skerud). (I Sdm. oftere: Vævkꜳne). Isl. köngul-ló. I svenske Dialekter kångro.
Kꜳnglevæv, m. Spindelvæv. Hedder: Kꜳnglo-væv (Namd.), Kꜳngrovæv (Ørk.), Kingelvæv (Tellem.), Kꜳngelvꜳg (Sdm.). Isl. köngullóarvef. I G. N. findes ogsaa kangulvavo vef. (Barlaams Saga).
Kꜳnglo, og Kꜳngro, s. Kꜳngle.
Kꜳnk, m. Bærklase; s. Kꜳngel.
Kꜳnkje, m. en liden og tyk Person; en Klods. Sdm.
Kꜳpa, f. en Kaabe. (Isl. kápa).
kꜳpꜳ, v. a. rulle, trille, vælte sammen. Ørk. (Enten for kopa el. kapa).
Kꜳpegras, n. Planten Løvefod (Alchemilla). Nogle St. Marikꜳpe.
Kꜳr (Aftægt; Ophold), s. Kor, n.
kꜳra, v. n. 1. om Mælk: ostes, skille sig, afsætte Ost. Nhl. Jf. kꜳren.
kꜳra, v. n. 2. blæse lidt; om et svagt Vindpust paa Vandfladen. Hard.
Kꜳre, m. 1. Vindpust, Landvind som viser sig paa Vandfladen. Hard. (Jf. det gamle Kári, Æolus, Vindguden).
Kꜳre, m. 2. en tynd Spaan, Høvelspaan. (Gbr. Ørk. Østerd.). S. Kaure.
Kꜳre, m. 3. Kaarde. (Isl. korði).
kꜳren, adj. om Mælk (kꜳræ): ostet eller brusten. Nhl.
Kꜳs, f. et Lokkenavn til Faar. Sdm.
Kꜳs (Dynge), s. Kos.
kꜳsa, v. n. slukke, stønne. Tell. (hos de Gamle).
kꜳsa, adj. forfrisket; s. kosa.
kꜳt’, adj. munter, lystig (G. N. kátr); ogsaa: urolig, kaad, vilter; især om Børn; ligeledes om Dyr, som gjerne hoppe og lege. Heraf Kjæta.
Kꜳting, m. en meget lystig Karl.
Kꜳtre, f. Knogle, lidet Been (især i et Led). Sdm.
kꜳtvoren, adj. urolig af Munterhed.
Kꜳv, see Kalv.
kꜳva, v. n. (a—a), gramse eller røre idelig ved noget, ryste, vælte, f. Ex. i Hø. kꜳve ’ti Høya. Nordre B. Sdm. Ørk. (Jf. kꜳ). I Indr. kꜳvꜳ (som synes at høre til kava). Isl. káfa.
Kꜳvꜳ, s. Kove. Kꜳvring, s. Kovring.
Keik, Keim, Kelda, o. s. v. — see kje-.
kem, og ken (uden j), see kven.
Kid (aab. i), n. et Kid. Mest alm. Kje, Kji. (I dette og de følgende Ord udtales ki som kji). Dativ Fleertal i Sdm. Kjiꜳ (for Kidjom). I Indr. siges Kje, og Smꜳkje, om baade Kid Lam; jf. O-kje og Okjø, der maaskee grunder sig paa et andet Ord som betyder Yngel.
ki(d)a, v. n. om Gjeder: føde, faae Kid. Mest alm. kjea og kjia (aab. i). I Sdm. hedder det kjie, med lukt i, som forudsætter: kidja (ligesom bie for bidja). I Ørk. findes Formen kilja.
Kidjekid, n. Kid af en aarsgammel Gjed. I Sdm. Kjiekjid. — Lignende Form i Kjiekjevle (-kjølve), n. Træbidsel hvormed et Kid hindres fra at patte.
Kidla, f. Gjedekid. Nhl. og fl. Ellers bruges kille (med haardt k, uden j) som et Lokkenavn til Gjederne. Lignende Lokkeord ere; kissebann, og kissalt (i B. Stift). Begge med haardt k uden j.
Kidling, m. et Kid. Sogn. I Gbr. og Østerd. Killing (som bruges istedetfor Kid). Isl. kiðlingr.
kika (ii), v. n. (a—a), kige, eller sædvanlig: strække sig for at faae see noget. I Sogn med stærk Form: kik’; kjeik.
kikevill (aab. i); s. titevill.
kikje, v. n. (e—te), tabe Aandedrættet; trække voldsomt efter Veiret (i stærk Hoste eller Latter). Han log so han kikte. Mest nordenfjelds. (Sv. kikna).
Kikjehoste, m. Kighoste.
Kil (ii), m. en smal Bugt eller Vig, som strækker sig ind i Landet. Rbg. Tell. Vald. Heraf adskillige Gaardsnavne endogsaa i de nordlige Egne, hvor Ordet ellers er ubrugeligt.
Kil (Kjedel), s. Kjetel.
kila (ii), v. a. (a—a), sætte Kiler i. Ogsaa v. n. „kile pꜳ“: skynde sig, drive paa ret dygtigt. kile uppatte ein: klemme En, gaae dygtigt løs paa En.
Kile, m. en Kile, Kegle. I Klæder: et smalt Stykke som er spidst i den ene Ende.
Kilevink, s. Killeim.
Killar, s. Kjellar. Kille, s. Kidla.
Killeim, m. Ørefigen. Ørk. I Sdm. siges Kilevink (aab. i), om et Ryk i Haaret eller et Slag. Ligesaa: kilevinke, v. a. ruske En i Toppen.
kilsje, s. kitla. — kime, s. koma.
Kime (aab. i), m. en liden Skovstrækning. Ein Skoga-kime. Sdm.
Kind, m. et Kjælenavn til Børn. Forekommer ofte i Vuggesangene; f. Ex. Tig no still, du liten Kind!
King (en Jernkrog), s. Kjeng.
Kingel, m. Edderkop. See Kꜳngle. — Kingelvæv, m. Spindelvæv. Tellem. Buskerud.
kinka, v. n. (a—a), ryste Hovedet langsomt. Nordre Berg. Han kinka mæ Hauda, el. pꜳ Haud’e.
