krangla, v. n. trætte, kives. Helg.
krank, adj. 1) svag, brøstfældig. I Berg. Stift: krꜳnk’e. (G. N. krankr). D’æ uttatil blꜳnkt ꜳ innatil krꜳnkt. Heraf krenkja. — 2) sygelig, skranten. Hard. (i Formen kranu’u). — 3) knap, trang, besværlig. Sdm. D’æ smꜳtt ꜳ krꜳnkt: Mangel og Armod. Eit krꜳnkt Ꜳr: et Aar hvori Næringen falder knap.
Krankleikje, m. Svaghed. (Sjelden).
Krans, m. 1) Krands. 2) en Klase eller Klynge af Bær. Kr. Stift, Guldbr. — Ellers: Kꜳngel, Kank, Kring og fl.
kransa, v. a. bekrandse.
krapa, adj. iset; see krava.
Krape, m. 1. en Iisskorpe; s. Krave.
Krape, m. 2. Kratskov; s. Kramp.
krapp, adj. trang, knap, snæver. krapp’e Vind: Vind som man knap kan seile med, som blæser næsten imod. Shl. Nhl. (Isl. krappr). I danske Dial. krap. Jf. knapp, snapp.
Kras, n. Smuler, knuste Stykker. — slaa i Kras: knuse. (Nogle St. Knas).
krasa, v. a. (a—a), knuse, slaae i Smuler. (Sv. krasa). Ellers knasa, knusa.
kratla, v. n. kludre, slæbe forgjæves (= klatra). Nordenfjelds kralsje.
Kratur, s. Kryter.
krau (mylrede), s. kry. Ørk.
kraumen, blødagtig; s. kraunen.
kraune, v. n. krympe sig for noget, være bange for eller uvillig til; ogsaa klynke, jamre sig. Rbg. Tell. — Jf. kvide, syta.
kraunen, adj. 1) ømskindet, som taaler lidet, ikke er haardfør. Tell. (I Nhl. kraumen). 2) klagende, klynkende.
kraup (krøb), see krjupa.
krava, v. n. (a—a), ise, belægges med en tynd Iisskorpe. Søndenfjelds. — I Nordre Berg. hedder det krapa; ellers kraka, klaka, kasta, stinkla. (I svenske Dial. krava). Hertil Participiet krava: lidt frossen paa Overfladen. I Gbr. krꜳvꜳ.
kravd, partic. krævet; s. krevja.
Krave, m. el. Krav, n. en tynd Iisskorpe paa Vandet; Begyndelsen til Iis. Ag. Stift. — I Nordre Berg. Krape, m. (Jf. Isl. krapi, Slud).
kravla v. n. (a—a), kravle, gramse, bruge Hænderne; ogsaa arbeide jævnlig, være i idelig Bevægelse, slæbe sig frem saa smaat og umærkeligt. Jf. grava, skrapa, baska.
Kravling, f. idelig Bevægelse især med Hænderne; Famlen, Gramsen.
kravsa, s. krafsa.
Krꜳ, f. (Fl. Kræ, r), Vraa, Hjørne indvendig i et Huus. Formen Krꜳ bruges mest i de nordlige Egne, ogsaa i Nhl. og ved Stavanger; ellers hedder det: Kro, med Fl. Krø, r (Voss, Hard. Rbg. og fl.), Ko (Tell. Buskr. Gbr.) og Kꜳ (ved Trondhjem). G. N. krá og kró.
krꜳ, v. a. (r—de) i Talemaaden: „krꜳ seg“, ɔ: komme sig, forfriskes, faae Kræfter. Valders. I Sogn: krꜳna. (I danske Dial. krante; Frisisk: krage).
Krꜳgꜳ, s. Kragje.
Krꜳka, f. Krage (Fugl). Sv. kråka; G. N. kráka. Uegentlig som Navn paa andre Ting, nemlig: a) den øverste Stok i Gavlen paa en Tømmervæg. Sogn. (Andre St. Gauk). b) Bryststykke af et Sviin. Sdm. c) om Mennesker, med Hentydning paa Nysgjerrighed eller paa utidig Snakkelyst.
Krꜳkebær, s. Krekling.
Krꜳkefot, m. Planten Ulvefod (Lycopodium). I Tell. Krꜳkefet (aab. e).
Krꜳkefro, n. (eg. Kragefrø), et Slags Pile-Urt (Polygonum viviparum). Gbr. hvor det ogsaa hedder „Krꜳkemat“. I Sdm. Mana-gras, el. Manna (da Frøene bruges til Mad i Misvæxt-Aar).
Krꜳkehalsen, et Navn paa Tiden imellem Kyndelmisse og Fastelavn. Mandal.
Krꜳkelin, n. hængende Mos paa Barskov; Furelav (Evernia jubata). Hedder ogsaa Krꜳkestry. Tr. Stift og fl.
Krꜳkemat, m. 1) s. Krꜳkefro; — 2) en sliimagtig Svamp paa Enebærtræet. (Tremella juniperina). Sdm.
Krꜳkeskjæl, f. en bekjendt Art Muslinger som bruges til Agn, Blaaskjæl (Mytilus edulis).
Krꜳkesmella, f. en Skralde, hvormed man skræmmer Fugle og Dyr fra Agrene. B. Stift, Vald.
Krꜳkestry, s. Krꜳkelin.
Krꜳkesylv, n. Glimmer, Steenskiver som adskille sig i tynde gjennemsigtige Plader. Nogle Steder: Krꜳkegull.
Krꜳketing, n. spotviis om en Forsamling hvori man støier og snakker meget uden at udrette noget.
krꜳla, v. n. famle, gramse med Hænderne (= kravla). Isl. krjála.
Krꜳm, s. Kram.
krꜳna, v. n. komme sig, blive frisk. Sogn. See krꜳ.
krꜳnk, svag, daarlig; s. krank.
Krꜳs, n. (?) Lækkerheder, fiin Spise. Ørk. (G. N. krás, f.).
krꜳse, v. n. (a—a), tillave lækker Mad; ogsaa leve lækkert, udsøge det fineste og bedste. Ellers kræsa.
