heftig. Neutrum kvast bruges ofte substantivisk om skjærende Redskaber; f. Ex. bruka kvast (bruge Kniv eller deslige); bera kvast paa seg.
Kvassa, f. et Slags Flyndrer med skarpt og haardt Skind. Nordre Berg.
kvassbuka, adj. om Fiske, som have smal og skarp Bug.
Kvassleikje, m. Hvashed, Skarphed.
kvassmælt, adj. skarp eller haard i Stemmen.
kvassryggja, adj. skarprygget.
kvasstent, adj. som har hvasse Tænder.
kvasstinda, adj. som har skarpe Pigger eller Tinder; f. Ex. om en Kam; ogsaa om Fjelde.
kvass-øygd, adj. hvasøiet, som har skarpe Øine. Saaledes siges ogsaa „eit kvast Augnelag“, om et skarpt Blik, et Øiekast som betegner et heftigt Sind.
Kvast, m. 1) en Kvast (s. Kvost); 2) en Klase eller Skjerm paa Planter. Buskerud.
Kvastein, s. under Kvat.
Kvat, n. Slibning (af kvetja, kvatte), bruges kun i Sammensætning. Hertil: Kvatbein, el. Kvatbjønn, m. Slibestikke (hvormed man holder Kniven til Stenen under Slibningen). Kvatgor (aab. o), n. det Grums eller Mudder som efterhaanden samler sig i Slibevanget. Sdm. (Andre St. Slipesand). Kvatstein, m. Hvæssesteen. Kr. Stift (sædvanlig udtalt: Kvasstein). Ellers Bryne og Hein. Kvatvatn, n. Slibevand. (Sjelden).
kvat, adj. fyrig, frisk, rask. Meget brugeligt i Hall. og Valders, ogsaa i Sdm. og flere Steder. G. N. hvatr. — kvat, om Dyr af Hankjønnet, har undertiden Begrebet af Geilhed eller stor Avlekraft. En lignende Betydning synes ogsaa forbunden med det Isl. hvatr.
Kvatleikje, m. Fyrighed, Friskhed.
kvatna, v. n. blive mere fyrig.
kvatt’, adj. slibt, hvæsset. Particip af kvetja.
Kvav, n. og Kvavtak, n. Overtag, Fjeleklædning ovenpaa et Tag. Valders. Ogsaa i Tell. hvor det hedder Kvꜳv (el. Gvꜳv). Ellers Vartak. — Efter den tellemarkiske Form kunde det forklares som Kvalv el. Kvolv (ɔ: Hvælv); men efter den valderske synes det at have en anden Oprindelse. Jf. kvæva.
kvav, adj. formodentlig med Betydningen: mørk, skummel, er anført i en Vise fra Guldbrandsdalen, men bruges nu ikke. Det har imidlertid god Grund i Sproget som beslægtet med kvæva, kvavna, kovt og kvamt. (Jf. Sv. qvaf, lummer, kvælende).
kvavne, v. n. (a—a), kvæles, tabe Aanden. Ag. Stift, Ellers kvꜳvne (Ørk.), kvøvne (Valders), kovna (B. Stift). G. N. kvafna. Jf. kvæva, kjøva.
Kvavtak, s. Kvav, n.
Kvꜳe, Harpix; s. Kvoda.
Kvꜳv, s. Kvav. kvꜳvne, s. kvavne.
Kve, en Fold; s. Kvi, f.
kvedast (ubrugl.), s. kost. Jf. Jakvæde, Vedkvæde.
kved-ꜳl (aab. e), m. Svinebug, Bugflæsk afskaaret i en lang Strimmel. Sdm. Staaer uden Tvivl i Forbindelse med det gamle kviðr (Bug), ligesom Ordet Kvigjor (for Kvidgjord).
kvede (aab. e), v. a. (a—a), synge, kvæde. Er mest brugeligt i Rbg. og Tell. hvor det hedder kvea, og har i Indikativ: kve; kva; kvee; ligesom G. N. kveða (kveð, kvað, kveðit). Han kva tvæ Viso: han sang to Viser. (Sæt.). I Smd. siges „kvede“ mest om en langvarig Syngen; og i denne Betydning hedder det ogsaa undertiden: kvedelinke (maaskee for kvedlinga).
Kveding, f. Syngen; idelig Sang.
Kvefs, m. Hveps (Insekt). Uegentlig om en hidsig, opfarende Person. Ordet hedder ellers: Kveps (Søndre Berg.), Veps (Sogn), Kveks (tildeels i Ag. Stift), Kvaks (Ørk. Namd.).
Kvefsebøle, n. Hvepserede; Hvepsekube. B. Stift. Ellers Kvefsbol, Kveksebol (Gbr. og fl.), Kvaksbol (Tr. Stift).
Kvefsestyng, m. Hvepsestik.
Kveik, f. 1. Bærme af Øl; ogsaa Gjær, Gjæringsstof (af Ølbærme). Nordre Berg. Rbg. og fl. (Isl. kvikur). I danske Dialekter Kvæger.
Kveik, f. 2. Yngel, Afkom, især af Faar eller Smaafæ. Hall. — Begrebet er formodentlig det samme som i det foregaaende, nemlig noget Opfriskende eller Fornyende. Jf. kveikja og kvik.
kveik, adj. forfrisket, styrket. Skal bruges i Hall. (Mon ikke kveikt?).
kveikja, v. a. (e—te), 1) oplive, forfriske, styrke efter en foregaaende Svækkelse. Tell. (i Formen kveikje). Egentlig: vække til Liv, sætte i Bevægelse. Jf. kvik. — 2) tænde, antænde, gjøre Ild. Alm. i B. og Kr. Stift, ogsaa nordenfjelds. G. N. kveikja. — 3) figurlig: vække, yppe, bringe paa Bane. — kveikja i (el. kveikje ’ti): antænde, faae Ild i. kveikja upp: tænde Ild, gjøre Ild paa Arnen. Heraf uppkveikt.
