Kvende, n. 1. Kvindekjøn, Kvindfolk (kollektivt). Sæt. Tell. (G. N. kvendi). Dæ va sꜳ lite Kvende mæ Kyrkja. Ogsaa: en Kvinde, et Kvindfolk; — men er i denne Betydning sædvanlig Femininum (ei Kvende). Jf. Kvinnmann, Kvinna, Kjelle.
Kvende, n. 2. Tændeved, Spaaner at tænde Ild med (= Kveikje). Gbr. Oftere Eldkvende. Jf. Kyndel. (Isl. kynda, tænde; i svenske Dial. qvända).
kvenkra, klynke; s. kvinkra.
Kvenmann, s. Kvinnmann.
Kvenn (for Kvern), f. (Fl. Kvennar) Kværn, Mølle; Vandmølle. I Søndre Berg. „Kvedn“. (G. N. kvern). I Sammensætning oftest Kvenna (for Kvernar). Det foranførte Kvanne er formodentlig beslægtet hermed.
Kvennaberg, n. Klippe hvoraf Møllestene udhugges.
Kvennabyr (aab. y), m. Kværnevand, tilstrækkeligt Vand til Mølledrift. Nordre Berg.
Kvennadam, m. Mølledam.
Kvennakall, m. Møllehjul med en tyk, lodret staaende Axel.
Kvennalægje, n. Mølleplads, Sted hvor en Kværn kan anlægges. Sdm.
Kvenna-sko, m. den nederste Deel af Mølletragten. Jf. Teina.
Kvennavatn, n. Møllevand, en Vandmasse som er saa stor at den kan drive en Kværn. Bekkjen va so stor at dæ va eit heilt vennavatn i han.
Kvennhus, n. Møllehuus.
Kvenntro, f. Mølle-Rende. Gbr. — I B. Stift: Kvennaslok (aab. o), n.
Kvepp, m. pludselig Skræk (= Kvekk).
kveppa, v. n. (kvepp’; kvapp; kvoppe), gribes pludselig af Skræk, fare op, blive opskræmt (s. kvekka). B. Stift. I Nordre Berg. hedder Imperf. kvopp.
kveppen, adj. let at skrække, som let bliver opskræmt.
Kveps, s. Kvefs.
kvepsa, v. n. bjæffe. Hard.
Kverk (Kværk), m. 1. Strube, Hals. (G. N. kverk, f.). Næsten alene om Fiskenes Strube, især om den Deel deraf, som udskjæres, naar Fisken skal saltes. Saaledes ved Bergen: „Ei Tunna mæ Kværka“: en Tønde med Fiskestruber.
Kverk, m. 2. Fodblad (= Jark). Helg.
kverka (kværke), v. a. (a—a), 1) kvæle (s. kverkja); ogsaa dræbe, gjøre af med. 2) udskjære Struben paa en Fisk.
kverkja, v. a. (e—te), kvæle, knibe over Struben. Kr. Stift. Ellers kyrkja og strypa. I B. Stift ogs. kverka. (I danske Dial. kverke).
kverkna, v. n. kvæles, tabe Aanden. Jæd. og fl. (Jf. kyrkna).
Kversyll (aab. e), m. en vis Hestesygdom, der skal være det samme som Kværke eller Krop i Danmark. Maaskee for Kverksvoll (ligesom Brøstsyll for Brøstsvoll). Jf. G. N. kverkasullr, Halsbyld.
Kverv, n. en Omgang, en enkelt Rad af Masker i et Garn. Helg. (Ellers Umfar). Jf. Kvarv og Korva.
Kverv, m. Hvirvel, Ring, Kreds. Søndenfjelds. S. Kvervel.
kverv’, adj. 1) som gaaer i en Kreds eller Bue; især om Baade, som gjerne dreie til Siden og vanskelig kunne holdes i en lige Linie. B. Stift. (Isl. hverfr). — 2) udrøi, som snart forsvinder. Oftere kverven. — 3) rask, hurtig i sine Bevægelser. Hall. I Ørk. kverven.
Kverva, f. den Side hvortil en Baad sædvanlig dreier sig, og hvor man derfor maa roe stærkere.
kverva, v. n. (kverv’; kvarv; kvorve), 1) hvirvle, svinge rundt, svæve om i en Kreds. Buskerud (sjelden). Heraf Kverv, Kvervel, Kvarv, Korva, Kvorve og Kverve; hvilke ogsaa synes at staae i Forbindelse med det følgende kverva, v. a. — 2) indsvinde, trække sig sammen, blive smalere eller mindre. B. Stift, hvor Imperf. oftest hedder hvorv; f. Ex. Da kvorv ihop: det blev mindre og mindre. Jf. tverra, skrekka, snerka. — 3) forsvind, skride bort, komme af Syne. (G. N. hverfa). Især om en langsom Forsvinden, som f. Ex. naar et Skib seiler bort. I denne Betydning er Ordet næsten almindeligt. Dæ hvarv burt, el. i B. Stift: „da kvorv vek“, ɔ: man saae det ikke igjen. Sol’i kvarv av Fjølle: Solen skjultes af en Sky tæt ved Fjeldet. Jf. Solkverv.
kverva, v. a. (e—de), 1) omringe, indslutte, slaae en Kreds omkring. Østerd. og fl. Dæm ha hvervt en Bjønn i Hie. — 2) bortføre, røve, bringe til et skjult Sted. Tell. især i Sagnene om Trolde og Jætter. Han kvervde Kungsdotteri (tog Kongedatteren ind i Bjerget). — 3) formindske, indknibe. (Sjelden). En egen Betydning har det i Talemaaden: „kverve Syn’a“, ɔ: forvilde eller skuffe Ens Syn ved et Gjøglespil, gjøre at En synes at see noget, som i Virkeligheden ikke er forhaanden; eller egentlig: betage En Evnen til at see det
