paa Veien. — Med Partikler. koma att-or, el. att-um: blive for seen, komme fra sit Følge. Dæ kom att-yve dei: det kom dem til Uleilighed, blev dem til Skade. — koma av mæ: komme tilrette med. — koma ꜳt: røre, berøre. — koma fram-i: blive indviklet i. Dæ kom fyre meg: det faldt mig ind. Dæ kom nid yve dei (Sdm.): det blev dem tillagt, man fandt dem skyldige deri. — koma pꜳ: a) falde paa, erindre; b) træffe, finde; c) indtræffe, hænde. — koma til: komme til; skee, blive; gaae til, forholde sig. kome til seg: komme til Alvor, til Virkelighed, blive færdigt. (Nordre Berg.). — koma ut-av (’ta, ’tꜳ): a) glemme, tabe Sammenhængen, blive afbrudt; b) faae Rede paa, faae det afgjort. — koma ve(d), el. mæ: vedkomme. koma vel ved: komme til Nytte, til god Hjælp, være kjærkomment. — koma ihop: komme sammen; blive gifte. — koma veg: forsvinde, komme bort.
Koma (aab. o), f. 1) Komme, Ankomst. I Hard. i Hilsningen „Gud signe Komo di“ (ɔ: din Ankomst). Jf. Heimkoma, Framkoma. 2) Noget som kommer eller fremkommer. Kun i Sammensætning, som Inkoma, Utkoma, Uppkoma. I Ordene Ꜳkome og Solakome udtales det med lukt o (oo).
komande, adj. 1) kommende. (Jf. kjem). D’æ bꜳ farande ꜳ komande, ɔ: det gaaer fra og til, det kan snart komme igjen. — 2) som man kan eller bør komme til. Dær var ikje komande: man burde aldrig komme did, man skulde holdt sig langt derfra.
komefærug, færdig til at komme.
komen (aab. o), adj. (partic.), 1) kommen; fremkommen. 2) kommende. Kun i Sammensætning: seinkomen, snarkomen; jf. kjem. 3) stedt, sat i en vis Omstændighed. Eg ær ikje so komen: det passer sig ikke saaledes for mig, det falder mig ikke beleiligt. Han æ ’kje væl komen: han er ikke i nogen god Stilling. Ille komen: stedt i Forlegenhed, kommen i Knibe. Fyre seg komen: kommen i god Stand.
Kommaga(r), pl. Finnesko.
kon, andet end, mere end. Kun ved en Negtelse; oftest: „ikje kon“, ɔ: ikkun, kun, blot. Mandal. I Sætersdalen hedder det ko. Eg hev’ ikje kon ein: jeg har kun een. Dæ va ikje ko tvei (Sæt.): det var ikke mere end to. — Ellers: inkje utan (Tell.), inkje anna (mest alm.) og: inkje bare (i Tell.).
kon (for okkon) ɔ: os; s. okke.
Kona (oo), f. see Kꜳna.
Kongel og Kongla, s. Kꜳngel.
Kongje, s. Kungje.
Konn (for Korn, aab. o), n. 1) Korn (i Almindelighed). I de sydligste Egne især Byg; saaledes: Konn ꜳ Rug; Konn ꜳ Havre. Jf. Reinkonn. — 2) et enkelt Korn; undertiden ogsaa et Frø eller en liden Kugle som ligner et Korn. (Særegen Betydning i Bitkonn og Verkonn). I de sydvestlige Egne udtales det Kodn; i Helg. siges ogsaa Kꜳrn, ellers alm. i Helg. siges ogsaa Kꜳrn, ellers alm. Konn (aab. o). G. N. Korn.
Konn-ꜳr, n. Aar med Hensyn til Kornavl; f. Ex. eit godt Konnꜳr.
Konnband, n. Kornbaand, Neg.
Konnbing, m. en stor Kornkasse, som er fast ved Væggen. Derimod Konnbyra (aab. y), f. om en løs Kasse.
Konnbrut (aab. u), m. Kornrummet i Laden. Jf. Konnstae.
Konne, f. Kande. (Tell.). S. Kanna.
konngo(d), adj. kornrig, frugtbar paa Korn; om Jord.
Korn-jor, f. Gaard med Hensyn til Kornavl. Ei go’ Konnjor.
Konnlog (aab. o), m. Maltvand. Ndm. og fl. See Barlog.
Konnløysa, f. Kornmangel.
Konnmoe, m. et Slags Lysglimt i Luften, som ligne Lynild. Skal bruges ved Kristianssand.
Konnsꜳld, n. Kornsold. (I Hard. Konnsælda).
Konnslag, n. Kornart.
Konnstae (for Kornstade), m. det oplagte Korn i Laden; Kornstabel. Kr. Stift. (Nordenfjelds: Konnstꜳl).
Konnturk, og Konnterre, m. Korntørring.
konnturr (-turt), om Kornbaandene, naar de ere tørrere i Toppen end i Straaene. Modsat: konnrꜳ.
Konnvokstr, m. Kornvæxt.
kons, for okkons (ɔ: vor); s. okka.
ko-nær, naar, hvilken Tid. Gbr. (I Sogn: konꜳr). Isl. hvenær.
Kop (oo), m. en liden rund Dal, en Huulning omgivet af Bakker. Sdm.
Kopar (aab. o), m. Kobber. Nogle St. Kꜳpꜳr. (G. N. kopar). — Koparberg, n. Kobbererts. Kopar-eir, m. Kobberrust. Koparlit, m. Kobberfarve. Koparskjeling, m. Kobberskilling.
kope (oo), v. n. (e—te), kige, stirre efter noget. Ag. Stift.
Kope, f. Fordybning, Huulning i Bunden (i Vand). Tell. — Jf. Kop, Kupa, Kulp.
