Findes ogsaa som Plantenavn (Hundkjekse) og Fiskenavn (Rognkjekse), men Ordets egentlige Betydning er ubekjent. Jf. Kakse.
Kjel (Kjedel), s. Kjetel).
Kjeld, m. (Fugl), s. Tjeld.
Kjeld, n. Sengedække. See Tjeld.
Kjeld (eller Kjell), n. blandet, ureen Vædske; især vandagtigt Blod. Gbr. Østerd.
Kjelda, f. 1. Brønd, Vandsted; sjeldnere om en Kilde. Søndre Berg. Sogn. Valders, Gbr. — I Ørk. Kjølde. (Jf. Brunn, Bekk, Vassnøyte). Sv. källa, Kilde. Isl. kelda, Sump, Kjær.
Kjelda, f. 2. en kold Gysen; Skræk. Hard. Ellers Kjøl. (Af kald).
Kjelkje, m. 1. Kjæve, Kjævebeen. Nhl. Shl. (Isl. kjálki). Ellers Kjakje.
Kjelkje, m. 2. (Fl. Kjelka, r), Kjælke, en liden Slæde at trække med Hænderne, eller at skride paa i Sneen. Alm. Nogle Steder: Kjølkje; i Sætersd. Kjokkje. (Det Isl. sledakjálki forklares som Slædetræer af Hvalens Kjævebeen). — Hertil: Kjelkeføre, n. godt Føre at skride paa. Kjelkemeid, m. Mede eller Drag i en Kjælke.
Kjell, m. (Loft), s. Hjell.
Kjell, n. (Sengedække; Telt), s. Tjeld, n.
kjella, opsætte Telt; s. tjelda.
Kjellar, m. en Kjælder. I Ndm. og Ørk. hedder det Kjillar. G. N. kjallari.
Kjellarluka, f. Falddør paa en Kjælder.
Kjellarsvein, el. Kjellarmann: den Mand som udskjænker Ølet i et Bryllup.
Kjelle, f. Kvinde, Kvindfolk. Sdm. Ndm. Ørk. (meget brugl.). Dæ kjem’e tvo Sella ꜳ tvo Kjelle (der komme to Mandfolk og to Kvindfolk). Sdm. Ho æ ei heil’ Kjelle: hun er ret dygtig. Ei Storekjelle: en fornem Dame. — I Lighed med Kall skulde Kjella betegne et gammelt Kvindfolk ligesom Isl. kerla og kella. Jf. Kjering. — „Den Kjellꜳ“ siges ellers ofte om forskjellige andre Ting, hvis Navne ere Hunkjønsord.
Kjelleklæde, n. Kvindeklæder. — kjelleklædd, adj. forklædt som Kvindfolk.
Kjelling, s. Kjering. — Kjelm, s. Hjelm.
Kjel-ost (ee), m. Ost af Raamælk. I Sdm. ogsaa Kjeilost (aab. o). Kjel er ellers en Form af Kjetel.
Kjelve (en Valse), s. Kjevle.
kjem (aab. e), kommer; s. koma.
kjem, adj. 1) kommende. Kun sammensat: snarkjem, seinkjem. Hedder paa nogle Steder kjøm. — 2) i Neutr. kjemt: tilgjængeligt, let at komme til. Dær æ sꜳ kjemt (el. kjømt): der er meget Indryk af Fremmede. Rbg. Ellers: mannkjemt, folkekjemt. Jf. framkjemt. — Det kunde maaskee være dette Ord, som bruges i Talemaaden: „i Morgon kjem“ (ɔ: imorgen); „Mꜳndagjen kjem“ (ɔ: næstkommende Mandag), o. s. v. Imidlertid kan dette Ord snarere ansees som et Verbum, altsaa: kommer.
kjemba (kjæmbe), v. a. (e—de), kjæmme, rede. (G. N. kemba). Ogsaa karde. (Af Kamb). kjemba Ull: karde Uld. kjemba Høy: rage Hø sammen lagviis eller knippeviis, saa at det kan bæres imellem Hænderne.
Kjemba, f. et Knippe af Hø saaledes sammenraget, at Straaene ligge i ordentlige Lag. B. Stift, Ørk.
kjembd, kjæmmet; kardet.
Kjembing, f. Kjæmmen; Kardning af Uld.
Kjempa, f. 1. Kjæmpe, stor og stærk Mand; ogsaa en tapper Mand, en Helt, især om Oldtidens Helte. Hertil: Kjempegrav, Kjempehaug, og fl.
Kjempa, f. 2. Bordet eller de øverste Planker i Forrumet paa en Baad. Isl. kempa. (Jf. Rip). Ogsaa om selve Forrummet og den forreste Roerbænk. sitje paa Kjæmpenne: sidde i Forrummet. Nordre Berg. Sdm.
Kjempeꜳra(r), pl. f. det forreste Aarepar. Ellers: Framꜳrar.
Kjæmpefæring, m. en Fiskerbaad med tre Aarepar. Sdm.
Kjempehaug, m. Gravhøi fra den gamle Tid. Ogsaa Kjempegrav, f.
Kjempekjeip, m. den forreste Roerpind (jf. Kjeip). Ogsaa Framkjeip.
Kjempemann, m. den Mand som roer i det forreste Rum i en Fiskerbaad. Sdm.
Kjemperom, m. Rummet imellem de to forreste Roerbænke; Kjæmpemandens Plads. (Isl. kempurúm).
Kjemperøys, f. Steenhob som er opkastet i Oldtiden; gamle Steendynger, som tildeels findes i Mængde ved Strandbredderne (især ved Hardangerfjorden og Sognefjorden).
Kjempetofta, f. den forreste Roerbænk.
kjena (ee), v. n. (a—a), vansmægte, blive afmægtig. „kjena upp“. Ogsaa: kjenast upp. Nordre Berg. Sdm. Helg. Sædvanlig om at vansmægte af Tørst; i Sfj. ogsaa af Hunger. I Sogn hedder det ellers: orkjenast; i Sdm. ꜳrjonast.
kjend, adj. 1) bekjendt med noget, bevandret, som har Kjendskab til en Vei,
