krøkje seg: bøie sig, krumme sig. kjøkje seg ihop: bøie sig sammen. krøkje atte eit Hol: stoppe et Hul paa Klæder. (Jf. kraka). — Particip: krøkt’, bøiet, krummet.
Krøkja, f. En som gaaer krum eller nedbøiet. Baade om Mennesker og Dyr.
krøkjast, v. n. (-est, -test), blive krum.
krøkjen, adj. vant til at bøie eller krumme sig. Jf. krokjen.
Krøkjing, f. Krumning, Sammenbøining.
Krølling, m. Indbygger af Krødsherred (Krysshæra’) i Buskerud.
Krøp, s. Krop. — Krøter, s. Kryter.
Krøys, m. en liden Kornstak paa Ageren. Sogn. (Jf. Rauk).
krøysa, v. a. lægge Kornet i Stak eller Dynger. Sogn.
Ku, f. (Fl. Kyr), en Ko. — Formen Ku bruges kun i en Deel af Landet (Stav. Amt, Tr. og Ag. Stift), hvormod man paa andre Steder siger Kyr baade om een og flere; saaledes i B. Stift, Rbg. Tell. og flere. (G. N. kú, pl. kýr; Isl. kýr, i Eental). Fleertal paa nogle Steder Ky (Kjy); — bestemt Form: Kynn’e (for Kyrne), Kydna, Kynn; — Dativ i Nordre Berg.: Ku’nꜳ (for Kunom). I Sammensætning er Formen Ku mest almindelig, f. Ex. Kuband, Kubꜳs; men i Søndre Berg. hedder det Kyra (Kyraband, Kyrafot).
Ku, m. Top; see Kuv. — kua, adj. om Faar, see kuva.
kua, v. a. (a—a), kue, nedtrykke. G. N. kúga.
Kubb, m. Klods, Blok, kort Stump af en Træstamme. Hedder paa nogle Steder Kubbe; men er ellers et alm. og meget brugeligt Ord. (G. N. kubbr). Eenstydigt er Kabbe (Tr. Stift), Kumb, (Sdm.), Knubb og Lump.
kubba, v. a. afhugge i korte Stumper. (Jf. kabba). kubba sund’ ein Stokk.
kubben, adj. but, stump, rundagtig eller tyk og kort. Meget brugeligt vestenfjelds og i Tr. Stift.
Kubbestol, m. Stol som er dannet af en heel Stok, saaledes at den nederste Deel er rund som en Huggeblok, men den øverste Deel er udhulet paa den ene Side og danner Stolens Ryg. Brugeligt i Rbg. og Tell.
kubbet, adj. tyk, stump; s. kubben.
Ku-far, n. Spor efter Køer.
Ku-fjos, n. Kostald; s. Fjos.
Ku-fo(d)r, n. Vinterfodring for en Ko. Hedder: Kufod, Kufor, Kufostr.
Kufta, f. Kofte, Overtrøie; af forskjellig Form, saaledes i Helgeland som en Skjorte eller som de saakaldte Skindstakker. Ogsaa en Finnetrøie.
Kugla, see Kogla.
Ku-hagje, m. Græsgang for Køer.
kukka, v. n. forrette sin Nødtørft (mest om Børn). B. Stift. (Isl. kúka).
Kukkelur, s. Kuvung.
Kul (uu), m. Bugle, Bule; især en hovnet Plet paa Legemet efter et Slag eller Stød. Alm. men hedder i Kr. Stift: Kula, f. (Isl. kúla).
Kul (aab. u), f. en svag Blæst, en Luftning. B. Stift. (G. N. kul). Eenstydigt er Gul og Kjøla.
kula (aab. u), v. n. (a—a), blæse lidt; især om en kold Luftning. (G. N. kula). Ogsaa: gula, kjøla, kylja.
Kula, f. 1) en Kugle. (Sv. kula). — 2) Bugle, Bule: s. Kul. 3) en liden Skaal, et lidet rundt Kar. Nordre B. — Kule bruges ellers meget i Nordre Berg. om en Sammenkomst til Leg og Lystighed, en Stund som anvendes til Forlystelse. Saaledes: „ei Kort-Kule“, et Spilleparti, et fuldstændigt Spil (som nemlig varer længe eller deler sig i flere Afdelinger). Ligesaa „Dansar-Kule“: en Række af Dandse.
Kulde, m. Kulde. I Nhl. ogsaa Kule (aab. u). Jf. Kalde og Kale.
Kulle, f. Pige, Kvindfolk; jf. Stillkulle. Østerd. (Sv. kulla).
Kulp, m. Hule, Fordybning i Bunden. Hedemarken. (I Tell. Kope).
kulryggja, adj. pukkelrygget. Indr.
Kuls, m. Frysen, Fornemmelse af Frost. fꜳ ein Kuls i seg: føle Kulde indvortes eller i Kroppen.
kulsa, v. n. (a—a), 1) føle Kulde i Kroppen, fryse lidt. Meget brugeligt. 2) gyse, blive bange. Han kulsa ’kje fyre dæ. Heraf Kulsing, f.
kulsen, adj. kuldskjær, som let føler Kulde; ogsaa frygtsom, bange.
kulut (kulette, uu), adj. buglet, fuld af Bugler. Jf. blꜳkulut.
Kum (el. Kumm), m. Tøddel i Skrift, Punkt, Skilletegn (egentlig Komma). Nordre Berg.
Kumar (aab. u), m. Knop, Løvknop paa Træer. Ogsaa: Frø-Knop, Rakkle. B. og Tr. Stift, Helg. og fl. I Tr. Stift findes ogsaa Formen Kumur (Ørk.?), og Kumul (Indr.). I Shl. hedder det Krum. Jf. Knupp.
Kumb, m. Klods, Blok (= Kubb). Ørk. Sdm. og fl. — G. N. kumbr (i Barlaams Saga).
kumla, v. a. (a—a), 1) ælte, knuge, sam-
