Kniping, f. Kniben; Indknibning.
Knipp, m. en Bjergknold. (Ørk.).
knippa, v. a. (a—a), 1) snappe, gribe (s. knipa). 2) binde i Knipper.
Knippe, n. et Knippe. Jf. Neppe, Kippe.
Knippevid (-ve), m. Ved som sælges i Knipper. Forskjelligt fra Famnevid.
knipsa, v. n. snappe efter noget. (Sjelden). I Sdm. forekommer knispe, f. Ex. knispe ’ti se: føre i sig, æde hurtigt.
knisa (aab. i), v. n. (a—a), fnise, lee; især om en dæmpet Latter. B. Stift. Knising (Knesing), f. dæmpet Latter.
knspe, s. knipsa.
Knit, s. Gnit. — knitra, s. knetta.
Kniv, m. Kniv. I Sæt. Niv’e. Knivsbakkje, m. Bagen eller Ryggen paa en Kniv. Knivsegg, f. Knivseg. Knivsemne, n. Jern og Stal til en Kniv. Knivskjeid, f. Knivskede (s. Slira).
Knivsopp, m. et Slags haard hvidagtig Træsvamp. Ellers kaldet Kvitknøsk og Kjuke.
Knjosk (Fyrsvamp), s. Knøsk.
knoda (aab. o), v. a. (a—a), ælte, tillave som en Deig. Uegentlig: kludre, slæbe med noget, som man ikke faaer rigtig istand. Ordets Form er forskjellig, nemlig: knode og knøde, med aab. ø (Sdm.), knøe, knø (mere alm.), knoa, aab. o (Søndre Berg. og fl.), noe (Sæt.), knae, kna (Namd. Buskerud og fl. i Ag. Stift), knꜳ (Gbr. og fl.), nꜳdꜳ (Lessøe). Isl. hnoda; Sv. knåda; i danske Dial. knæe.
Knoda (aab. o), f. en stor Deigklump; en Portion Deig som æltes paa een Gang. Hedder: Knode og Knøde, med aab. ø (Sdm. Nfj.), Knøe, Knø (mere alm.), Knoa, aab. o (sydlige Egne), Knoo, lukt o (Namd.), Knꜳ (Indr. og fl.).
Knoding, f. Ælten, Æltning.
Knodtrog, n. Deigtrug. (Knøtrog, Knꜳtrog, Knatrau).
Knok (oo), m. Knogle, Been. Berg. og Tr. Stift. I Tell. Knoke, f. og Noke (om Knæ og Albuer). Andre Steder: Knop (oo).
Knokla, m. pl. Knorter, Knuder, f. Ex. paa frossen Jord. Indr. (Nogle St. Krokla). Heraf knoklꜳt, adj. knudret, ujævn.
Knoll, m. Bjergknold. (Sjelden).
Knop (oo), m. Knogle (s. Knok); ogs. om Næverne (Knopanne).
knota, v. n. (a—a), 1) knurre, yttre Misfornøielse. Nordre Berg. og flere. (Sv. knota). 2) pynte sit Sprog, bruge en fremmed og fornemt ladende Udtale. Guldbr. Lister og fl. Ellers: hoska, braska. — Heraf Knoting, f.
Knote, f. Knude, Knold. (Sdm. sjelden).
knoten, adj. vranten, knurrende.
Knott, m. 1) en Kegle som bruges naar man slaaer Reb; en liden Klods, som er tyk i den ene Ende og spids i den anden. 2) et Slags korte Indholter i Baade. Sdm.
Knubb, m. Klods, Blok; s. Kubb.
knubba, v. a. puffe, støde.
Knue, m. Kno, Fingerled. Kr. Stift. I Indr. Knuv. — Ellers: Gnue, og Nue. G. N. knúi.
Knultre, f. Knorter, Knuder. (Sjelden).
knultret, adj. knudret, ujævn.
Knupp, m. Knop. (Tell. og fl.). Ellers Kumar.
knuppast, v. n. faae Knopper.
Knurp, m. Knort, Knude. Nordre Berg. knurpet, adj. knortet, knudret.
knurve, v. a. (a—a), knuge, kramme, bryde, f. Ex. et Papir. Nordre Berg. (Jf. kurva).
knusa, v. a. s. knasa, krasa.
Knusk, m. en Kvægsyge; Skab, Udslæt. Sogn.
knuska, v. a. knuge, nedtrykke.
Knut (uu), m. 1) Knude, Sammenknytning; ogsaa figurlig: Forvikling, Vanskelighed. (I Sæt. og Tell. Nut). — 2) en tæt og sammenpresset Masse. Hertil: Vindknut, ɔ: sammenpresset Luft, f. Ex. i Indvoldene; ogsaa en Hvirvelvind. — 3) Knort, Ujævnhed; Led paa et Rør og deslige. I Tell. betegner Nut ogsaa en Fjeldtop, og Nutar, pl. Knaster eller runde Udvæxter paa Træerne. Jf. knyta.
knutut (knutette), adj. knudet.
Knuv (Finger-Kno), s. Knue.
kny, v. n. mukke, s. gny og knyste.
knyse, v. a. = knusa, knasa.
Knyska (yy), f. Svamp paa Træer. Nordre Berg. I Sdm. gjøres Forskjel paa Knøsk og Knyske; da det sidste betegner Fyrsvampen (Knøsken) i raa og uberedet Tilstand; undertiden betegner det ogsaa en Art haard Træsvamp, den samme som ellers kaldes: Kviteknøsk (B. Stift), Knivsopp (Ørk.), Kjuke (Tell.), Knøskekjule (Ørk.).
Knyst (yy), m. Kny, Muk; s. følg.
knysta, v. n. (e—e), knye, mukke. (Tildeels i B. Stift). Lat ikje dæ knyste æ’ti deg: vær stille, giv ikke en Lyd. Ellers: kny, gny, gnette. (Sv. knysta).
knyta, v. a. (e—te), knytte. (G. N. knýta). Af. Knut. — knyta ihop: sammen-
