Sdm. — (Egentlig en Afændring af Kaka).
Kokefisk, m. en Ret Fisk. Jf. Koka.
kokefør, adj. 1) som kan koge, har lært Kogekunsten. 2) som har nok til en Kogning eller et Maaltid. „Dei æ væl kokeføre“, siges om Fiskere, naar de have fisket saa meget, at det udgjør et rigeligt Maaltid.
Kokemjøl, n. Meel til Grød eller Suppe. Jf. Bakstemjøl.
koket, adj. klumpet. Af Kok, m.
kokheit, adj. kogende hed.
Koking, f. Kogen, Handlingen at koge. Forskjelligt herfra er kokning, s. Koka.
kokjen (oo), adj. om Mad, som ikke smager, eller som ikke vil rigtig glide ned. Ogsaa om En som har vanskeligt for at svælge. Ndm. (I Sdm. kyrkjen). Jf. Kok.
kokjen (aab. o), adj. seenfærdig, nølende. Nhl. (Af koka, v. n.).
Kokk, m. en Kok (= Kokar).
Kokke, f. Kokkekone; Kvindfolk som forestaaer Kogningen. Ag. Stift. (Ellers bruges „Kokk“ om begge Kjøn). Kokketaus, f. Kokkepige. B. Stift.
Kokle, f. Kogle; s. Kogla.
Koks, f. et Slags Øse, dannet som en Skal med Skaft. Tr. Stift, Sdm. 2) Steenskaal med Hank paa Siderne. Guldbr. (I danske Dial. Kous). Koks bruges ogsaa i Tell. i en lignende Betydning.
Kokstein (oo), m. sort eller ligesom brændt Steen, der undertiden findes i Jorden. Ag. Stift (i Østerd. Koksteen).
Kokstøe, n. Møddingsted, Møghule. Jf. Kok, Mokdungje.
Kol (aab. o), n. Kul. (G. N. og Sv. kol). I Gbr. tildeels med lukt o (Kool).
kola (aab. o). v. a. (a—a), sværte eller bestryge med Kul. kola seg ut: faae Kulpletter paa sig.
Kola (aab. o), f. Tranlampe; en Lampe, hvis Bund dannes af en aflang Jernskaal, og som er oventil forsynet med en Bøile og en Kjæde (Kolelekkja), hvorved den hænges paa en dertil indrettet Stang i Værelset (Koleveiv). Brugeligt overalt i det Vestenfjeldske og Nordenfjeldske. Isl. kola.
Kol-aks, n. Brandax, Kulax. Ag. Stift. (I B. Stift Moldaks). Sv. kolax.
Kol-aur, m. sammenløben Aske i Smediegruven (Essen). Helg.
kolblꜳ, adj. ganske blaa, kulblaa (egentlig sortblaa).
Kolbot, f. Knæhase. Sdm. (I Helg. Kalbot). Jf. Knesbot, Hombot.
Kolbrand, m. en slukket Brand.
Kolbrennar, m. Kulsvier.
kold, for kvolvd, ɔ: hvælvet; s. kvelva.
Kolda, f. Forkjølelse, eller en Sygdom som er foraarsaget derved. Sogn, Hard. (Isl. kalda, Koldesyge).
Koleljos, (-ljøs), n. Lysningen af en Kole eller Lampe. Bruges ofte som Navn paa kunstigt Lys i Almindelighed, i Modsætning til Dagslyset.
kolende, adv. som Kul; f. Ex. kolende svart, kolende myrk.
Koleskuggje, m. Skyggen fra Bagsiden af en Kole.
Kolflekk, m. sort Plet af Kul.
Kolga, f. 1) en Fisk, som ligner Hvidlingen, men adskiller sig fra denne ved sin blegrøde Farve. (Gadus luscus). Sogn. I Sdm. hedder den: Nyss. — 2) Kuller (Gadus Æglefinus), det samme som Hysa. Kun søndenfjelds i Formen Kolje (el. Kolgje).
Kolgrov (aab. o), f. en udgravet Hule hvori man brænder Kul. Voss.
Kolhim (ii), n. fiint Sod paa Gryder og Kjedler (brugeligt til Sværte). B. Stift. Udtales sædvanlig Kolim.
Kolje, f. Kuller; s. Kolga.
kolka, v. n. kludre, fyske med noget. Gbr. Sdm. og fl. Ogsaa kokla; jf. koka og kvakla.
Kolkorg, f. Kulkurv, Kulslæde.
Koll, m. 1. en afstumpet eller rundagtig Top. I Særdeleshed. 1) Isse, Nakke; den øverste Deel af Hovedet. Ogsaa mere udstrakt om hele Hovedet eller den øverste Ende. I Koll: omkuld; saaledes: fara i Koll, stupa el. detta i Koll: falde omkuld. 2) Blomsterhoved, Blomsterdusk, f. Ex. paa Kløveren. Jf. Raudkoll, Blꜳkoll, Humlekoll. Ogsaa en Kvist med tæt Løv eller Bar. Einekoll, Furekoll. 3) en rund Top eller Høi paa et Fjeld. — Meget udbredt og temmelig alm. Ord, dog mindre brugeligt i de sydligste Egne. Sv. kull; Isl. kollr. (Heraf kylla).
Koll, m. 2. et Mælkekar, indrettet til at bære paa Ryggen. Sogn (udt. Kodl). Ellers Hylkje, Holk.
Kolla, f. 1. Mælkekar, et bredt og lavt Trækar, hvori Mælken opsættes for at løbe sammen. Søndre Berg. Kr. Stift og fl. (Udtales tildeels Kodla, og i Sæt. Kodde). Lignende Betydning har Kollbytta (i Mandal), Kollfota (Voss), og Kollkjerald (Valders). Ellers hedder det Ringja (Nordre Berg. og fl.), Bunk og Bunka (Tr. Stift), Ask (Sogn), Bal (Hall.), Bytte (Man-
