Kveldsbøn, f. Aftenbøn. Saaledes ogsaa Kveldssukk, m. Kveldssalm, m. Kveldsvers, n.
Kveldsdus (uu), n. Aftenstille, det at et Uveir stilles om Aftenen.
Kveldseta (aab. e), i den Tid hvori man arbeider ved Lys om Vinteraftenen; Tiden fra Mørkningen til den Stund da man gaaer tilsengs. Et næsten alm. Ord; hedder ogsaa Kveldasete (N. Berg.), Kveldsutu (Ørk.), Kveldsoto (Namd.). Undertiden ogsaa om den Tid da man gaaer tilsengs; saaledes i Sdm.: D’æ stor’e Kveldasete, ɔ: det lider langt paa Nat, det er høi Tid at lægge sig. Jf. Otta.
Kveldside, f. Eftermiddagen. Pꜳ Kveldsia: ud Eftermiddagen. Ag. Stift.
kveldslit (aab. i), m. Aftenskjær; Himmelens Udseende om Aftenen.
Kveldsmat, m. Aftensmad.
Kveldsmꜳl, n. 1) Aftensmaaltid; 2) Kvægets Aftenfoder; 3) den Mælk som malkes om Aftenen.
Kveldsmund, n. en vis bestemt Tid om Aftenen, f. Ex. til Fiskerie; oftest om den Tid da man spiser til Aftens. Nordenfjelds.
Kveldsrode (aab. o), m. Aftenrøde, rødt Skjær i Skyerne ved Solens Nedgang.
kveldsvæv, adj. tilbøielig til at sove om Aftenen. B. Stift, Tell. — Hedder ogsaa kveldsvævd. Kveldsvæve, f. et Navn paa enkelte Blomster, som lukke sig om Aftenen; især Løvetand (Leontodon). Sogn og fl. I Ørkedalen betegner det Gjøgsyren (Oxalis Acetosella), hvis Blade sammenfolde sig om Natten.
Kveldsykt, f. Aftenstund; Arbeidsstunden fra Mellemmadstid (Non) til Aftensmaaltidet. S. Ykt.
Kveldvor (oo), m. Aftensmaaltid, Aftensmad. Gbr. Toten, Hedemarken. I Namd. hedder det kveldvær (Kvellvæl); ellers: Nattvor, Nottvær. (Sv. qvällsvard). Jf. Vor og Vær, m.
Kvelje, f. Sliim; en sliimagtig Hinde. Sdm. (Jf. Isl. hvelja, Hvalskind).
kveljeleggje, v. n. overtrækkes med en sliimagtig Hinde.
kvell’, adj. som har en fiin og høi Stemme (Barnestemme). Sogn (udtalt: kvedl’e). I Sdm. skvellen; jf. gnell. (G. N. hvellr, klingende).
Kvelp, m. Hvalp. G. N. hvelpr.
kvelpa, v. n. hvalpe, faae Unger.
Kvelv, n. Hvælv; noget som er hvælvet, især en hvælvet Baad paa Vandet. I Helg. hedder det Kvolv, og i Sdm. Kolv. Hertil Talemaaden: kome pꜳ Kolv’e: komme op paa Kjølen (om Folk som have kuldseilet). sitje pꜳ Kolva: sidde paa den hvælvede Baad.
kvelva, v. n. (e—de), vælte om, komme i en hvælvet Stilling; ogsaa ligge hvælvet, vende nedad; f. Ex. om Kar. Foruden denne Form findes ogsaa: kvæve (Tell.), kvolve (Tr. Stift), kvol’ (Helg.), kolve (Sdm. og fl.), og holva (Hard. Nhl. Yttre Sogn). G. N. hvelfa, hvolfa. (Ordet skulde egentlig have stærk Flexion). Formen holva er, saavidt vides, det eneste Exempel paa Overgangen hv til h udenfor Partiklernes og Pronomernes Klasse.
kvelva, v. a. (e—de), hvælve, vende ned, bringe i en hvælvet Stilling; ogsaa styrte noget ud af et Kar ved at vende Aabningen ned. I nogle Dial. kvolve, kolve og holva, ligesom det forrige. G. N. hvelfa. — kvelva ut-or: hælde ud af (et Kar). hvelva i seg: sluge, slurke af et Kar. kvelva ihop: hvælve imod hinanden. kolve attyve: dække ved et hvælvet Kar.
kvelvd, partic. hvælvet, nedvendt. Hedder ogsaa: kvævd, kvolvd, kvold (Trondhj. Stift), kold’ (Sdm.), hold (Nhl.).
Kvelving, m. en Hvælving. Hedder ogsaa: Kvolving og Kolving. — Kvelvings-bru, f. en Bro, bygget som en Hvælving.
kvem, hvo, hvilken; s. kven.
kven (el. kvenn), pron. hvo, hvem; hvilken. Dette Ords Form i Dialekterne er meget forskjellig; saaledes: a) kvær (Yttre Sogn), kvæ (Sætersd.); — b) kvann (Sdm. og fl.), kvenn (Tell. Sogn, Namd. og fl.), ken (Stavanger, Shl.); c) kveim (Sdm. og fl.), keim (Gbr.), kvem og kem (forskjellige Steder). Naar v bortfalder, udtales k haardt, uden j. — G. N. hverr (nomin.), hvern (acc.), hveim (dat.). I det Søndenfjeldske mangler tildeels dette Ord og erstattes ved hokken (hekken, vikken). Ellers er „kven“ maaskee den mest udbredte Form og vel ogsaa den rigtigste, næst efter kvær (kverr). Genitiv betegnes ved: „kven sin“ (kveim sin), ɔ: hvis; f. Ex. kven si Bok æ dæ (hvis Bog er det). — I Forbindelse med en Præposition sættes kven altid først; saaledes: kven ꜳt, ɔ: til hvem. kven frꜳ: fra hvem. kven mæ: med hvem. kven til: til hvem. kven um: om hvem. Jf. kva.
