knytte. knyta attꜳt: tilknytte. knyte Nevanne: knytte Næverne. knytt’, partic. knyttet.
knytast, v. n. (pr. knytest), 1) knyttes, sammenvikles; især om en krampeagtig Sammenpresning i Legemet. Dæ knytest fyre Brøsta: det klemmer for Brystet (nemlig ved en stærk Tilstrømning af Blodet). Nordre Berg. — 2) om Frugter, naar de begynde at voxe, eller vise sig som en liden Knude efter at Blomsten er affalden. Mest nordenfjelds.
Knyte, n. Pakke, Bylt; Noget som er indknyttet i en Dug. Nogle St. i Ag. Stift.
Knytelse, n. Beklemmelse, Tryk for Brystet. B. Stift.
Knyting, m. Frugtknude; Frugten i dens første Udvikling, naar den begynder at voxe. B. og Tr. Stift. Ellers Kart, Kneppe, Knupp. — Adskilles fra knyting, f. Knytten, Sammenknytning.
knø, og knøde (ælte), s. knoda.
Knø (Deigklump), s. Knoda.
Knøs, m. Knegt; omtrent ligesom „Knigt“ om trodsige og uartige Drenge. Berg. Stift. Jf. Gnasse.
Knøsk, m. Fyrsvamp (Boletus fomentarius). Jf. Knyska. Ordets fuldkomneste Form er Knjosk (oo), som bruges i Hard. og Voss (heraf det foranførte Knyska). Ellers hedder det: Knjøsk (tildeels i Sdm.), Njosk, (Sætersd.), Knosk, oo (Shl. og fl.), Knøsk (mest almindeligt).
Knøst, m. et Slags Ost, som tillaves af Kjernemælk. Sdm. (Forskjellig fra den foranførte Kna-ost).
knøten, adj. net, pyntelig; ogsaa rask, flink, dygtig. Meget brugeligt i Sogn. (I danske Dial. knøv, knøvtig, kneten). Jf. naten.
knøyve, v. a. knuge, kramme, ælte. Sdm. (Jf. valka).
ko (hvad, hvilket), see kva.
ko (kun, ikkun), see kon.
Kobb, m. Sæl, Sælhund. Alm. vest- og nordenfjelds, men hedder ogsaa paa mange Steder Kobbe. (Isl. kobbi). — Kobbeskinn, n. Sælskind. Kobbesveiv, m. Kobbens Laller eller Fødder.
Kobbeklysa, f. Meduse, Gople. (Fosen). Jf. Klysa.
Kod (Fiskeyngel), s. Kot.
Kodd, m. Testikel; ogsaa Testikelpungen. Tildeels søndenfjelds. (Ang. codd).
Kodde, m. Pude, Hovedpude. Forekommer af og til i de tre sydlige Stifter. (Ellers Dyna). Isl. koddi; Sv. kudde.
Kode (oo), f. 1. Raamælk, den første Mælk af en Ko, efterat den har kalvet. Nfj. Sdm. (nogle Steder Koe). I Ørk. heddet det Kvæe. (Den oprindelige Form er altsaa Kveda el. Kvoda). Hertil: Koderjøme, m. Fløde af Raamælk. Kodesmør, m. Smør af Raamælk.
Kode, f. 2. Harpix; see Kvoda.
Koe, s. Kode. — kofte, s. kovt.
Kogla (aab. o), f. Kogle, Frøkogle paa Fure og Gran. Forekommer i Søndre Berg. men hedder ellers: Kugla, aab. u (Voss), Kokle (Tell.), Kungle, Kꜳngle og Kꜳngul (Ag. Stift), Kurl (Hard.), og Kjuke (Tr. Stift). Isl. köggull, kökkul (Klump), köngull (Kogle). Jf. Kꜳngel.
kohelst, s. korhelst, kvarhelst.
Kok (oo), m. 1) en Klump; især Jordklump. Moldkok, Snøkok, Mjølkok. — Sdm. Gbr. (?) Østerd. Sv. koka. — 2) en Dynge, Fjøskok. — Sogn, Hall. Gbr. Hedemarken.
Kok (oo), m. (?) Hals, Svælg. Bruges kun i Forbindelsen: i Kokje; f. Ex. Dæ sto fast i Kokje. Ndm. (Isl. kvok, og kok, f.). Jf. kokjen.
Kok (oo), n. Kogen, Opkog.
Kok (aab. o), n. Seenfærdighed, Nølen, seent og klodset Arbeide. Nhl. Sdm. Guldbrandsdalen.
koka (aab. o), v. n. (a—a), kludre, arbeide seent og uden Fremgang. Nhl. (Jf. Isl. káka).
koka (oo), v. a. (a—a, og: a—te), koge. Ogsaa v. n. koge, være i kogende Tilstand. I Sogn bruges det ogsaa om at nøle, tøve længe (næsten som det foranførte koka). — koka upp-atte: opkoge paa ny. koka inn: indkoge; indsvinde ved Kogning. koka te Kvelds: koge Aftensmad. — Participet hedder oftest: kokt’.
Koka (oo), f. en Kogning, saa meget som man koger paa een Gang. Hedder ogsaa: Kokning, f. Saaledes: Fiskekoka, el. Fiskekokning: en Ret Fisk, saa megen Fisk, som man koger til et Maaltid.
Kokamat, m. Mad som tillaves ved Kogning; Grød, Suppe.
Kokamund, n. den Tid da man pleier at koge til et vist Maaltid. Sdm. Tr. Stift.
kokande, adj. 1) kogende. (Som adv. hedder det oftest: kokende, f. Ex. kokende heitt). — 2) som man kan koge.
Kokar, m. Koger, Kok.
Koke (aab. o), f. Kage, Klump, Klak.
