fuldstændigt: „i kring um“. — utta i Kring (el. blot uttakring): uden om, rundt omkring udenfor. B. Stift.
kring, (præpos.), omkring, rundt om; f. Ex. kring Hus’e: omkring Huset. Nordre Berg. og fl. (Sv. kring). Bedre: kring um, eller ikring um.
kring, adj. rask, hurtig, behændig. Mest alm. om Smidighed i Legemsbevægelser; men i Ag. Stift ogsaa om noget som gaaer hurtigt eller kan gjøres i Hast. (Isl. kringr. I svenske Dial. kring).
kringa, v. n. (a—a), gaae omkring, løbe rundt om; ogsaa gaae i store Buer eller Krumninger.
kringfaren, adj. befaret rundt om.
kringfløytt, adj. omflydt, omgivet af Vand paa alle Sider. (Sv. kringfluten).
kringhoggjen, adj. hugget paa alle Sider.
Kringjel, m. (Fl. Kringla), en Kreds, Ring, Cirkel. Voss, Nhl.
kringla, v. a. lægge i en Ring. kringla ihop: sammenlægge, f. Ex. et Toug, i en Kreds. Nhl.
Kringla, f. 1) Kringle, et Slags Brød. I det Nordenfjeldske hedder det overalt Klingre. — 2) en Tridse, et lidet Hjul (især usammensat eller dannet af et heelt Stykke). Gbr. — Egentlig: Cirkel (G. N. kringla).
kringleitt, adj. rundladen, som har et rundt Ansigt. Tr. Stift.
kringmælt, adj. som taler hurtigt. Gbr. Ellers tidtmælt, snartalande.
kringrenna, v. a. omringe pludselig, spærre Udgangen for.
Kringsaks, n. Krøs, Fedthinde imellem Tarmene i et Dyr. Sdm.
kringsetja, v. a. omringe. Han vart kringsett’e: man omringede ham, slog en Kreds om ham.
kringt, adv. hurtigt, raskt. Dæ gjekk so kringt. Indr. Ørk. Østerd. (Jf. ring).
kring-um, præp. omkring, rundt om. (G. N. kring um). S. Kring.
Kringvudu, f. Ringstrøm, Hvirvel i Vand. Indr. (Jf. Ja).
Krinsel, m. Kreds, Cirkel. (Maaskee egentlig Krands). Buskerud og fl.
kristeleg, adj. kristelig; ogsaa: sømmelig, anstændig, som passer for kristne Folk.
kristen, adj. kristen (modsat heiden). Kriste Folk: kristent Folk.
kristna, v. a. kristne, døbe; ogsaa give Navn.
Krit (ii) f. (og nogle St. n.), Krid.
krita, v. a. kride, mærke med Krid; ogsaa regne paa noget, prutte, være altfor nøiagtig.
krita (aab. i), v. a. pynte, udstaffere med Sirater; see krota.
Kritl, (Krilsj), n. Krillen, Kildren.
kritla, v. n. krille, pirre, som naar noget stryger eller gnider paa Huden, f. Ex. Haar eller Straa i Klæderne. Mest i B. Stift; i de nordlige Egne med Udtalen krilsje, el. kriltle.
Krjup, en Kryber; s. Kryp.
krjupa, v. n. (kryp’; kraup; krope), at krybe, i almindelig Betydning; ogs. uegentlig om en langsom og besværlig Gang. Infinitiv hedder i Dialekterne: krjupa, krjupe, krupe, krjøpe, krøpe (aab. ø), krypa, krype og ved Stavanger ogsaa: kroba. (G. N. krjúpa). Imperf. Fleertal: krupo, aab. u (Hall. Vald.); ellers krope (aab. o) og kraup. (Jf. Kryp, m. Krop, n.). — krype ihop: krybe ind, sammentrækkes, blive smalere. Heraf ihopkropen: indkrøbe, sammenkrympet. (Jf. skrekka, snerka.
Krjuping (Kryping), f. Kryben.
Kro, f. (Fl. Krør), Vraa, Hjørne. Nogle Steder: Ko (Fl. Kø, r); see Krꜳ.
Krodde, f. Ost som er meget kogt. Østerd.
krofsen, adj. hullet, ujævn; om Veie. Guldalen.
Krok (oo), m. Krog, Hage, krumt Redskab. Høykrok, Dyrakrok, Hestekrok. Krok, for Fiskekrok, betegner søndenfjelds en Medekrog eller Angel (= Ꜳngel). — 2) Krumning, Bøining, Vinkel; f. Ex. paa et Træ, eller paa Lemmerne. Heraf krøkja. draga Krok. trække hinanden i Fingrene for at prøve hvem der er stærkest. — 3) Omvei, Afvigelse fra den rette Linie; ogsaa en Afkrog, afsides liggende Dal eller Bugt. gꜳ i Krok: gaae en kroget Vei, dreie til forskjellige Sider. Ei Mil te Kroks: en Miils Omvei, en Miil længere end den rette Linie. Ag. Stift. (Jf. Beinleikje). — 4) figurlig: Fordreining, listigt Paafund, hvorved en Sag bringes ud af sin rette Gang. bruke Krokar: fordreie eller forvende en Sag. — 5) uegentlig om et krogrygget Menneske; ligesaa om en slu og listig Person, som er vanskelig at komme tilrette med.
kroka (aab. o), v. n. (a—a), krumme sig, sætte Ryggen op, som Køer og andre Dyr, naar de fryse. B. Stift. (Isl. kroka. I danske Dial. krøkke).
kroka (oo), v. n. (a—a), 1) gaae en kroget Gang, gjøre mange Omveie. Alm. 2) fordreie en Sag ved listige Paafund eller Indvendinger.
kroka, adj. forsynet med Krog.
