kjoa, kjekla, krangla. I Sdm. ogsaa kjave og kjevje.
Kive, m. Snylte-Maage, Struntjager (Larus parasiticus). B. Stift. Kaldes ogsaa Jo og Livre-Jo (fordi den er meget begjærlig efter Fiskelever). Isl. kjói.
Kiving, f. idelig Kiv og Tvist.
kivsam, adj. kivagtig, trættekjær.
Kjaft, s. Kjæft.
Kjakebein, n. Kjævebeen.
Kjakje, m. Kjæve; Kjævebeen. Hedder ogs. Tjakje (Sdm.), Kjꜳkꜳ (Gbr.), Kjeik (Ørk.), Kjækje (Sdm.), Kjelkje (Nhl.). Sv. käke; Isl. kjálki. — Kjꜳkꜳ bruges i Gbr. ligesom Kjæft, om Mennesker eller Dyr, i Talemaaden „for Kjꜳkꜳn“, ɔ: hver een (eg. hver Kjæft), og „inkje ein Kjꜳkꜳ“ ɔ: ikke en levende Sjæl.
kjapt, adv. raskt, hurtigt. (Tr. Stift).
kjastra, v. n. hvine, smaaskrige. Sogn.
Kjau, s. Tjug. — kjaue, s. tjuge.
Kjaur (et Tøir), s. Tjor, n.
kjaurd, adj. kjørt, dreven; s. kjøyra.
Kjꜳk, n. Strabads; s. Tjꜳk. (I de Ord som begynde med tj, udtales det næsten almindelig som kj).
kjꜳke, v. a. skrabe, skure, gnide. kjꜳk’ se (= skura seg). Ørk. Ogsaa v. n. slæbe, have Møie, s. tjꜳka.
Kjꜳkꜳ, s. Kjakje.
kjꜳtꜳ, s. kita. — kjꜳtau, s. kitlug.
kjꜳtta, v. n. kige, titte. (Sogn).
Kje, s. Kid. — Kjedding, s. Kjering.
Kjegla, f. Rebvinde, Rebslager-Redskab, bestaaende af et eller flere Hjul med tilheftede Kroge, hvorved Rebet snoes eller spindes. B. Stift, Hall. og flere. Ellers Taumleggje, Togrysse (Tell.) og flere. Kjeglerne ere sædvanlig to Slags, nemlig: Fyrekjegla, med tre Hjul, eet for hver af de tre Parter (Taatter) i Touget; og Ettekjegla, med eet Hjul for det hele Toug. Hertil Kjeglehjul, n. Hjul i en Kjegle. Kjeglesveiv. f. Hank at dreie Kjeglen med.
kjegla, v. a. (a—a), snoe eller spinde med en Kjegle. Ogsaa spinde langsomt.
kjeid, adj. kjed. (I Forbindelsen: lei’ ꜳ kjei’).
Kjeie (for Kjedja), f. Kjæde. S. Kjæde.
Kjeik, m. s. Kjakje.
Kjeik, m. 1) Bøining, Tilbagevridning. B. Stift. „fꜳ ein Kjeik“. Jf. Halskjeik. — 2) Forvridning af et Led. Nhl.
kjeik, adj. 1) tilbagebøiet. Kjeik’ i Ryggjen: som bøier Ryggen eller Skuldrene bag over. Ligesaa om Fingrene; jf. fatt. Kr. Stift og fl. — 2) stiv, rank, kjæk af Holdning. Hard. og fl. (Isl. keikr). Ellers kjekk, bratt, birren, byrg, hyrtig.
kjeika, v. a. (a—a), 1) bøie tilbage eller til Siden. Rbg. Tell. og fl. (Jf. fetta). 2) forvride (et Lem eller Ledemod). Søndre Berg. Berg. Ellers: brigde, vikla, rengja, rela. 3) v. n. gaae skjævt, gjøre Krumninger eller Omveie. Nordre Berg.
Kjeika, f. Vridning; Stivhed i Halsen af langvarig Bøining. Sogn.
kjeikast, v. n. blive tilbagebøiet.
Kjeiking, f. Vridning, Tilbagebøining.
Kjeil, s. Kjetel.
Kjeim, m. 1) Afsmag, forandret Smag; saaledes om Smag af et Kar og om en Overgang i Smagen, f. Ex. naar Øl begynder at blive suurt. Berg. og Tr. Stift. Guldbr. og fl. (Isl. keimr). 2) figurlig: Spor af en Svaghed eller Sygdom. Ein Kjeim ta Forkjølingjenne (Mindelser af en Forkjølelse). B. Stift. 3) Vane eller Tilbøielighed til noget ondt. Indr.
kjeimlaus, adj. frisk, fri for Afsmag.
Kjeip, m. Roerpind, krum Træ-Klods paa Kanten af Baaden, hvorpaa Aarerne hvile, idet man roer. G. N. keipr.
Kjeipenavar, m. et Bor af middelmaadig Størrelse; Naglebor. Nordre Berg.
Kjeipsnæv, n. Krogen eller Hagen paa en Kjeip. Sdm. og fl.
Kjeiv, m. keithaandet Person; ogsaa En som bærer sig ubehændigt ad. B. Stift. Om Kvindfolk: Kjeiva, f.
Kjeiva, f. 1) den venstre Haand, Keiten. Næsten alm. i de sydlige Stifter. Ellers: Ꜳrhanda, Vinstra. — 2) see Kjeiv.
kjeiva, v. n. (a—a), 1) bruge den venstre Haand istedetfor den høire; 2) kludre, arbeide ubehændigt.
kjeiven, adj. ubehændig, keitet.
kjeivhendt, adj. keithaandet. Meget udbredt i de sydlige Egne. Ellers: vingsterhendt (Tr. Stift), orvhendt (Helg.), ꜳrhendt (Sdm.), aurhendt (Sfj.); ogsaa ranghendt.
Kjeiving, f. klodset Adfærd.
kjekk, adj. rank, kjæk af Holdning; see kjeik.
kjekla, v. n. (a—a), kives, trætte. Meget brugl. især i de nordlige Egne.
kjeklesam, adj. trættekjær. Nordenfjelds.
Kjekling, f. Kjævlerie, Trætte.
Kjeks, m. et Redskab hvormed man optager Fisk af Vandet. Ag. Stift. (Jf. Hꜳv).
Kjekse, f. et Navn paa trodsige eller egensindige Kvindfolk. Nordre Berg.
