krylnasa, adj. krumnæset, som har en Forhøining eller Pukkel paa Næsen.
krylryggja, adj. pukkelrygget.
Krylt, m. Pukkel; s. Kryl.
krymta, v. n. (a—a), rømme sig, harke lidt, som naar man vil tale høit. B. Stift, Tell. og fl. Paa nogle Steder hedder det ogsaa kræmte, el. kremta (Gbr. Ørk. og fl.), hvilket ellers har en anden Betydning. Isl. krimta.
Krymting, f. Harken; ogsaa Famlen og Forlegenhed i Talen.
kryna, v. a. (e—te), krone, sætte Krone paa. G. N. krýna. (Jf. Kruna). kryne bruges paa nogle Steder ogsaa om at tugte eller ydmyge En; — hvilket da enten er ironisk eller maaskee et andet Ord. (Jf. krine, at pynte). Particip: krynt’, kronet.
Kryning, f. Kroning.
Kryp, m. en Kryber, Stakkel; ogsaa en Kryster, som ikke har Mod til noget.
krypa, v. n. see krjupa.
krypen, adj. svag, daarlig. (Sjelden).
Kryple (aab. y), f. et Slags Lamhed i Fødderne, hvoraf Køerne undertiden angribes. Sdm. og fl. Hedder ogsaa Krykle. Ellers Hokr, Styra, Stor.
Krypling (aab. y), m. Krøbling.
kryssa, v. n. (a—a), krydse, lavere. (Jf. slaga, bauta). Ogsaa vige, gaae tilside for En. Jf. krossa.
kryssa, v. a. skjære med Krydsjern.
Kryssing, f. Skure eller Fals, som skjæres med Krydsjern i Stavarne i Tønder, paa det Sted hvor Bunden skal sættes ind. Jf. Logg.
Kryter (aab. y), n. et Huusdyr, Nød, Gjed eller Faar. Hedder ogsaa Krytyr (Tr. Stift), Krytel (Ndm. Sdm.), Krætur (Sogn, Tellem.), Kratur (Sdm.), og er egentlig et fremmedt Ord (Kreatur). I Søndre Berg. siges oftere „Beist“, som dog ogsaa er fremmedt. Et mere nationalt Ord for dette Begreb synes at mangle, da Ordet Fe sædvanlig kun bruges kollektivt om samtlige Huusdyr, ligesom Fenad, Buskap, Andmarkje.
Krytje, f. en Art smaa Maager (Larus tridactylus). Sdm. og fl. Hedder ellers Krykkje.
Kræ, s. Krꜳ, Kræde, Kræe.
Kræde, f. Ørred, Forelle. Nfj. Sdm. (i de nordlige Bygder Kræe). Ellers Aure, Kjøa og fl. — Hertil: Krædetrode, f. Medestang til Ørredfiskerie. Krædetaum, m. Snoren paa Medestangen.
kræe, n. en Stakkel, en liden Tingest. Ørk. — I Sdm. bruges ogsaa Kræde, f. om Børn som ikke trives godt; saaledes: „ei Kræde te æte“, om En som ikke har Madlyst. (Jf. Isl. kræða, Blødhed).
Krægda, f. Mæslinger (en Sygdom). B. og Tr. Stift, Helg. Vald. og fl. — Hedder derimod Krilla, i Tell. og for det meste i Ag. Stift. (Isl. krægda betyder et sygt Barn, og krefda, Udslæt).
kræka, s. kreka.
kræma, v. a. (e—de), gjøre klam eller fugtig (af kram, adj.). Kun om Veiret eller Luften, naar den bliver mild og derved foraarsager, at Sneen synker sammen og bliver fugtig. Han kræme Snøen. B. Stift. (Mere alm. kræmest).
Kræma, f. den Tilstand at Sneen er klam eller fugtig. Han snøva i Kræme, ɔ: der falder klam Snee. B. Stift.
kræmast, v. n. om Sneen: synke sammen, blive klam eller fugtig. Nogle Steder kramast; s. kræma.
Kræmefonn, f. egentlig en Masse af klam Snee; i Sdm. et Sneeskred, en Lavine af klam Snee. Modsat Mjellfonn.
Kræmesnjø, m. = Kramsnø.
Kræming (Kremming), m. en Haandfuld (= Griping). Nhl. Tell. (Isl. kremmingr).
kræmta, v. n. harke; s. krymta.
kræmta, v. a. (a—a), kryste, trykke; knuge eller vride, f. Ex. Klæder naar man vasker dem. B. Stift. Forudsætter et forældet kræma, el. krama, at trykke (Sv. krama; G. N. kremja). Jf. Kræming, kramla, kramsa, krumpa.
Kræmting, f. Krysten; Vridning.
krænkje, s. krenkja.
kræsa, v. n. (e—te), leve lækkert, vrage Maden eller udsøge det lækreste. (I Ørk. krꜳse). Isl. kræsa, krydre.
kræsen, adj. kræsen. Jf. Krꜳs.
Kræsna, el. Kræsa, f. Kræsenhed.
Krætur, s. Kryter.
kræv, adj. dygtig, stærk og flink til at arbeide. Sdm. Hall. og fl. I Ørk. siges kræven. (Isl. kræfr, stærk).
Krø, for Krør, ɔ: Vraaer; s. Krꜳ.
krøk, m. Krøgning, Greb eller Tag med en Krog.
krøkja, v. a. og n. (e—te), 1) fæste, gribe eller trække til sig med en Krog. (G. N. krækja). — 2) krumme, bøie, gjøre kroget. Alm. og meget brugeligt. (Sv. kröka). — 3) v. n. vende, dreie til Siden eller tilbage, gjøre Krog paa Veien. — krøkje ein Fisk: faae en Fisk paa Krogen, uden at den har bidt paa.
