for kvost, el. kvadst). Et defektivt Verbum, der bruges i Shl. ligesom sest el. saest i det Nordenfjeldske; f. Ex. han kost inkje ha vore dær, ɔ: han sagde at han ikke havde været der. G. N. kveðast, med Imperf. kvazt.
Kost (oo), m. en Kost, see Kvost.
Kost (aab. o), m. 1. en Dynge, sammenkastet Hob, især af Ved (Vidakost). Bruges mangesteds. (Isl. köstr). Jf. kasa og kasta.
Kost, m. 2. Vilkaar, Betingelse. (G. N. kostr). Forekommer maaskee i Talemaaden „ein har’ Kost“, ɔ: et haardt Vilkaar; — men er ellers ikke brugeligt. En anden Betydning forudsættes i Farkost.
Kost, m. 3. 1) Føde, Underholdning. (G. N. kostr). Ogsaa Forraad af Spise og Drikke, f. Ex. til et Gjæstebud; hertil Bryllaupskost. — 2) Kraft eller Fedme i Fødevarer, især i Fisk. Nordre Berg. (Jf. kostig). Isl. kostr, Fedme. — 3) Ost, Raaost, de tykkere Dele som adskille sig fra Mælken, naar den ostes. Sdm. hvor Kost altid bruges i denne Betydning, medens derimod Ost kun betegner tilberedet Ost eller Gammelost.
kosta, v. n. og a. (a—a), 1) koste, gjælde, beløbe sig til. Som v. n. med Dativ: koste En noget. Dæ kosta honom mange Pengar. — 2) v. a. anvende, udgive i Omkostning. kosta pꜳ seg. kosta Pengar pꜳ. — 3) bekoste, faae istand ved Bekostning. Meget brugl. kosta til: tillægge, indkjøbe. koste upp eit Hus: faae et Huus bygget.
kosta (oo), v. a. see kvosta.
kostall, adj. bekostelig, forbunden med Omkostning. Mest i n. (kostalt).
kostande, adj. værd at bekoste. Dæ va ikje so mykje pꜳ-kostande, ɔ: man skulde ikke gjøre saa stor Bekostning derfor.
Kostarhelde, s. Kosthald.
kostasam, adj. kostbar, bekostelig.
kosteleg, adj. herlig, kostelig. (Sjelden).
Kostelus (oo), s. Raudlus.
kostgjæv, adj. gavmild, som beværter godt. Nordre Berg.
Kosthald, n. Kosthold, Underholdning. I Nordre Berg. og Sdm. hedder det Kostarhelde, n. — Dær æ eit godt Kostarhelde: man lever der godt i Mad.
kostig, adj. kraftig, fed, som mætter godt. Sdm. og fl. især om Fiskemad. (Isl. kosturgr). Jf. Kost, 3.
Kostnad (Kosna), m. Bekostning, Omkostning. (G. N. kostnaðr).
kostna(d)laust, adv. uden Bekostning.
kosttroten (aab. o), adj. madløs, hvis Kost er forødet. Mest om Søfarende. Af trjota.
kostvara (seg), v. a. (a—a), gjøre Bekostning, især i Madvarer; give store Gaver, gjøre en rigelig Beværtning. Shl. Nhl. Sdm. — Ordets sidste Deel er maaskee det gamle varða, bekoste.
Kot (oo), m. Smaafisk, Fiskeyngel, især af Sei (= Murt). Lister, Mandal (i Formen Kod). — Jf. det tellemarkiske Ꜳkot. — Ordet synes at være beslægtet med Kjøa (el. Kjøda), Okjø, og Isl. kóð eller káð, som alle have Begrebet af Yngel eller Afkom. Den mandalske Udtaleform „Kod“ kunde saaledes maaskee være den retteste, da „Kot“ kunde forklares som en Overgangsform, ligesom Mot for Mod, og bꜳte for bꜳde.
Kot (aab. o), n. et lidet Værelse, Aflukke, trangt Rum. Mest brugl. søndenfjelds (Tell. og fl.). Isl. kota.
Kota (aab. o), f. en liden Hytte; Finnehytte, Finnetelt. Helg. (Isl. kot). I Østerd. Koie. Jf. Kjøyta.
kota (aab. o), v. a. i Talemaaden „kote se(g) ihop“, ɔ: slutte sig tæt til hinanden; om Folk som ligge eller sidde sammen i et trangt Rum. Sdm.
Kov, m. see Kolv.
Kov, n. Tilstoppelse (s. kjøva, kvæva). Især: 1) Tungbrystighed, tungt Aandedræt (af Forkjølelse, Snue el. Hoste). Tr. B. og Kr. Stift. (Isl. kóf). Jf. Kvæv. — 2) Uveir, Ilinger som opfylde og formørke Luften. Berg. Stift. (Jf. Kave). — 3) Vandets Opstigen i Frost, da nemlig Isen hindrer Vandets Afløb. Valders, Tell.
Kove (aab. o), m. et Kammer, sædvanlig ved Siden af Gangen eller Fordøren, og med Indgang til Stuen. Meget udbredt Ord (I Guldbr. og Ørk. Kꜳvꜳ). Jf. Kleve.
koven (oo), adj. 1) tungbrystig, af Forkjølelse eller Snue. Hard. — 2) om Luften: tyk og mørk af Uveir, naar Horizonten er opfyldt af Ilinger. Berg. Stift og fl. — 3) indsluttet, lukket, kvalm; see kovt.
kovna (oo), v. n. (a—a), kvæles, tabe Aandedrættet. B. Stift. — I Ag. Stift: kvavne, kvøvne. (Isl. kafna).
Kovring (aab. o), m. Drikkepenge, Lommeskilling. Nhl. og fl. Hedder ogsaa Kꜳvring, og i Hard. Kauring.
Kovsvell, n. opsvulmet eller opbøiet Iis paa Marken; Iisbanke. Valders. I Tell. Kovesvoll, m. (I Nedenæs Oresvall). Jf. Kov, kjøva og Svell.
