Kopp, m. 1. 1) en Kop, et lidet Kar i Almindelighed. „Koppanne“ betegner saaledes i Berg. Stift alle de Kar som høre til Madlavningen. — 2) et Trækar, dannet som en Bøtte, men med Skaft istedetfor Hank. Nordre Berg. og fl. Ellers: Stave, Strippe, Æmbær. — 3) et Horn til Kopsætning. — Kopp er ogsaa et Ord hvorved man lokker Køerne. Sdm. Et lignende Ord bruges ogsaa om Personer, f. Ex. Raskopp, Tøvekopp.
Kopp, m. 2. Rundsteen; s. Koppel.
koppa, v. a. kopsætte, tappe ved Kopsætning.
Koppekrꜳ, f. det Hjørne i Stuen, hvori Kar og Fade hensættes. B. Stift.
Koppel, m. smaa rundagtige Stene; især paa Agrene. Nordenfjelds. Hedder ogsaa Koppul (Helg.), Kuppul (Namd. Fosen), Kopp, og Koppestein (Sdm.). Jf. Kampestein.
kor (for kvor), adv. hvor; hvorledes, eller hvor meget. — kor mykje: hvor meget. kor han vil: hvorledes han vil. kor dꜳ: hvorledes da. kor som ær, el. „ko so æ“: hvordan det end er, i ethvert Tilfælde; ogsaa: desuagtet, alligevel. (B. Stift). Søndenfjelds „hokke som ær“. — Formen kor er meget udbredt, og lyder paa nogle Steder som kur (aab. u) eller kurr; søndenfjelds hedder det hor, el. hꜳr (Sv. huru), eller ogsaa hoss og koss (see korso). G. N. hve, hversu. — Relativ Betydning som i dansk: der hvor, hvoraf, hvortil o. s. v. finder ikke Sted, uden ved Efterligning af Skriftsproget, f. Ex. korfyre (s. kvifyre), kor-til (= kva til).
kor, adv. (2), hvorhelst; see kvar.
kor, pron. hver; see kvar.
Kor (oo), m. 1) Sang og Bøn, Huusandagt. halde Kor: holde Huusandagt. Sdm. og fl. (Isl. kór, af et græsk Ord). — 2) Koret i en Kirke. — 3) Pulpitur, Gallerie i Kirken (= Læm, Træv). Valders og Hedemarken, hvor derimod Koret kaldes „Sꜳnghus“. — I Sdm. betyder Kor ogsaa et lukket og afsondret Rum i et Værelse; et Fjelebuur.
Kor (aab. o), n. 1. Valg, Udkaarelse; Vilkaar at vælge imellem, Alternativ. (Sjelden). Han sette dæ Kor’e fe meg: han gav mig Valget imellem de Ting. Tellemarken.
Kor (aab. o), n. 2. Aftægt; en vis betinget Afgift i Fødevarer, som den, der tiltræder en Gaard, skal udlægge aarlig til Gaardens forrige Besidder, saalænge som denne lever. Berg. og Tr. Stift. (Udtales i flere Egne som Kꜳr). Kaldes ogsaa: Vilkor, og skrives i Kontrakterne „Vilkaar“. — Aftægten kaldes ellers: Livaure (Hall. Vald.), Føerꜳ, som skrives Føderaad (Guldbr. Hedm.), Follog og Follaug (Rbg. Tell. og fl.), Folga (Ryfylke), Hold (Nordlandene), Not, aab. o (Sdm.), Uppset (Jæderen).
kora (aab. o), v. a. (a—a), kaare, vælge. Nordre Berg. Tell. og fl. (Sv. kora). I Sdm. er „kore“ ogsaa at nøle eller være længe om noget.
Korbrev (aab. o), n. Dokument angaaende Aftægt af en Gaard. Hedder ogsaa Kꜳrsetel, Vilkꜳrsetel.
kordens, hvordan. Sdm. (Jf. dan).
Korfolk, n. Folk som nyde Livøre eller Aftægt af en Gaard. Særskilt: Kormann, Kꜳrkall, om et Mandfolk; Korekkja, Korkꜳna, Kꜳrkjæring, om et Kvindfolk.
Korg, f. en Kurv. I Rbg. hedder det Korv; nogle St. Korj. (Sv. Korg; Isl. körf). — Korgakjering, Kurvekone. (Ved Bergen).
Korg, m. Bærme, Bundfald; især Tranbærme. Sdm. I nordre Sdm.: Korgje. (Isl. korgr). Jf. Grugg.
korgje (oo) el. korje, (for kvor-gje), ingen, intet af To. Nordre Berg. og fl. (G. N. hvárgi). For mykje ꜳ for lite æ korgje godt, ɔ: hverken for meget eller for lidet er godt. Ordet faaer oftest en Negtelse foran; saaledes „inkje korgje“, ɔ: ingen af dem; f. Ex. Eg vilde snakka mæ dei beggje, men eg fann ikje korgje. I det Vossiske hedder det „inkje korne“. Jf. korkje.
korhelst, s. kvarhelst.
Korkje (aab. o), m. en kalkagtig Lav-Art, som voxer paa Klipperne og bruges til Farve; Steenlav (Parmelia saxatilis). Heraf Korkelit, el. korkeraud Lit, om den blegrøde Farve, som tilvirkes af dette Stof. B. Stift.
korkje (for kvor-kje), conj. hverken. Hedder ogsaa: korkjen (oo), kvorken, kverken, og verken. (G. N. hvárki). Hertil Talemaade: korkje so, ɔ: middelmaadigt, hverken meget eller lidet. Romsd. (Isl. hverkins so). — Den Negtelse, som Ordet indeholder, ligger i Endestavelsen kje, som ogsaa findes i: inkje, ligesom gje i: korgje, ingjen og det gamle eigi, aldrigi (nu: ei, aldri).
korleis (for kvorleides), hvorledes. Hedder ogsaa: koleis, korleisi (Sogn), kurleisinne (Sdm.), og kosslein (Hall.
