Klauvfar, n. Spor efter Klovdyr.
Klavahelg, f. et Navn paa Dagene imellem Juul og Nytaar. Indre-Sogn.
Klave, m. 1) en Kløft, som danner en spids Vinkel. Gjæsenne flyg’e ’ti ein Klave, ɔ: Gjæssene holde sig i en Vinkel, naar de flyve hobeviis. Nordre B. 2) en Kløft eller Bøile, som bindes om Halsen paa Køer og andre Dyr, naar de sættes paa Stald. Alm. Nogle St. Klava; i Gbr. Klꜳvꜳ. Sv. klafve; Isl. klafi).
Klavenaut, n. voxent Nød (i Modsætning til Kalve, som ikke bindes). Kaldes ogsaa „klavebunde Naut“.
klꜳ, v. a. (klær; klo; klegje), kløe, skrabe med Neglene. (Sv. klå). Ogsaa: skinde, udsue Penge. klꜳ seg ’pi Hove (el. Haud’e): kløe sig ved Ørene, som Yttring af Skuffelse eller Forlegenhed. — Supinum klegje (aab. e) hedder ogsaa: kligje (klie), kleie og (i Sogn) klege; Ordets oprindelige Form synes derfor at være: klaga. Forskjelligt herfra er: kleia, v. n.
Klꜳde (Klꜳe), m. Kløe; Krillen. Isl. kláði; Sv. klåda. — Hertil: Klꜳdekjøyne (Klꜳkjøyna), f. smaae Blegner som medføre Kløe. Andre St. Klꜳkveise.
Klꜳkꜳ, s. Klakje.
Klꜳmbr, f. Klemme, Klammer, Redskab til at knibe og klemme med. Tell. Sdm. og fl. Jf. klembra. — Ogsaa en smal Bjergkløft.
Klꜳr (en Ridse), s. Klor.
klꜳr, adj. 1) klar, blank, reen; om Luften: fri for Skyer. (G. N. klár). bære klꜳre Vetn’e: lutter Vand. — 2) forødet, som har faaet Ende. Dæ vart klꜳrt: det fik Ende, ophørte. Er temmelig alm. men hedder paa mange steder klar. Han va mest klar: han var næsten død. B. Stift. (Jf. all). — 3) udmattet, træt; ogsaa: affældig, udlevet. Nordre Berg. trøytt’ ꜳ klꜳr’e: træt og mødig. klꜳr ’ta Dagj’a: træt af Dagens Arbeide.
klꜳra, v. a. (a—a), 1) klare, rense. (Isl. klára). 2) opgjøre, klarere. (Oftere klara). 3) gjøre Ende paa, tilintetgjøre. Oftest klara.
klꜳre (kradse), s. klora.
Klꜳring, f. Klaring, Rensning.
klꜳrna, v. n. (a—a), klare op, blive klar; om Luften.
Klꜳrver (ee), n. klart Veir.
klꜳr-øygd, adj. klarøiet, klarsynet.
klꜳss, adv. tæt, meget nær. (Unorsk).
klꜳssa, v. n. arbeide klodset. Hertil Klꜳss, m. og Klꜳssa, f. om ubehændige Arbeidere.
Klꜳstein, s. Kljꜳstein.
Klꜳte, f. en Kugle, en liden rundagtig Klods. Tell. (Jf. Klot). Klꜳtegras, n. Burre.
Klꜳvꜳ, s. Klave, Klove, Kleve.
Klebb, m. Pog, Smaadreng. Sdm.
klefse (bide, snappe efter), s. glefsa.
klegjen (af klꜳ), kløet, kradset; ogsaa skindet, udsuet. Udtales ogsaa: kleien, klegen (aab. e), kligjen, klien.
Klegg, m. (Fl. Kleggje, r). Klæg (Insekt, Tabanus). Kleggjebit (aab. i), n. — Klæggenes Stik.
kleia, v. n. (a—a), kløe, krille; have eller fornemme Kløe. Forskjelligt fra klꜳ, v. a. Temmelig alm. (Sv. klia; Isl. klæa).
kleien, s. klegjen.
kleima, v. a. (e—de), 1) kline, klistre, faae noget til at klæde ved. kleime ihop: sammenkline. kleime pꜳ: paaklistre. — 2) klæbe, hænge ved. Oftest med seg (kleime seg). En Kværn siges at „kleime“ sig, naar Melet klæber fast ved samme og ikke faaer rigtigt Afløb. Ordet bruges mest i de nordlige Egne (Tr. Stift, Nordre Berg.); ellers siges: klime (Hall.), kleina (Voss), og klina.
Kleima, f. Meel som klæber ved en Kværn; yderst fiint Meel. Nordre Berg. Ogsaa spotviis om et meget seenfærdigt Menneske, som ikke kommer fra sit Arbeide.
kleimen, adj. klæbrig, vedhængende. Undertiden ogsaa: seenfærdig, især seen til at spise. Ligesaa om En som idelig vil kjæle og karessere.
Kleiming, f. Klæbe, Tilklining.
kleina, v. a. tilkline; ogsaa besudle, tilføle. Voss.
Kleina, f. en Plet, Klit, f. Ex. paa Klæder. Voss. Jf. Isl. kleima.
kleinet’, adj. besudlet, beklikket.
kleis, adj. læsp, som har en Mangel i Taleredskaberne, eller som ikke kan udtale visse Bogstaver tydeligt. F. Ex. Han æ kleis’e pꜳ Err’en (paa Lyden R). Ordet er næsten alm. Jf. klessen, blesk, lesp, rækmælt. (Lesp bruges især om den som ikke udtaler S tydeligt).
kleisa, v. n. tale ureent eller utydeligt. Jf. G. N. kleisast. (Kongespeilet, S. 177).
kleisen, adj. som taler utydeligt (s. kleis); 2) klæbrig, vedhængende. (Mandal). Jf. klessen og klassen.
kleismælt, adj. tyk i Mælet (= kleis).
kleiv (klavrede), s. kliva.
Kleiv, f. (Fl. Kleiva, r), en brat Bakke
