der. Jf. forkava (Isl. kafinn). Ho kava mæ Bonno: hun har megen Uro med Børnene. Me kava mæ dæ same: vi slæbe os igjennem nu som før. Meget brugl. vestenfjelds; ogsaa i Hall. og Tr. Stift. I Indr. kꜳvꜳ. — 3) støie, larme, om en Mængde Folk; ogsaa: trætte, kives. Eg veit ikje kva di kava mæ: jeg skjønner ikke hvad I skulde gjøre saadan Larm for. B. Stift.
Kave, m. Iling, Byge, hvorved Horizonten skjules ligesom i Taage. Temmelig alm. om Snee-Ilinger (Snøkave); sjeldnere om Regn-Ilinger (Regnkave. Hall.). Isl. kafald og kafi (om Røg). Ellers Kov, Fuka, Eling. Jf. kvæva, koven, kjøva.
kavende (ganske), s. kav.
Kavfugl, m. Dykkere, dykkende Vandfugle. Tildeels ogsaa om Fugle som følge med en Fiskestiim. Sdm. (Efter Udtalen „Kafugl“ minder det ogsaa om det føromtalte Kad).
kavhuga, adj. hidsig, ustyrlig, vild. Helg. (Hedder ogsaa kavhugo). Jf. kꜳhuga.
Kaving, f. Bevægelse, Tummel; s. Kav.
Kavl, m. Flydholt, Stykker af let Træ eller Bark, som bindes til et Garn for at holde det oppe i Vandet. Nordre Berg. og nordenfjelds. Ellers: Flꜳ og Flø.
kavla, v. a. 1) sætte Kavl paa Garn; 2) binde Knevel (Kavle) paa Kid.
Kavle, m. 1) Rulle eller Valse, hvormed Fladbrød bages (rulles). Hedm. Gbr. Ellers Kjevle og Kjelve. 2) Manglestok, Rulletræ. Gbr. Østerd. (Ellers Rull). Sv. kafle. 3) Knevel, Mundbid som bindes paa Kidene for at de ikke skulle patte. Nhl. (I Sdm. Kjølve).
kavlefljote (-fløte), v. n. om Garn, som staae saa høit at Kavlen flyder i Vandfladen. Nordre Berg.
kavleslꜳ, v. n. om Garn: række fra Bunden til Vandfladen.
Kavring, m. Tvebak. (Ogsaa i danske og svenske Dialekter).
kavrista, v. a. ryste En dygtigt. Sdm.
kavsa (kafse), v. n. (a—a), famle eller røre løselig ved noget; ogsaa: ryste eller rage i Høet (= kꜳva). Nordre B.
kavsamt, adj. n. uroligt, besværligt.
kꜳ (pron. hvad), s. kva.
kꜳ, v. n. (r—dde), vende Høet under Tørringen. Østerd. Ellers snu.
Kꜳe, el. Kꜳfugl, m. Kaie, Allike. Skal bruges nordenfjelds. Paa Hedemarken hedder det Kaie.
kꜳhuga, adj. meget begjærlig, graadig, især efter noget som man længe har savnet. Nordre Berg. Sdm. (Jf. kavhuga). Ellers: sko, spꜳnosen.
Kꜳl, n. 1) Kaal, Blade paa Roer og andre Kaalvæxter. I Sdm. ogsaa om Poteternes Løv. 2) Saad hvori Kjød er kogt; Kjødsuppe, sædvanlig med Kaalrod. Gbr. Hertil: Kꜳlgryte, f. Kjødgryde.
kꜳla, v. a. afskjære Kaal. Jf. kjæla.
Kꜳlgar’, m. Kaalhave, Urtehave. Gbr. hvor det ogsaa hedder Kꜳlhꜳgꜳ (for Kꜳlhagje). G. N. kálgarðr.
Kꜳlrot (oo), f. Kaalrabi, Kaalroer. Ørk. Gbr. Tell. og fl. (Sv. kålrot). Er et bedre Navn end Kꜳlrabbe (som dog er mere udbredt).
kꜳlryggjen, adj. kuldskjær, som snart fryser. Sdm. Bedre kolryggjen.
kꜳmꜳ, s. koma. — Kꜳmꜳr, s. Kamar.
Kꜳna, f. Kone, Hustru. I Ag. Stift tildeels: Kone (oo), dog er Navnet her sjeldnere, da man i det Søndenfjeldske oftere siger Kjering. I Shl. forekommer den ældre Form Kona (med aab. o), dog sjelden. G. N. kona. G. Sv. kuna.
Kꜳnebrud(r), f. Enkebrud.
Kꜳnebunad, m. Dragt for Koner. Saaledes ogsaa Kꜳnehuva og Kꜳneplagg.
Kꜳn(e)emne, n. en Pige (især om En, som snart skal giftes).
kꜳnelaus, adj. som ikke har Kone; ogsaa om En som har en uduelig Kone.
Kꜳneløysa, f. Mangel af Kone eller Huusmoder. Dæ syne snart Kꜳneløysa: det viser sig snart at Huusmoderen mangler.
Kꜳneskifte, el. Kꜳnebyte, n. det at der kommer en ny Kone i en Gaard.
Kꜳnestol, m. Kvindestol (i Kirken).
Kꜳnesylv, n. Pynt for Enkebrude.
Kꜳngel, m. 1. (Fl. Kꜳngla), Klase, Klynge, især af Bær. Tytebærkꜳngel, Heggjebærkꜳngel, Rognebærkꜳngel. Nordre Berg. Sdm. Ndm. — I Ørk. Kangel; i Indr. Kꜳngꜳl. I Sogn og Søndre Berg. hedder det Kꜳnk og Kank. Ellers: Krans, Kring (Gbr. og fl.), Kvast (Buskr.), Hams (Jæd.). I svenske Dial. kanga, kångla.
Kꜳngel, m. 2. Frøkogle, Frugten paa Gran og Fure. Søndenfjelds. Hedder ogsaa Kꜳngul (Østerd.), Kꜳngle, f. (Gbr. Buskr.), Kungle (Valders). Ellers Kogla, Kugla, Kokle, Kjuke. (G. N. köngull).
Kꜳngelvꜳg, s. Kꜳnglevæv.
Kꜳngle, f. Spindel, Edderkop. Sdm. Ndm. og fl. Ellers: Kꜳnglo (Namd.), Kꜳngro (Ørk.), Kingel (Tell. Bu-
