Nogle Steder: Katta, og nordenfjelds: Kjøyse el. Kjøse. (Isl. ketta).
kjevla, v. a. 1) sætte Kjevle paa (see følg.), sætte Knevel i Munden paa Kid, for at de ikke skal patte. I Sdm. kjølve; i Nhl. kavla (Isl. kefla). 2) bage eller rulle Fladbrød. Ag. Stift.
Kjevle, n. Valse, rundt Træ til at bage med (Jf. Rull); sjeldnere et Mangletræ; ogsaa en liden Pind (Selekjevle, Kidkjevle). Kr. Stift; ogsaa Tr. Stift, Helg. og fl. I Ag. Stift hedder det Kavle, og ellers: Kjelve (Søndre Berg.), Kjølve (Sdm.); saaledes Bakstekjølve, Selekjølve. (Isl. jefli; Sv. kafle). Jf. Kavl.
kjia, kjika, Kjil o. s. v. see ki-.
Kjo, n. Krog, Bøining; s. Tjo.
kjoe, v. n. kive, trætte. Østerd.
Kjole, m. Kjole; nogle Steder ogsaa en Overfrak eller Reisekufte. I Hall. og Gbr. hedder det Kjol. (Isl. kjóll). — Kjolefilla, f. en forslidt Kjole; ogsaa spotviis om En som bruger Kjole. — kjoleklædd, adj. som gaaer i Kjole.
Kjolp, Hank, Haandfang; s. Kylp.
Kjon (oo), n. 1. Tøi, Sager, Smaating som man gjemmer eller bringer med sig. Namd. Indr. Ellers: Stell, Ty, Don og flere.
Kjon, n. 2. (Skam; Skade; Strabads o. s. v.), see Tjon. — kjona, v. (fordærve; ødelægge o. s. v.), see tjona.
kjona, v. a. og n. (a—a), 1) forhverve, opspare, lægge sig noget til. „kjon’ te“, eller „kjon’ sæg te“. Namd. Indr. (Maaskee for tjona; jf. G. N. þjóna, tjene). — 2) sætte istand, ordne, tillave noget. Ogsaa v. n. sysle med noget, bestille et eller andet ubetydeligt. Namd. Indr. Ellers: stella, dona og fl. — 3) forfriske kvæge, opvarme. Helg. Han gjekk inn ꜳ kjona seg (varmede sig). — kjone seg te: a) lægge sig noget til (s. Kjon); b) gjøre sig færdig, klæde og pynta sig. Indr. — Det søndenfjeldske kjona har ganske modsatte Betydninger, hvorom see tjona.
Kjonar, m. En som kun sysler med smaa Hverdags Arbeider i Huset. Indr.
Kjon-arbeid, n. smaa huuslige Sysler.
Kjone, f. Tørrehuus, Ildhuus hvori Korn tørres. Rommerige og fl. See Kylna. (I svenske Dial. kjona).
Kjoning, f. Sysler, Arbeider i Huset.
Kjoning, f. Fordærvelse, s. Tjoning. — kjonsleg, see tjonsleg. — kjont (fordærvet), s. tjont.
Kjor, m. 1) Oxe; 2) Kjød; see Tjor.
Kjor, n. Tøir; s. Tjor.
kjora, s. tjora. Kjorbeite, s. Tjorbeite.
Kjos (oo), m. 1. Lund, Buskads, Samling af tætvoxede Træer. Shl.
Kjos (oo), m. 2. en dyb Bæk eller Vandpyt. Helg. Oftere Bekkjekjos.
kjosa, v. a. (kys’; kaus; kose, med aab. o), vælge, udkaare. Søndre Berg. Tell. og fl. (G. N. kjósa). Ogsaa v. n. med paa; f. Ex. Da va mꜳnge so kaus pꜳ han, ɔ: valgte paa eller stemte for ham. Nhl. Jf. kora.
kjosande, adj. værd at udvælge.
Kjosing, f. Valg, Udkaarelse.
kjota, see tjota. Kjov (Tyv), s. Tjuv.
Kju, s. Tjug og Tjuv. kjue, s. tjuge.
Kjug (Snees), s. Tjug. kjuge s. tjuge.
Kjuka, f. 1) en liden Klump eller Kage. Smørkjuke: en Portion færskt Smør. Sdm. (hvor det tildeels hedder Tjuke). — 2) Ost, som kun er adskilt fra Vallen og ikke videre tilberedet. Nhl. (Jf. Kost, Ystel). I Guldbr. er „Kjuke“ den første Ost som tages af Vallen (den næste hedder Froe). Isl. kjúka, blød Ost. — 3) Kogle, Frøkogle paa Fure og Gran. Sdm. og Tr. Stift. I søndre Sdm. Tjuke (Furetjuke). Ellers Kogla, Kꜳngle og fl. Jf. Blindekjuke. — 4) et Slags haard Svamp paa Træerne. Tell. I Ørk. Knøstekjuke. Ellers Knyske, Kviteknøsk. I Indr. betyder Kjuke ogsaa store Knorter eller Knuder paa Træerne. (I svenske Dial. kjuka, Træsvamp). — 5) et kort Træstykke, en liden Klods som tjener til Underlag, f. Ex. under Axelen paa en Slibesteen. Ørk. — Hvorvidt alle disse Betydninger høre sammen, og hvorvidt kj eller tj er den oprindelige Form, er uvist.
kjukk (tyk), s. tjukk.
Kjukling og Kjuklung, m. en Kylling. Sv. kyckling. (Isl. kjuklingr, en Unge). Vel egentlig Kykling. Ordet synes at staae i Forbindelse med „Kokk“, som i andre Sprog og Dialekter (f. Ex. den jydske) betyder en Hane.
kjukna, s. tjukna. — Kjul, s. Hjul.
Kjun (et Par), s. Hjun.
Kjupa (Hyben), s. Hjupa.
kjura, v. a. pynte, sætte istand (= vela). Bruges ved Mandal. Jf. Ukjura.
kjurr (tør), s. turr.
Kjuv (Tyv), s. Tjuv.
Kjyla, Kjyld, Kjyllag o. s. v. see ky.
Kjæde (Kjæa), f. en Kjæde. I Sdm. hedder det ogsaa Kjeie (for Kjedja). Isl. og Sv. kedja.
Kjæft, m. Kjæft. I Nfj. og Hall. hedder det Kjaft. G. N. kjaftr. Betyder
