dal). I svenske Dial. kolla. (Isl. kolla Kar uden Hanker). Jf. kollut.
Kolla, f. 2. Ko, som ikke har Horn. Mest i Egennavne, som Raudkolla, Grꜳkolla o. s. v. Ellers en Hun, et Hundyr, af de Arter, hvori kun Hannerne have Horn. Saaledes: Dyrkolla, el. Reinskolle (Hun-Elg). G. N. kolla.
kolla, v. a. (a—a), 1) støde omkuld. kolla seg: falde overende. Oftere: detta i Koll; s. Koll. — 2) tage Toppen af. Sjelden; s. kylla.
kollꜳt, og kollet, s. kollut.
Kollbytta, f. Mælkekar; s. Kolla, 1.
Kollfota (aab. o), f. det samme; s. Kolla. (Isl. fata, Mælkespand).
Kollhuva (Kollehue), f. Kalot, rund Hue som falder tæt til Hovedet.
Kollkjerald (aab. e), kuldseile. Hedder ogsaa „kollsigle seg“.
kollstøyta, v. a. støde omkuld. Sjelden.
kollut (kollette, kollꜳt), adj. 1) toppet, fuld af Toppe; s. Koll. — 2) kuldet, som ikke har Horn. Alm. som Modsætning til honnut. (I svenske Dial. kollet; Isl. kollóttr). Ogsaa i mere udstrakt Betydning: afstumpet, rundagtig i Toppen. — 3) skaldet. Sjelden, f. Ex. i Ordsproget: D’æ vondt te lyske den so æ kollette. (Sdm.). Ellers: skollꜳt (Indr.), glaskollette (Sdm.).
Kolmila, f. Kulmile, en tildækket Vedstabel som brændes til Smedekul.
Kolmure, m. Kulgruus, Levninger af en Kulmile.
kolmyrk, adj. bælgmørk; kulsort. Hedder ogsaa „kolende myrk“, og „kolstummende myrk“.
Kolmyrkr (el. myrkn), n. Bælgmørke. (G. N. kolmyrkr).
kolna (oo), v. n. (a—a), 1) kjølnes, blive kold. Alm. (G. N. kólna). — 2) gyse, føle en kold Gysen. Eg tykte eg kolna. Dæ kolna n’igjenom meg.
kolramende, s. kolsvart.
Kolse, m. en Kogle eller rundagtig Klynge, som Toppen paa enkelte Planter. Tell. (Jf. Koll).
kolslokkjen, adj. ganske udslukket.
kolstumende (aab. u), s. kolmyrk.
kolsvart, adj. kulsort. Hedder ogsaa „kolende svart“, og „kolramende svart“. Eg tykte eg va kolsvarte, ɔ: jeg var ganske som til intetgjort, ganske ude af mig selv (nemlig af Skræk eller Forbauselse). Nordre Berg.
kolten, adj. opløst, eller lidt raadnet. Ørk. (Jf. molten).
kolut (kolette, aab. o), adj. sværtet eller plettet af Kul.
Kolv, m. Knevel i en Klokke eller Bjælde. Næsten alm. (I Sæt. Kov). Jf. Bæl. (Isl. kólfr). Ogsaa en Kolbe; saaledes: Byrsekolv (Geværkolbe); Trumekolv (Trommestikke). „Dæ va liksom Kolven ut-or Bjellunne“. d. e. det bedste var borte, man savnede den som det mest kom an paa.
Kolv, n. en hvælvet Baad; s. Kvelv.
kolve, hvælve; s. kvelva. — kolvd (kold, kolt), ɔ: hvælvet, s. kvelvd.
Kolvid (Kol-ve), m. Ved hvoraf man brænder Smedekul.
Kolving, Hvælving; s. Kvelving.
koma (aab. o), v. n. (kjem; kom; kome), at komme. Inf. hedder ogsaa: kome (Sfj. Sdm.), komma (mange St.), kꜳmꜳ (Ørk. Indr.). Præsens: kjem’ (aab. e) og nogle Steder kjøm (aab. ø). Imperf. overalt: kom (istedetfor det gamle kvam); Fleertal i Hall. og Vald. komo (oo). Sup. kome (aab. o), ogsaa: kjime (aab. i) og kjyme (Sdm.). G. N. koma; kem, kvam (pl. kvámu), komit. Jf. kjemt og kvæmt. — De forskjellige Betydninger staae hinanden meget nær; saaledes: 1) nærme sig, være paa Veien (hid); 2) komme frem, opnaae et vist Maal; ankomme, indfinde sig; 3) stedes, sættes i en vis Tilstand eller Omstændighed; 4) udkomme, udspringe, vise sig; 5) være i Vente; paafølge, indtræffe. Udtalt med Vægt efter en Negtelse betegner koma at indfinde sig eller betræde et Sted for en enkelt Gang; f. Ex. Eg skal aldre koma dær. — Transitivt bruges det kun i Forbindelse med seg, og i Talemaaden „koma ꜳ Stad“, el. „ꜳ-leis“, ɔ: foraarsage. „koma i Hug“: erindre. — Et tilsvarende Transitiv (som skulde hedde kvæma) mangler. — Talemaader med „seg“. koma seg: a) forføie sig, naae til et Sted; f. Ex. koma seg heim. b) forfremmes, komme i en bedre Tilstand; faae Kræfter, blive frisk; ogsaa voxe, trives. c) fremkomme, have sin Grund eller Oprindelse af noget; f. Ex. Eg veit ikje kva dæ kom seg ’ta. — koma seg fyre: komme sig; komme i god Stand. — koma seg til: fatte Mod, driste sig til. Mest i B. Stift; f. Ex. Eg kjem’ ikje meg te da: jeg undseer mig for det, det generer mig. — kome se unde eit Arbeid (Sdm.): faae rigtig Greb paa Arbeidet, blive øvet deri. — koma seg laus: blive færdig, komme
