Kate, m. en liden Dreng, Smaagut. Sfj. Yttresogn.
Katlar (Kjedler), s. Kjetel. — Katlebotar, m. en Kjedelflikker. Nhl. I Sdm. Katlelappar (Kalsjelappar) om en Fusker.
Katt, m. en Kat; nogle Steder ogsaa Hankat, i Modsætning til Kjetta. (Jf. Fross, Kause). I Sammensætning sædvanlig: Katta (for Kattar); saaledes: Katt-auga: Katteøie; skarpe Øine. Kattabøle, n. et Kuld Katteunger. Kattaklor, n. Ridse af en Katteklo. Kattarova, f. Kattehale. Kattaskap, n. Katteskikelse. Katta-ungje, s. Kjetling.
Katta, f. en Hunkat. Jf. Kjetta, Kjøysa. Nogle Steder betegner Katta ogsaa en Kat i Almindelighed.
Kattalabb, m. en vis Plante (Gnaphalium); s. Harefot. Tr. Stift. (Egentlig Kattefod).
Kattgaupa, f. et Slags Gaupe eller Los, som har nogen Lighed med Katten.
Kattnosle, og Kattnos (aab. o), f. Planten Hanekro (Galeopsis). Tellem. Jf. Dæ.
Katt-ula, f. Katugle.
kaue, v. n. lokke, kalde med en vis hujende Lyd; ogsaa huje, raabe. Buskerud, Hedemarken. Ellers: hua, huga, kauke.
Kauk, n. Raab, Hujen. Tr. Stift.
kauke, v. n. huje, raabe. Tr. Stift. Jf. hauka, hua. I Ørk. siges baade hauke og kauke.
Kaule, f. en liden Fiskestiim. Sdm.
Kaun, m. Byld, Blegne med stærk Hævelse. Sogn, Søndre Berg. (G. N. kaun). Heraf Kjøyna.
Kaup, n. 1) Kjøb. Rbg. Tell. Ellers Kjøp). G. N. kaup. Te Kaups. tilkjøbs. attpꜳ Kaup’e: oven i Kjøbe. 2) Fangst, Bytte. Nordre Berg. Sdm. Dei ha gjort eit heilt Kaup (ɔ: en dygtig Fangst).
kaupa (kaupe), v. a. (e—te), kjøbe. Rbg. Tell. (Ellers kjøpa). G. N. kaupa. — Kaupar, m. en Kjøber.
Kaupety, n. indkjøbt eller udenlandsk Tøi. Saaledes ogsaa Kaupekonn, og flere.
Kaupmann, m. Kjøbmand.
Kaupskꜳl, f. Kjøbskaal; Beværtning i Anledning af et Kjøb. Bruges ogsaa i Søndre Bergenhuus Amt (hvor Kaup ikke bruges).
Kaupstad (Kjøpsta), m. Kjøbstad.
Kaupsvein (Kjøpsvein), m. Handelsbetjent; Krambodsvend.
kaura, v. n. skjære Spaaner, indskjære Vedstykker for at de lettere kunne antændes. Helg.
kaurꜳt, adj. krøllet, som danner en Krands eller Række af Krøller. Helg.
Kaure, m. 1) Krølle, Lok, især af Uld. Ullakaure. B. Stift. 2) en Krands af Spaaner; Træ der er tilskaaret som en Krands. Helg. 3) Høvelspaan. Nordre Berg. og fl. hedder derimod: Kꜳre i Gbr. og Ørk. I Gbr. Leakaure, om en Kile i Klæder.
Kauring, see Kovring.
kaus (valgte, kaarede), s. kjosa.
kausa, v. a. (a—a), klappe, kjærtegne, kjæle med. Jæd. I Shl. skal det ogsaa betegne at kysse. Jf. Holl, liefkozen.
Kause, m. 1. en Kat. (Sætersd.). Heraf det nordenfjeldske Kjøysa.
Kause, m. 2. 1) en liden Blok uden Tridse (i Seil og Takkelage). Shl. Fosen og fl. 2) en Deel af et Hjul, et af Stykkerne i de simplere Kjærrehjul (som bestaae af et Par korslagte Stokke). Sdm.
kaut, adj. stolt, indbildsk. Meget udbredt Ord. (Bruges ogsaa i Danmark).
kav, adv. ganske, aldeles. (Sv. kaf). Kun i Forbindelse med nogle Adjektiver, som: „kav roten“: gjennemraadden. „kav open“: ganske aaben. Tell. Buskerud og fl. (Jf. Isl. kaf-loðinn). I Tell. ogsaa kavende, f. Ex. kavende rꜳtt. kavende full. Paa Hadeland skal det hedde: kvav.
Kav, n. 2. 1) Gramsen, Famlen, idelig Bevægelse med Hænderne. Oftere Kaving (s. kava). — 2) Tummel, Forvirring, Uro; en Mængde Arbeider og Omsorger. Meget brugl. vest- og nordenfjelds; sjeldnere søndenfjelds. — 3) Støi, Larm af mange Mennesker, som tale paa een Gang. Tildeels ogsaa: Kiv, Trætte. B. Stift. (Jf. Kad).
kava, v. n. (a—a), 1) gramse, famle, bevæge Hænderne idelig som for at adsprede eller bortvifte noget. kava mæ Hꜳndo. kava i Vatn’e: svømme eller pladske i Vandet. B. og Tr. Stift, Helg. Gbr. og fl. (Isl. kafa, dykke). Jf. kꜳva. Saaledes ogsaa med et Redskab; f. Ex. kava mæ ei Riva: rage, skrabe. kava mæ Ꜳrom: roe sagte. — 2) stræbe, være meget sysselsat, have Uro og Besvær med noget. Han heve mykje te kava mæ: han har meget at besørge, han er overlæsset med Arbei-
