heterophyllus), en Urt hvis Blade bruges til Lægedom. Sdm. og fl. Ellers Oljeblad, Hestøyra, Skore, Sauspreng.
kvitbrynt, adj. som har hvide eller meget lyse Øienbryne. Tell. og fl.
kvitbæra, v. n. (e—te), skumme, gaae i hvide eller skummende Bølger; om Vandet i Storm. B. Stift. (Af Bꜳra).
Kvite, m. Æggehvide. (G. N. hvíti). Maaskee ogsaa den hvide Deel af Øinene, som ellers hedder Kvitebikkje, f. (Sdm.), og Augkvite (Valders og flere).
Kvitefluga (aab. u), f. et Navn paa Sneen eller Sneeflokkerne. B. Stift.
Kvitel (aab. i), m. (Fl. Kvitla, r), Sengetæppe, et uldent Dækken at ligge paa. B. Stift, Hall. Vald. og fl. (Jf. Brꜳkvitel, Mjukkvitel). G. N. hvitill; jf. Ang. hvitel, Kappe. Hedder ellers Kjell (Tjeld), Bleia, Underbreidsla. — I Sammensætning: Kvitle (tildeels udtalt Kviltle, Kvilsje); saaledes: Kvitlevæv, Kvitlevarp, Kvitlevæft.
Kviteveis, f. Anemone; s. Kvitsymra.
kvitflekkut, adj. hvidplettet.
Kvithært, m. Hvidling, en bekjendt Fisk (Gadus Merlangus). Alm. i det sydlige Norge, hvorimod Navnet Bleikje, eller Bleik, bruges nordenfjelds.
kvitklædd, adj. klædt i Hvidt.
kvitknøsk, m. et Slags haard Svamp paa Træerne; s. Knyska.
Kvitkoll, m. Blomsterne paa Hvidkløveren (Trifolium repens).
Kvitkuvung (Kvitekung), m. et Slags Søsnegle med hvid Skal. (Buccinum).
Kvitl, f. Kløft; s. Kvisl.
Kvitlega’n (for: garn), n. Traad eller Vævgarn til Sengetæpper; s. Kvitel.
Kvitleikje, m. Hvidhed. (Sjelden).
kvitleitt, adj. hvidladen, som har en meget lys Ansigtsfarve.
kvitlita (aab. i), adj. hvidfarvet.
kvitmata, adj. om Korn som har en meget hvid Kjerne.
kvitmꜳla, adj. hvidmalet.
kvitna, v. n. (a—a), blive hvid.
Kvit-orm, m. et Slags Traadorm (formodentlig Filaria Seta). Skal ogsaa betegne et Slags hvide Slanger.
kvitprikkut, adj. hvidspraglet, tegnet med smaa hvide Punkter.
kvitrosa, adj. hvidblommet, tegnet med hvide Figurer.
kvitsidet (-siutte), hvid paa Siderne.
Kvitsymra (Kvitsymm’er), f. Hvidsippe (Anemone nemorosa). Tr. Stift. Hedder ellers: Kviteveis (Tell. og flere), Kvitvise (Jæderen, Shl.), Geitesimbr (Sdm.), Sauesumar (Sogn). Formodentlig af Sumar, fordi den er en af de første Blomster, som udspringe om Vaaren. Jf. Ku-simbr.
Kvitt (ii), m. en Hvid (⅓ Skilling).
kvitt (aab. i), adj. kvit, fri for.
kvitta (aab. i), v. a. (a—a), opgjøre, klarere et Regnskab; ogsaa kvittere. Dæ kvitta meg eit: det kommer mig ud paa eet.
Kvittafugl, s. Tvitt.
kvitvida (-vea), adj. hvid i Veden.
kvitvoren, adj. hvidagtig.
Kvo(d)a (aab. o), f. Harpix, eller en harpixagtig Saft som udflyder af Træerne. Alm. i forskjellig Form, nemlig: Kvoa, aab. o (Søndre Berg.), Kvꜳe (Gbr.), Kvo’u (Tell.), Kvo (oo) og Ko (Tr. Stift), Kove (Helg.), Kode (Sdm.). — G. N. kvoða; Gam. Dansk qvadhæ; Sv. kåda. — Et Ord, som betyder Raamælk, synes at have havt den samme Form; see Kode og Kvæe.
kvokk, og kvokkje, s. kvekka.
Kvolv, n. hvælvet Baad; s. Kvelv.
kvolve, v. hvælve; s. kvelva.
kvopp, s. kveppa. — kvor, s. kvar.
kvorken, hverken; s. korkje.
Kvorv, n. i Sætersd. det samme som „Kvarv“ og maaskee Fleertal af dette.
Kvorve, f. Udflugt, Afstikker, Omvandring. Sdm. Han heve vide Kvorvinne: han har mange Steder at gaae hen til, mange Udflugter at gjøre. Jf. kverva.
kvorven, adj. 1) indsvunden, sammenkrøben; 2) forsvunden. Af kverva.
Kvost (aab. o), m. en Kost (at pudse med), en Kvast. Gbr. Ellers Kost (oo). Sv. qvast.
kvosta, v. a. (a—a), koste, pudse med en Kost. Gbr. Ellers kosta (oo).
Kvota (aab. o), f. 1) Slibning. (Af kvetja, kvatte). 2) Eggen eller den Deel som er slibt. Nordre Berg.
Kvo’u, s. Kvoda. — kvurken, s. korkje.
Kvæde (Kvæe), n. et Digt. Bruges kun i Sammensætning, som „Draumkvær“ (et gammelt Digt fra Tellemarken).
kvæden, adj. svag, spæd, liden. Sdm. — Han æ for kvædinn endꜳ, ɔ: han er endnu ikke stærk nok (om en Dreng). Jf. Ang. hvæde, liden.
Kvæe (for Kvæde), n. Raamælk, den første Mælk af en Ko. Ørk. Indr. — I Sdm. hedder det Kode (oo), f. — I Tell. bruges Kvæe, saavidt erindres, i en anden Betydning, nemlig om Saft eller Gummi af Bark (?). Jf. Kvoda.
Kvæk, s. Kvik.
