kovt, el. kofte (oo), adj. n. — indsluttet, lukket, kvalmt, omgivet af Gjenstande som hindre Udsigten. „D’æ so kofte“, om et Huus som ikke har rigtig Lysning og Luftning. Sdm. (Maaskee for kovet). I lignende Betydning bruges: kove (Nhl.), kvævt (Tell.), kvamt (Gbr.), kumt (Indr.).
krabba, v. n. (a—a), 1) krybe, kravle, gaae paa Fire. Rbg. Tell. og tildeels i Ag. Stift. — 2) gramse, gribe om sig, bruge Hænderne meget. Nhl. Han krabba mot mest han vann.
Krabbe, m. 1) Krabbe, et ved Kysterne meget bekjendt Skaldyr. G. N. krabbi. 2) et Slags Anker, bestaaende af en Træ-Kløft, hvori en eller flere Stene ere indfattede. Jf. Krakje. 3) en Stakkel; en Kryster.
Krabbegꜳng, m. en skjæv Gang. Dæ gjekk Krabbegꜳngjen: det gik skjævt el. uheldigt. B. Stift. (Hentyder paa den Egenhed ved Krabben, at den ikke gaaer ligefrem, men altid paa tvært eller til Siden).
Krafs, n. Gramsen, Skraben.
krafsa, v. n. (a—a), gramse, gribe efter noget; ogsaa grave, skrabe. krafsa ihop: rage sammen. Meget udbredt, maaskee alm. — Jf. kramsa, kravla, krabba.
Krafse, f. en Rive, hvormed man jævner Ageren. Ag. Stift.
Krafse, m. Piberenser. Nordenfjelds. Nogle Steder: Krakse.
Kraft, f. Kraft (i Stof og Næringsmidler). Ellers: Magt, Styrkje.
Kragablom, m. vild Matrem (Pyrethrum inodorum). Tell. Ellers: Prestekragje (B. Stift), Prestegull (Ørk.), Munkekrune, Blindekjuke (Nfj. og fl.). Om de øvrige s. Balderblom.
Kragje, m. (Fl. Kraga, r), en Krave. I Dial. Kraje, Kraga, Krꜳgꜳ. (Sv. krage).
krak (krøb, mylrede), s. kreka).
kraka, v. n. (a—a), glide paa Bunden, slides løs; om et Anker eller andet Fæste. B. Stift, Helg.
kraka, v. a. trække sammen, stoppe et Hul (paa Klæder). Tell. „kraka atte“. (I Sdm. krøkje atte).
kraka, adj. belagt med en Iisskorpe. Rbg. Ellers: krava, krapa.
krakelsk (ee), trættekjær. Et besynderligt Ord, som ogsaa bruges i Sverige og Danmark, og gjenfindes i det hollandske krakeel, Trætte.
Krakje, m. (Fl. Kraka, r), 1) Bundfæste, en Steen, som er forbunden med et Par Træhager, og bruges som Anker for en Baad. Sdm. Helg. (Isl. kraki, Hage). — 2) et Stigetræ; en Træstamme med korte Stumper af Grenerne, til at bruge som Stige. Tell. — 3) et vantrevet og kroget Træ. Voss, Tell. (Jf. Krekla, Kreksa). Ogsaa tørre Grene i Almindelighed. Buskerud. — 4) et uselt og udmagret Dyr; Kreatur som har tabt sit Huld og sine Kræfter. Nordenfjelds. (Sv. krake, om Heste). — 5) en Stakkel, med Hensyn til Kræfter; en liden spædlemmet Karl, som ikke har nogen Styrke eller som ikke taaler tungt Arbeide. Helg. Sdm. og flere. (Efter Sagaen om Rolf Krake synes denne Mands Tilnavn at have havt en lignende Betydning). — Ellers er Krakje ogsaa et Navn paa et stort og halv fabelagtigt Sødyr (Sjøkrakje, Sjøhorv). Jf. Krok, kraka, kreka.
Krakk, m. en Trefod, en liden Stol uden Pude og uden Ryg. Alm. undtagen i det Nordenfjeldske hvor det hedder Knakk (nemlig til Nfj. Gbr. og nordre Østerd.).
Krakkstig, n. en Stolefod. Kr. Stift.
krakksæt, adj. om En, som er vanfør eller sygelig, saa at han jævnlig maa sidde. Tell.
Kram, n. Kramvarer. Hedder: Krꜳm i Rbg. Tell. og fl.
kram’, adj. klam, fugtig; blød eller let at sammentrykke; om Sneen. (Modsat mjell). Et alm. Ord, men hedder paa nogle Steder kræm (Sdm. Romsd.). Sv. kram. G. N. kramr. — Heraf kræma.
kramast, v. n. om Sneen; blive fugtig, synke sammen. Oftere kræmast.
Krambud, f. Krambod, Butik.
Kram-kar, m. Kramhandler.
kramla, v. a. klemme, knibe. Ørk. (= klembra). Jf. kræmta.
Kramp, m. Krat, Buskvæxter, Smaatræer. Sogn og fl. — I Sdm. Krampe; i Hard. Krape.
Krampe, m. Krog, Jernkrampe. (Sjelden; s. Kjeng). I Sdm. om Kramperne i et Laas; i Sogn om Krogene i en Kløvsadel.
Krampeskoge, m. smaa krogede Træer.
kramsa, v. n. (a—a), gramse, famle, gribe efter noget. Ag. Stift. (Jf. krafsa, krꜳla, rꜳla).
Kramsnø, m. fugtig Snee.
Krana (Krane), f. Dobbelttap; et kort Trærør omkring en Tap (= Toppa, Ture, Tvitapp). Nordre Berg. — Holl. kraan, Biirhane.
Krangl, n. Kiv, Trætte. Helg.
