Kinn, f. (og n.), Kind. — Kinnbein, n. Kindbeen.
kinna (for kirna), v. a. (a—a), kjerne, lave Smør. I Søndre Berg. kidna. (Isl. kirna). Jf. trꜳkinna.
Kinna (for Kirna), f. en Smørkjerne. Jf. Bide og Strokk. (Isl. kirna).
Kinnabite (aab. i), m. et Stykke Brød, besmurt med nykjernet Smør.
kinne, s. kjenna.
Kinnetvora (aab. o), f. Kjernestav. Nhl. Ellers: Tverel, Tyrel og fl.
Kinnfisk, m. Kjødet paa Kinderne; eller Kind i Almindelighed. (Isl. kinnfiskr).
Kinntaske, f. en Sygdom som medfører stærk Hævelse i Kinderne. Tr. Stift. Sdm. Ellers: Kusma.
Kinnung, el. Kinning, m. Halvvæg, smal Væg ved Siden af en Dør. B. og Tr. Stift. I Ørk. er Kinnung kun en Stok i en Halvvæg; derimod Kinnunga, pl. om Væggen i det Hele.
Kip (ii), m. et Slags Kortspil, hvori et Blad stikkes med et af samme Nummer; f. Ex. Ti med Ti. B. Stift.
Kipa, f. Vidiekurv til at bære paa Ryggen; Hængslekurv. Mest alm. i Berg. Stift. Ellers: Taagje, og Kase (Sdm.), Kjessa (Sogn), Kass, og Skrinde (Tell.), Korg (Gbr. og fl.).
kipen, adj. lystig, overgiven springsk, vælig; om Dyr, som lege eller hoppe meget og ikke gjerne holde sig stille; ligesaa om Mennesker, især Børn. Dei æ so kipne, at dei kann inkje sitja i Ro. „Han æ kipen endꜳ“ siges om en aldrende Mand, som endnu har Lyst til Dands eller munter Bevægelse. Et meget udbredt og næsten almindeligt Ord.
Kiper (Kjip’er), m. en Bødker. — kipra, v. n. gjøre Kar eller Tønder. B. Stift.
Kipna (ii), f. Munterhed, Tilbøielighed til Leg og Tummel. S. kipen.
kipnast, v. n. blive munter. (Sjelden).
Kipp, m. 1) Ryk, Træk. Søndre Berg. (sjelden). 2) Skræk, pludselig Gysen eller Opfaren (f. Ex. ved Lyden af et Skud); ogsaa Anlæg til en saadan Opfaren; Skyhed, Rædsel. „Hesten heve fꜳtt ein Kipp ’ti seg“ (naar den engang har været skræmt og derfor let bliver sky). B. Stift. Jf. Kvekk, Støkk.
kippa, v. a. (e—te), 1) rykke, snappe, trække hurtigt til sig. Hard. Voss. (Isl. kippa). Nogle Steder ogsaa „kippe pꜳ seg“: trække paa sig i en Hast. Jf. kippeskodd. — 2) trække Fisk med en Medestang (Kippetroda). Shl. Helg. og fl. (I Nordre Berg. pota). — 3) skræmme, sætte En pludselig i Skræk, f. Ex. ved et Knald, et Slag eller lignende. B. Stift. „kippe seg“: fare op af Skræk. (Isl. kippast við). Han slo pꜳ Veggjen so me kifte oss. (Sdm.). Ellers: kveppa, kvekka, støkkja, skvetta.
kippast, v. n. rykkes, trækkes med. (Sjelden).
Kippe, n. Knippe, Bundt; f. Ex. Vidiekippe (Viekjippe). G. N. kippi.
kippen, adj. sky, let at skræmme. Berg. Stift. Jf. kveppen, kvekkjen.
kippeskodd, adj. som gaaer i bare Sko uden Strømper. Buskerud og fl. Ellers adv. kippskoen (Ørk.), kippeskonꜳ (Sdm.); i Ørk. ogsaa „hukuskoom“.
Kippetroa, (for -troda), f. Medestang (til Seifiske). Shl. I Sdm. Potatrode.
Kippmaur, Tormentille (Urt). Nhl. (Hellere Maurblom).
kipra, s. Kiper.
Kirkja, kirkjebær o. s. v. see Kyrkja.
kisle, s. kitla og kjetla.
Kiss (uden j), et Lokkenavn til Katte. (Jf. Isl. kisa, Kat). I Tell. forekommer ogsaa „Kiss Kyr“ som Lokkeord til Køer, hvilket ellers hedder „Kuss Kyr“. Derimod: Kissebann, og Kissalt, til Gjeder (B. Stift). Disse Ord og det foranførte „Kille“ udtales med haardt k uden j, og denne saaledes en Undtagelse.
Kista, f. Kiste. I Ndm. Kyste (Kjøst’).
Kistel, m. et lidet Skrin. Rbg. Tell. (G. N. kistill).
kita (aab. i), v. a. (a—a), kildre, røre paa et kildent Sted. Tildeels i Ag. og Tr. Stift, Sdm. og Nordre Berg. (see kitla). Udtales ogs. kjeta, kjæta, kjꜳtꜳ (Ørk. Indr.).
kitall og kitig, adj. s. kitlug.
Kitl (Kjisl), n. 1) Kildren, Pirring (sjelden). 2) Skubben, Rysten især med Skuldrene. Sdm. s. følgende.
kitla, v. a. (a—a), 1) kildre, berøre paa ømme Steder. Mest alm. i de sydlige Egne; østenfjelds: kisle. Ellers kita. (Isl. og Sv. kitla). 2) skubbe, ryste sig, gnide Skuldrene eller Armene. kitle seg. Nordre Berg. Sdm. (hvor det udtales omtr. kjilsje).
kitlug, adj. kilden, pirrelig, som ikke taaler Berørelse paa ømme Steder, (især paa Siderne). Hedder: kitluge og kitlige (i de sydvestlige Egne), kislug (søndenfjelds); ellers: kitall, kjetæll (Gbr.), kitige (Sdm. og fl.), kjꜳtau (Ørk.). Sv. kitlig.
Kiv, n. Kiv, Trætte. Jf. Kjekling.
kivast, v. n. kive, stride om noget. Jf.
