2) kline, faae noget til at klæbe ved. Jf. kleima. Particip: klint (ii), tilsmurt. klinta Løfse: fine Fladbrød, besmurte med Smør. (Nordre Berg.).
Kling, m. s. Klining.
klinga, v. n. (kling; klang; klungje), at klinge. I Nordre Berg. klyngje (klyng’: klꜳng).
Klingre, see Kringla.
Klining, m. et Fladbrød som er besmurt med Smør. I B. Stift oftest forkortet til Kling. (I Sdm. udtales Klining med aab. i).
Klinka, f. Klinke (paa en Dør).
klinka, v. a. (a—a), klinke et Søm.
klinkast, v. n. blive tyndere, blive smal eller mager. B. Stift. Egentlig klenkast, af klen, adj.
Klipe, f. en smal Kløft; ogsaa Rummet imellem Fingrene; ligesaa en Haandfuld. Nordenfjelds. S. Klypa. I Sdm. hedder det Klipre og Klipr (ii). Hertil Bergklipe, eller Bergsklipre, en smal Bjergkløft.
klippa, v. a. (e—te), klippe; tilklippe. klippe Klæde: tilskjære Tøi til Klæder. Ordet hedder i mange Egne: klyppa, klyppe. Imperf. i de nordlige Egne: klifte og klyfte. — Ein Klippar, siges ogsaa om en dygtig Karl (egentlig en Haarskjærer eller Klædeskjærer).
Klipr (ii), f. en Haandfuld; s. Klypa.
klipre (ii), v. a. knibe, klemme med Fingrene; s. klypa.
klistra (ii), v. a. og n. (a—a), 1) kryste, presse, udpresse Saften eller Vædsken af noget. 2) v. n. væde, dugge; om bløde Ting, som klæbe ved Haanden eller afgive Vædske, naar man trykker paa dem. Dæ va so vꜳtt at dæ klistra. B. Stift og videre. Andre Steder klesse.
kliva, v. n. (kliv’; kleiv; klive, aab. i), klyve, klavre. G. N. klífa. (Jf. klyva). klive Gar’en: klavre over et Gjærde. klive inn pꜳ ein: gaae En for nær, anfalde En med Fornærmelser. Søndmør.
Kliving, f. Klavring, Klatren.
klivra (aab. i), v. n. (a—a), klavre idelig, gaae paa høie og bratte Steder. (Mindre bestemt end kliva). Isl. klifra.
kljꜳ, v. a. (r—dde), behænge et Garn eller en Væv med Lod. Nhl.
Kljꜳstein, el. Klꜳstein, m. Steen eller Lod, som hænges i en Væv for at holde den udspændt (nemlig i de gamle Væverstole eller den saakaldte „Uppstagogn“). Nhl. Isl. kljár, og klágrjót.
kljuve, s. klyva.
klo (ɔ: kløede), s. klꜳ.
Klo, f. (Fl. Klør, Klø), 1) en Klo. I Spøg ogsaa Haand, Fingre; f. Ex. kald’e pꜳ Klo’nꜳ: kold paa Fingrene. (Nordre Berg.). 2) Krog, Hage eller noget som ligner en Klo, f. Ex. Krogene paa Drægge og Ankere. Undertiden ogsaa en Spids, Straale eller Green paa Væxter; saaledes om Kornene paa Havren. D’æ Skyr i ne’ste Klo’inne, ɔ: der er Tegn til Kjerne i de nederste Korn. Sdm. (I Ørk. Flo). 3) en Ring eller Løkke i Kanten af et Seil, hvorved det kan trækkes ned i Storm. Helg. Hertil „Ein Klovind“, ɔ: Vind som er saa stærk, at en Klo i Seilet maa trækkes ned.
Klo-dyr, n. Dyr som har Kløer.
Klo-feste, n. Leilighed til at holde med Kløerne. fꜳ Klofeste pꜳ: faae fast i Kløerne.
klok, adj. klog, indsigtsfuld. (G. N. klókr). Ogsaa: forstandig, oplyst, rig paa Kundskaber. Jf. kløkjest.
Kloking, m. en klog Mand.
klokk (forslog), see klekka.
Klokka, f. 1) Klokke, at ringe med. 2) Uhr; sædvanlig baade om Slaguhr og Lommeuhr. I Hall. og Gbr. hedder det Klukke. Hertil: Klokkehus, Klokkestreng, Klokkeslag og fl. Paa nogle Steder betegner Klokka ogsaa et Skjørt.
Klokkar, m. Forsanger, Kirkesanger. (Sv. klockare). Jf. Dekn. — Ogsaa Rødfisk, isæd den mindre Art som ellers kaldes Tindauger.
kloklege, adv. klogelig, betænksomt.
Klokskap, m. Klogskab; Forstand.
Klomekonn, s. Klummekonn.
Klopp, f. 1) en liden Bro; især Træbro, dannet af nogle faa Stokke. Meget udbredt Ord; især vest- og nordenfjelds. (Isl. klöpp). 2) en lav og fritstaaende Trappe. Stabursklopp. (Et andet Klopp forekommer i Tre-klopp).
Klor (oo), n. Rift, Ridse efter Kløer eller andre spidse Redskaber. (I Sdm. hedder det Klꜳr). Isl. klóra.
klora, v. a. (a—a), rive, kradse med Kløer eller Negle. Alm. (I Søndmør klꜳre). Isl. klóra.
Kloring, f. Kradsen, Rivning.
Klot (oo), m. Boller, Klumper (et Slags Mad, s. Kumla). Buskerud og fl. (Sv. klot, Kugle).
Klov (aab. o), n. Kløft, Aabning; især Skrævet, Vinkelen imellem Fødderne. Snøen gjekk upp i Klov’e: Sneen gik næsten til Bæltet. B. Stift. Hall. Gbr. og fl. (Ellers Kluft, Sula, Skrev). Isl. klof.
