i en Vei; en Brink eller Bjergryg som en Vei gaaer over. Alm. (I Indr. Kløyvd). I B. Stift bruges ogsaa Braut og Brekka i lignende Betydning. Isl. kleyl, Brink (hos Haldorson).
kleivut, adj. bakket, som gaaer over Bakker og Bjerge; om en Vei.
klekk, adj. svag af Kræfter, ikke stærk. Søndre Berg. Jf. kløkk.
klekka, v. n. (klekk’; klokk; klokkje), forslaae, række til, blive nok. Nordre Berg. Sdm. Gbr. — Forbindes med Dativ; f. Ex. Dæ klekk’e dei inkje.
klekke, v. n. (klekk; klakk), fare sammen, fornemme en Rystelse eller et Tryk om Hjertet, saasom af Skræk, Modbydelighed eller legemligt Ildebefindende. Forekommer paa Oplandene. I Helg. kløkke, om pludselig paakommende Sting eller Smerter i Kroppen.
klekkje, v. a. (e—te), klække, udruge Æg. Tell. (Isl. klekja). Ellers: bræde, verma.
klekkjen, adj. skjør, som lettelig brækkes eller revner. Nordre Berg. Eit klekkje Grøn: Deig som ikke holder sammen.
kleknast, v. n. blive skjør, skjørne.
Kleksa, f. Klak, Klump; s. Klysa.
klembra, v. a. (a—a), klemme, knibe, beskadige ved Sammenklemmelse. Han klembra Fingren i Dyr’enne. Mest i de nordlige Egne. (Kunde ogsaa skrives klæmra; jf. klæma, og Klꜳmbr). Heraf: Klembr, m. f. Ex. Han fekk ein Klemb’r pꜳ Fingren. Sdm. og fl.
Klembring, f. Sammenklemmelse.
klemma, see klæma.
klen (ee), adj. 1) tynd, smal, spæd. B. Stift. (Isl. kléin, knap). See klinkast. Klen-enden: den smaleste Ende (paa en Stok). — 2) smaalig, usel, lumpen. Ein klen’e Styremꜳte. Eit klent Arbeid. — 3) syg, svagelig. Tr. Stift, Nordre Berg. Valders og fl. Meget brugeligt. Jf. lꜳk, ring, skarven.
klenfingjen, adj. sygelig, svag af Helbred. Sdm.
klengja (klængje), v. n. (e—de), hænge ved, klynge sig til. Ag. Stift, Tell.
Klengjegras, n. Snerre (Galium).
klengjen, adj. som let hænger ved.
Klengjenamn, n. Øgenavn; Benævnelse som er tilkommen ved en enkelt Leilighed. Tell. og fl.
Klenleikje, m. 1) Smalhed; 2) Svaghed. Oftere Klenheit, f.
klensleg (ee), adj. daarlig, usel.
klent (ee), adv. smaaligt, lumpent.
klenvoren, adj. svag, sygelig.
Klepp, m. 1. Klump, Meelklump. Tr. Stift, Helg. og flere. (Isl. kleppr, Knude).
Klepp, m. 2. en Kølle med en Jernkrog, hvormed Fiskeren trækker de store Fiske ind i Baaden. Nordenfjelds.
kleppa, v. a. flække, virke til Klipfisk. Helg. Namd.
Kleppfisk, m. Klipfisk, flækket Fisk. Nordlandene (I Sdm. Klyvfisk).
klepput (kleppꜳt), adj. klumpet.
Klerk, m. egentlig: en lærd Mand; men betegner oftest en Kunstner, En som gjør net og kunstigt Arbeide. Ein Klærk te arbeide. Nordre Berg.
klesse, v. n. (kless’; klass; klosse, el. klusse), egentlig: klæbe, hænge ved (Jf. klasse, klassen, kleisen); oftere: sive, flyde, om meget bløde Ting, som udvide sig eller spredes til Siderne ved den mindste Berørelse. Guldbr. Ørk. Dæ va sꜳ blautt at dæ klass. Andre Steder: klistra. (Isl. klessa, besmøre). Maaskee egentlig klesa (kles, klas); jf. Klysa.
klessen, adj. 1) meget blød og klæbrig. Gbr. (I Tell. klassen). 2) læspende i Talen, tyk i Maalet. Ørk.
klessmælt, adj. tykmælet; s. kleis.
Klett, m. Bjergknold, Pynt, Klint. Nhl. og fl. (Isl. klettr).
Kleve (aab. e), m. et Kammer; oftest et Værelse ved Siden af Fordøren og med Indgang fra Stuen. Meget udbredt Ord (Rbg. Vald. Gbr. B. Stift). I Bergen især om et Tjenerkammer. Ellers det samme som Kove; paa nogle Steder siges Kleve og Kove vexelviis. I Rbg. hedder det ogsaa Klave; i Ørk. Klꜳvꜳ. (G. N. klefi, Kammer).
Klevekꜳna, f. den Kone som besørger Madens Anretning i et Bryllup. Sogn, Nhl. (Henviser til Isl. klefi, Forraadskammer).
kli, v. n. (r—dde), kløge, væmmes, være nær ved at kaste op. Hard. Nordre Berg. og fl. I Tell. hedder det kligte. G. N. klía, klígja (Alexanders Saga, 153). Han klir ikje pꜳ dæ: han synes ikke saa ilde derom.
klien, adj. som let væmmes.
Klikk, m. Smeld, f. Ex. med Tungen.
klikka, v. n. (a—a), 1) smelde med Tungen; 2) om Ørnens Stemme. Aren klikka upp-i Fjella. Sdm. 3) slaae Klik; om Geværer.
klikte, v. n. see kli.
klime (klæbe), s. kleima.
klina, v. a. (e—te), 1) smøre, stryge paa, oversmøre. klina seg Brød: smøre Smør paa Brødet. (I Sdm. blot „kline se“).
