kveikjast, v. n. 1) tændes, fænge Ild, begynde at brænde. 2) opkomme, bryde ud, begynde. Dæ kveiktest ei Sott: der opkom en smitsom Syge.
Kveikje, n. Tændeved; Spaaner og tørre Splinter, som bruges til at tænde Ild med. Meget brugeligt i Berg. og Kr. Stift; ogsaa i Helg. Ellers Eldkvende, Tendved, Snarte.
Kveikjeflis, f. Spaan at tænde med.
Kveikjing, f. Antændelse; Opfriskelse.
Kveiksl (Kveiks’el), f. = Kveikje.
kveikt, optændt; ogs. opfrisket.
kveim, hvo, hvem; s. kven.
Kvein, f. 1) tyndt Græs, fine Græstraa (især Agrostis og Poa). Buskerud. (Sv. hven, Agrostis). — 2) tynde Haar. Sdm. Kun i Fleertal. Kveine. Hꜳrkveine.
kvein, hvinede; s. kvina.
Kveis, f. 1. Traadorm, Kryb som findes i Fiskenes Indvolde. Ogsaa et Slags Svulst i Hænderne, som undertiden paakommer under Fiskeriet, og som troes foraarsaget af saadanne Dyr. Nordre Berg. (Det Isl. kveisa forklares ved Bylder paa Fiskene).
Kveis, f. 2. 1) Ilbefindende, efter en Ruus; Døsighed, Slappelse. Vestenfjelds, især ved Bergen og Stavanger. — 2) et Slags Galskab forbundet med Slagtilfælde, som undertiden indtræffer efter umaadelig Øldrikken (det saakaldte delirium tremens). Ag. Stift. (Jf. Isl. kveisa, Mavepine).
Kveisa (Kveise), f. 1) en Blegne med Svulst (= Kjøyna). Ag. og Tr. Stift. (Sv. qvesa). Jf. Kvisa. — 2) Kopper, Børnekopper. Sogn, Tell. Hall. Gbr. — Ellers kaldet Bola (Søndre Berg.), Smꜳpoka (Tr. Stift).
kveisast, v. n. afsætte Materie, slaae ud i Blegner (om en Hævelse eller Sygdom i et Lem). Tr. Stift.
kveisegraven, adj. kop-arret. Sogn og flere St.
Kveisesetel, m. Vaccinations-Attest. I Tell. ogsaa Kveisepass, n. Ellers: Bolesetel, Pokesetel.
kveisut (kveisette), adj. beheftet med Blegner eller Udslæt.
Kveis-ær, n. Ar efter Børnekopperne. kveisærut, adj. koparret. Ellers: bolegraven, smꜳpokærette.
Kveita, f. Helleflynder (Hippoglossus). Overalt vest- og nordenfjelds. Derimod „Hellefisk“ i de søndenfjeldske Kystegne.
Kveite, m. og f. Hvede (Korn). Søndenfjelds hedder det ogsaa Veite (Hveite). G. N. hveiti. Hertil Kveitebrau(d), n. Hvedebrød. Kveitemjøl, n. Hvedemeel.
Kveitebadn (el. ban, for barn), n. en liden Helleflynder. B. Stift.
Kveitefiskje, n. Helleflynder-Fangst.
Kveite-uggar, m. pl. Helleflynderens Finner; ogsaa kaldet „Rav“.
Kvek, s. Kvik.
Kvekk, m. en pludselig Skræk; Gysen, Opfaren (s. følg.). Tell. Hard. og fl. Ellers Kvepp, Kipp, Skvett.
kvekka, v. n. (kvekk’; kvakk; kvokkje), faae en pludselig Skræk, blive opskræmt, fare op, som naar man hører et Knald eller føler en pludselig Berørelse. Søndre Berg. Tell. Buskerud, Hedemarken. — Hedder ellers: kveppa (N. Berg.), kippe seg (Sdm. og fl.), skvette (Tr. Stift), støkkja (Kr. Stift). Jf. Ang. cvacian, skjælve.
Kvekking, f. det at man bliver skræmt eller farer op af Skræk.
kvekkja, v. a. (e—te), skræmme, skrække pludselig. (= kippa).
kvekkjen, adj. ræd, let at skræmme.
Kveks, s. Kvefs.
kvekt, partic. skræmt, forskrækket.
Kveld, m. (nogle St. n.), Aften, Aftenstund. Meget brugeligt over hele Landet. (Jf. Æfta, som betegner den hele Eftermiddag). G. N. kveld, n. Sv. qväll. — I Kveld: i Aften; nogle Steder ogsaa: igaaraftes. Buskerud. (Ellers: i gꜳrkveld, i aftas). Annan Kveld: i morgen Aften. Fyrre Kvelden, eller „i fyrrkvelds“: iforgaarsaftes. Te Kvelds: til Aftenen. (Hedder ogsaa „te Kveldanne“. Nhl. og fl.) Ꜳ Kveld: ud paa Aftenen. Mest i den Talemaade „Mꜳnen sit ꜳ Kveld“ (ɔ: kommer seent op). Sdm. Sæt. Um Kvelden: om Aftenen. Ein Kveld’en: en af de sidste Aftener. Kveld ꜳ komande Morgon, ɔ: seent og tidlig. halda Kveld: spise til Aftens. go’ Kveld: god Aften! (Hedder ogsaa „gu-kveld“, „godt Kveld“, og i Rbg. „godt Kvelds“).
kvelda, v. n. (a—a), holde Kveld, slutte Arbeidet om Aftenen.
kveldast, v. n. blive Aften, lide mod Natten. Hedder ogsaa paa nogle Steder: Kvelda. (Sv. qvällas).
Kveldfugl, m. Aftenfugl; i Spøg om En, som er mest i Virksomhed om Aftenen.
Kvelding, f. Mørkning; Aftenens Begyndelse.
Kveldknarr, m. Natravn (Caprimulgus). Ag. Stift.
Kveldsarbeid, n. Aftenarbeider.
