kvinen, adj. 1) hvinende; 2) tilbøielig til at klynke og klage.
Kvingl, n. 1) Omtumlen, uordentlig Bevægelse (s. Vingl). 2) Væmmelse, Tilbøielighed til Brækning. Sogn.
kvingla, v. n. omtumles, røres.
kvinkra, v. n. klynke, klage sig, især for Smaating. B. Stift. I Indr. kvinke; i Sdm. kvenkre. (G. N. kveinka).
Kvinna, f. Kvinde. (Isl. og Sv. qvinna). Bruges i Forbindelsen: „Kar ꜳ Kvinna“; men er ellers næsten ubrugeligt i Dagligtalen. S. følg.
Kvinnfolk, n. Kvindfolk; i Eental kun om eet Menneske og ikke kollektivt. Alm. istedetfor Kvinna og Kvende (som vilde være meget bekvemmere Ord). Hedder paa nogle Steder Kvennfolk (G. N. kvennfolk).
Kvinnmann, m. Kvinde, Kvindfolk. Valders. Hedder ogs. Kvennmann. (G. N. kvennmaðr). Mann har her Betydningen Menneske, og „Kvinnmann“ har saaledes fuld Grund som Modsætning til det almindelige „Karmann“.
Kvisa (aab. i), f. en Blære i Huden, f. Ex. efter stærk Gnidning. Jæd. I Tell. Kvisu. (Jf. Kveisa). Ellers Blæma.
kvisa (aab. i), v. n. (a—a), 1) blusse, flamme, antændes i en Hast. B. Stift. — 2) bruse op; især om stærk Drik, som strax stiger til Hovedet. kvisa upp. Nhl. Sdm. (Isl. hvissa). — 3) hviske (jf. Isl. kvísa, sladre); ogsaa: fnise, lee, om en dæmpet Latter. Jæd. Jf. knisa og kviskra.
kvisja, v. n. (a—a), rasle, som naar noget kryber i tørt Græs eller Lyng. Dæ va so fullt, at dæ kvisja i kvar ei Tue. Nordre Berg.
kviskra, v. n. (a—a), hviske, tale sagte. (G. N. hviskra). Kviskring, f. Hvisken.
Kvisl (ii), f. 1) en Kløft, en Møggreb som er dannet af en kløftet Green. Sogn, hvor det hedder Kvitl. Mykjakvitl. (Isl. taðkvisl). 2) Elvekløft, Green eller Arm af en Elv. (G. N. kvisl). Ogsaa en Holme eller Banke, som dannes af en saadan Elvegreen. Rbg. Gbr. ogsaa i Tr. Stift og paa enkelte andre Steder. I Sogn hedder det Kvitl; i Tr. Stift Kvilsj eller Kviltl (med den særegne nordenfjeldske Udtale).
Kvisla (ii), f. Gjødning. Jæd. (af kvia), sjelden. Kvislevatn, n. gjødende Vædske i Jorden.
Kvissun (for Kvitsunn), Pintsefesten. I Hall. Vald. og fl. hedder det Kvissun (ii), i Sdm. og Ndm. Kvissinn. Ellers fortrængt af det fremmede Ord „Pins“. (G. N. hvítasunna: jf. Eng. whitsun-tide). Kvissun-afta(n), el. æfta, m. Pintseaften. Kvissinbrising, s. Brising. Kvissun-dag, Pintsedag. (G. N. hvítasunnu dagr). Kvissunhelg, f. Pintsefest. Kvissunvika (aab. i), f. Pintseugen.
Kvist, m. (Fl. Kviste, r), 1) Kvist, Green. G. N. kvistr. 2) Kvisterødder i Fjele og Tømmer. 3) Udbygning paa et Tag; Kvistværelse. (I Byerne).
kvista, v. a. (a—a), afkviste, hugge Kvistene af. Partic. kvista: afkvistet, ryddet. „kvista“ bruges ogsaa i Betydningen: haste, skynde sig, fare raskt og larmende frem. (Sv. qvista, løbe).
Kvistelag, n. en Kreds af Kviste (paa Gran eller Fure); de Punkter hvorfra Kvistene gaae ud i en Kreds. I nesta Kvistalagje: i den nederste Kvistering. Søndre Berg.
kvistelaus, adj. reen, fri for Kvisterødder; om Planker og Fjele.
Kvisthol, n. Hul efter fortørrede eller udfaldne Kvisterødder i Træ.
kvistra (ii), v. n. kvidre; ogsaa klynke, klage. Nordre Berg.
kvistut (kvistette), adj. fuld af Kviste eller Kvisterødder.
kvit (ii), adj. hvid. (G. N. hvítr). — Kvit’en, Benævnelse paa en hvid Hest, eller paa et andet Dyr af denne Farve. — Han va ikje kvit’e so skulde gjere dæ, ɔ: det maatte den Sorte gjøre, el. det skulde en Skjelm have gjort. Nordre Berg.
kvita, v. n. (a—a), see hvidagtigt ud, blinke, glimte med en hvid Farve. Kun upersonligt. Dæ kvita pꜳ dæ: det viser sig hvidt (ordret: det hvider paa det). Tr. Stift og fl. I Sdm. kvita, med aab. i. Dæ kvita ’ti Tenn’inne: det glimter i de hvide Tænder, el. man seer Tænderne som en hvid Plet. (I Tr. Stift: „dæ kvite pꜳ Tenninn“). Det Udtryk, som ligger i dette Ord saavelsom i de ligegjældende: svorta, rauda, grøna, blꜳa og fl. er vanskeligt at betegne med andre Ord.
kvita, v. a. (a—a), hvidte, male hvidt. — Især om Sneen, naar den dækker Jorden med et tyndt Lag. Dæ knappaste so mykje at dæ kvita Markj’a. (I Sdm. kvita, med aab. i).
kvit-auga, adj. hvidøiet (om Heste).
Kvit-ꜳl, m. et Slags Fisk (Myxine), ellers kaldet Pirꜳl, Igrꜳl, Sleipmakk. Sdm.
Kvitblad (Kvitebla’), Hvidtidsel (Carduus
