et Sted, eller et Selskab. 2) kjendt af Andre, bekjendt; ogsaa kjendelig. Jf. audkjend, utkjend. 3) anseet eller erkjendt for noget; jf. tjuvkjend. Den som æ fyre eit kjend, han æ te tie tenkt, ɔ: den som er bleven bekjendt for een Brøde, bliver mistænkt for ti andre.
Kjendmann (el. Kjentmann), m. Veiviser paa en Søreise, især paa Fiskerbaade og Jægter. Derimod „Loss“, paa Skibe.
Kjeng, m. Jernkrog, Krampe i Laas og Hængsler. Meget udbredt og maaskee alm. undtagen i Kr. Stift (hvor det hedder Støl eller Krampe). I Tell. og Buskerud: Kjing; ellers Kjæng. (G. N. kengr).
Kjenga, f. en Drikkeskaal med Hank paa begge Sider. Sogn, Søndre Berg. Skal paa nogle Steder hedde Kjinga. (Formod. af Kjeng, da Hankerne sædvanlig ere bøieformige).
kjengla, v. n. sye løseligt, gjøre lange Sting. Nordre Berg. (Jf. Kꜳngle).
Kjenn, f. Kjær, Vandpyt; s. Tjønn.
kjenna, v. a. og n. (e—de), 1) føle, fornemme, mærke (ved Følelsen, Smagen eller Lugten). Alm. Nogle St. kjinne (Gbr. Øst.). G. N. kenna; Sv. känna. — 2) kjende, gjenkjende; være bekjendt med; ogsaa ansee eller erkjende En for noget. Jf. farkjenna, tjuvkjenna. — 3) v. n. søge at kjende eller fornemme noget, undersøge, iagttage; f. Ex. kjenne pꜳ, ɔ: føle paa, tage paa noget for at undersøge det. — Enkelte Talemaader: kjenne Hungren: blive sulten. kjenne Sømnen: blive søvning. — kjenne seg: være sig bevidst. Han va so han kjende seg inkje ɔ: han var reent ude af sig selv. (Nordre Berg.). kjenna seg Magt til: føle Kræfter til. kjenne seg te Mats: føle Mættelse. kjenne seg atte: gjenkjende et Sted hvor man har været tilforn; ogsaa: finde noget at være sig bekjendt, mærke at man har seet det samme før. — kjenne seg fyre: føle sig for. — kjenne ꜳt: undersøge (Sv. känna åt). kjenne ette: undersøge, søge at kjende; føle eller smage paa; ogsaa lægge Mærke til hvilket Indtryk en vis Omstændighed kan gjøre. Saaledes: Ein fæ ikje kjenn’ ette di at d’æ vondt, ɔ: man faaer ikke agte paa at det smerter, man maa være ufølsom imod Smerten. — kjenne til: kjende til, have Kundskab om. Derimod: kjenne til seg: tilkjende sig; kjende som sit eget. — kjenne ’ti (for ut-i): naae til, føle noget af; f. Ex. Eg kjenne ti Enden, ɔ: den ene Ende er saa nær at jeg kan tage paa den. — kjenne rangt (kjenna rꜳngt): kjende feil, tage feil af. — Jf. kanna og kunna.
kjennande, adj. som kan kjendes eller føles; kjendelig. Dæ va kjennande te di: man kunde kjende det, eller: det lod til, efter hvad man kunde fornemme.
kjennast, v. n. (est—dest), 1) reciprokt: kjende hinanden, gjenkjendes. Nhl. Gbr. og fl. — 2) med mæ eller ved: erkjende, kjendes ved (jf. kannast); ogsaa: føle sig truffen ved noget. Den som tæk’e dæ til seg, han kjennest mæ di (ɔ: den som troer sig sigtet, han føler sig truffen). — 3) upersonligt: give sig tilkjende, kunne føles eller mærkes. Dæ kjennest ette-pꜳ (el. att-i): man kommer til at føle det efterat det er forbi.
Kjenne, n. Kjendemærke. (Sjelden).
Kjenne (for Kjerne), m. Kjerne (i Frugter). G. N. kjarni.
Kjenneblom (Nymphæa), s. ved Tjønn.
kjenneleg, adj. kjendelig. (Oftere kjennande). Jf. avkjenneleg.
Kjennemerkje, n. Kjendemærke.
kjennespak, adj. nem til at kjende noget igjen; især om En som let gjenkjender de Personer, som han engang har seet. Meget udbredt og maaskee alm. (Sv. känspak). Betydningen af det gamle spakr (viis, klog), findes kun i dette Ord.
Kjenning, f. 1) Iagttagelse, Forsøg ved at føle eller smage paa noget. 2) Kjendemærke. taka Kjenning pꜳ ein Ting: tage Mærke paa noget for at kjende det igjen.
Kjenning, m. Kammerat, Bekjendt. Gamle Kjenningar: gamle Bekjendte.
Kjennskap, m. Kjendskab; Bekjendtskab. hava Kjennskap mæ ein (el. til ein).
Kjensel (Kjensl), f. Kjendskab, det at man kjender noget. Eg tykte eg har Kjensel pꜳ han, ɔ: det syntes mig at jeg skulde kjende ham. B. Stift (Isl. bera kensl á, ɔ: kjende).
Kjensla, f. Kjendskab, at man kjender noget.
Kjent, m. Smule, Gran. Inkje einaste Kjent: ikke en eneste Smule. Sdm.
kjent, et Adjektiv af ubestemt Betydning, i frostkjent, fjellkjent, graskjent og fl. (Tr. Stift).
Kjepp, m. 1) Kjæp, liden Stok. 2) en Træstamme, en Tømmerstok.
Kjeppa, f. Kapstræben, at man kappes om noget. Sogn, Nhl. (Jf. Kapp).
kjeppast, v. n. 1) kappes med En. (G. N. keppa). 2) stræbe, skynde paa, anstrenge sig for at faae et Arbeide fær-
