Krokarꜳnd, f. en kroget Linie, Stribe som gaaer i Vinkler (Zikzak) eller i Slangebøininger. B. Stift.
krokꜳt, s. krokut.
krokføtt, adj. som har krogede Fødder.
krokhalsa, adj. krumhalset.
Kroking, f. kroget Gang; Omveie.
krokjen (aab. o), adj. krum, sammenbøiet, som sætter Ryggen op i en Bue. (Jf. kroka, aab. o). Isl. krokinn.
Krokla, pl. Knorter, Knuder; s. Knokla.
krokna (aab. o), v. n. (a—a), krummes, krympes, bøies sammen. (Isl. krokna). Han krokna i Kne’nꜳ (Sdm.): han bliver mere krum i Knæerne (om gamle Folk). krokna ihop: sammenkrympes som af Gigt.
kroknasa, adj. krumnæset.
Krokraft, f. Tørvkrog paa et Tag. Sogn. Nogle St. Krokaft. (Jf. Torvkrok).
Kroks (aab. o), f. en Benævnelse paa gamle forslidte Baade og Fartøier. Sdm.
kroksen, adj. forlegen, trængende til noget. Meget brugeligt i Tell. Me æ ikje kroksne fe dæ: vi ere ikke forlegne derfor.
kroktaka (krok-ta’), v. a. tage paatvært; sætte En i Forlegenhed ved listige Indvendinger, som ere vanskelige at svare paa. Sogn.
krokut (krokette, krokꜳt), adj. 1) kroget, krum, bøiet (modsat bein). G. N. krókóttr. 2) vanskelig, ikke lige frem. 3) listig, fuul, som bruger snedige Paafund.
krokvaksen, adj. krumvoxet.
Krokveg, m. Krogvei; Omvei.
Krona, s. Kruna.
Krop (aab. o), n. et Smug, smalt Rum imellem to Huse (= Smog, Smette, Gjeil). Ogsaa om et lidet og lavt Værelse. (Egentlig et Sted hvor man maa krybe). Nordre Berg. Sdm.
kropen (aab. o), partic. krøben. Kun sammensat, som utkropen, innkropen.
Kropp, m. Krop, Legeme. Meget brugeligt istedetfor Likom, som er næsten forældet. Betegner især det Udvendige af Legemet, f. Ex. ein mjuk Kropp: en fiin og blød Hud. Dæ slær seg ut i Kroppen (om en Sygdom). Paa Oplandene, især i Gbr. betegner det ofte et Menneske, en Mand; f. Ex. Dær sat ein Kropp, som e inkje kjende (en Person som jeg ikke kjendte).
kroppa, v. a. (a—a), plukke, pille med Neglene. Nordre Berg. (I Nhl. prokka). Isl. kroppa.
kroppdryg, adj. drøi, tyk, fyldig; om Mennesker. Ørk.
kroppgo(d), adj. fiin og blød paa Huden. Tr. Stift.
Kropping, f. Skraben, Pillen med Neglene.
Kross, m. Kors, Kryds, korsdannet Figur. Formen Kross er herskende i den sydlige Deel af Landet (Kr. Stift, Søndre Berg. Sogn, Hall. Valders); derimod Kors, m. i de nordlige Egne. G. N. kross. — I religiøs Tale bruges Kors, n. efter Skriftsproget.
krossa, v. a. (a—a), 1) korse, sætte Kryds paa. (G. N. krossa). 2) lægge krydsviis, over Kors. Oftere „leggja i Kross“. 3) v. n. krydse, løbe forbi hinanden. I de nordlige Egne korsa; jf. kryssa.
Krossband, n. Krydsbaand, Støtter som sættes korsviis imellem Stolperne i en Bygning.
Krossbein, n. Kryds, Korslænd paa Dyr. I de nordlige Egne Korsbein, ligesom Korsband, Korsblom og fl.
Krossdans, m. Dands hvori de Dandsende løbe krydsviis om hinanden.
Krossfisk, m. Søstjerne (Asterias). Nhl. og fl. Ellers Korstroll. (Isl. krossfiskr).
krosskasta, v. a. lægge overkors. krosskasta Føte’na: slænge Fødderne krydsviis om hinanden. Sogn.
krosslagd, adj. lagt korsviis.
Krossmyss, Korsmesse, den 3die Mai og 14de September.
krossut (korsette), adj. korset, betegnet med mange Kors.
Krosvi(d), el. Krosve, m. Kvalkved, Skovhyld (Viburnum Opulus), saa kaldet fordi dens Grene staae parviis og utspilede som Arme af et Kors. Kr. Stift, Shl. og fl. — Ellers: Beinvid (Sdm. Ørk.), Ulvaraun (Shl.).
kroste, v. a. kryste, presse: s. kreista.
Krot (aab. o), n. Sirater, udskaarne eller udsyede Figurer (s. følgende). I Sdm. og fl. hedder det Krit (aab. i); i Guldbr. Krot (oo), hvilket paa andre Steder betyder daarlig Skrift, Kragetæer.
krota (aab. o), v. a. (a—a), pynte, sætte Sirater paa, udskjære eller udsye med adskillige Figurer. Kr. Stift, Søndre Berg. Sogn og fl. — I Gbr. krote, med lukt o (oo), hvilket eller betyder kradse, udsmøre, skrive slet. I Sdm. og nærmeste Egne hedder det krite (aab. i); i Helg. og Indr. bruges kringe (ii) i samme Betydning. — Isl. krota, udstikke, gravere. I svenske Dial. kråta og kreta.
