk. I B. Stift: Lꜳvefall.
Kastekjepp, m. Kastekjæp (uduelig og ringe agtet Ting).
kasten, adj. om Vinden: ujævn, tilbagestødende.
Kastenot (oo), f. et mindre Vod som kan trækkes af fire eller fem Personer.
Kasteplagg, n. Kasteklæde, Overdug.
Kasterom, n. Rum til at kaste i.
Kastespjeld, n. Kasteskovl. Ørk.
Kastevind, m. Vind som stryger ujævnt, dreier sig ud af den lige Linie.
Kasting, f. Kasten; Sænkning; Fiskerie med Vod o. s. v. see kasta.
