kvæk’, adj. rystet, skræmt, f. Ex. ved en voldsom Opvækkelse af Søvn. Eg vart so kvæk’e. Nordre Berg. (Jf. kvekka). Ellers er „kvæk“ i Tr. Stift en Udtaleform af kvik.
kvækkjelvd, s. kvikkalva.
kvælen, adj. ømskindet, som ikke taaler meget. Sogn. Ellers kjælen.
Kvæm, m. (Fl. Kvæmer), og Kvæming, m. Indbygger af Kvam eller Vigøer i Hardanger.
kvæm, adj. nem, let. Mest i n. (kvæmt), om noget som lykkes godt eller gaaer meget let. Sdm. Sogn. D’æ so kvæmt fyr ’an: det lykkes godt for ham (om et Arbeide). Knøskjen æ ’kje kvæm’e: er ikke nem til at fænge Ild. Vel egentlig: hurtig til at komme, af det forældede kvam (kom). Gam. Dansk: qvem, bekvem.
Kvænde, s. Kvende.
kvær, 1) hver, s. kvar. — 2) hvo, hvem; s. kven.
kvære, v. n. (e—te), om en svag eller neppe hørlig Lyd, især om et Forsøg paa at tale. Sdm. Han va so hꜳs’e at dæ va knappaste dæ kværte ’ti ’nꜳ, ɔ: han var saa hæs at man neppe kunde høre en Lyd af ham. I Sogn hedder det: „da kveste i han“.
Kværk, s. Kverk. — kværkje, s. kverkja.
kvæsa, v. n. (e—te), hvæse, hvisle. G. N. hvæsa.
kvæte, v. a. (e—te), stikke, nedstøde, f. Ex. en Pæl i Jorden. Tell.
Kvæv, m. et indsluttet Sted, en liden Dal som er omringet af høie Bjerge. Rbg. (Jf. Kvam).
Kvæv, n. Tungbrystighed, tungt Aandedræt (= Kov); ogsaa Snue, Forkjølelse (= Krim). Sogn, Hall. Guldbr. — I Søndre Berg. hedder det: Kvøv. Isl. kvef.
kvæva (kvæve), v. a. (e—de), tilstoppe, lukke (= kjøva). I Særdeleshed: 1) kvæle, betage Aandedrættet. Ag. og Tr. Stift. (Sv. qväfva). — 2) indslutte, omringe, indelukke; især om Fjelde som slutte sig til hinanden, saaledes at de omringe et Dalstrøg. Rbg. Tell. Heraf innkvævt: omringet, indsluttet. — Ordet skulde egentlig have Imperf. „kvavde“ (ligesom i Svensk), da flere beslægtede Ord forudsætte Roden kvav; jf. kvavna, Kvav, kvabba, kvamt, Kov, kjøva. — kvæve betyder i Tell. ogsaa hvælve, men er da en Overgangsform af kvelva, ligesom sjav for sjalv.
kvævd, partic. 1) kvalt; tilstoppet; 2) indsluttet, omringet. — kvævt: tilsluttet, mørkt, skummelt (= kovt, kvamt, kumt). Rbg.
kvævd, hvælvet; s. kvelvd.
Kvøv, Snue; s. Kvæv.
kvøvne, kvæles; s. kvavne.
Ky (for Kyr), s. Ku. (I alle de følgende Ord maa ky læses kjy).
Kydlag, s. Kyllag. Kydning, s. Kynning.
Kykling, m. Kylling. Oftest: Kjukling.
Kyl, Kyldrag og fl. s. Kjøl.
Kyla (Kjyle), f. en Knude eller Hævelse paa Legemet. Barkekyla. Blokyla. (Af Kul). G. N. kýli, Byld.
Kyld (aab. y), m. 1) Kulde (i svagere Grad). Sv. köld. — 2) Forkjølelse. Sogn og fl. Maaskee rettere: Kjøld.
kylja (aab. y), v. n. (kyl’; kylde), kjøle, fornemmes som et koldt Pust; ogsaa blæse svagt (om Vind); jf. Kul, f. — Nordre Berg. (Isl. kylja, kilja).
Kyllag (for Kyrlag), n. et Antal af sex Stykker, en halv Tylvt. Sogn og Nhl. Nogle Steder Kydlag. Vel egentlig sex Faar, eller saa meget Smaafæ som svarer til en Ko (Kyr), hvilket ogsaa findes anmærket i Pontoppidans Glossarium. G. N. kýrlag, Værdie for en Ko (= Isl. kýrgildi).
kylle, v. a. (e—te), kappe, hugge Toppen eller Grenene af Træer. Tell. (Af Koll).
Kylna (Kjølne), f. Tørrehuus, Ildhuus, hvori man tørrer Korn. Nordre Berg. og i Tr. Stift. (Ved Kristiania hedder det: Kjone). Sv. kölna. Ang. cylne, Ovn. — Jf. Turkestova.
Kylp, m. Hank, Haandfang paa Bøtter. Nordre Berg. Sdm. og fl. — I Helg. Kjolp. (Isl. kilpr). Ellers Hævel, Hav, Hald og fl.
Kynd, f. Art, Natur, Beskaffenhed; ogs. Slags, Slægt. Meget udbredt, men lidet brugeligt. Jf. Jorkynd, smꜳkyndt. G. N. kynd, Slægt. Ang. cynd, Natur.
Kynde, n. Sindelag, Gemyt. Gbr. (sjelden). Jf. Okynde og kyndt. Sv. kynne.
Kyndel (Kynnel), m. en Fakkel, et Blus at lyse med. Østerd. — G. N. kyndill, et Lys, og kynda, tænde. (Jf. Kvende).
Kyndesmyss, Kyndelmesse (2den Februar). Kyndesmyssknuten, et haardt Veir som sædvanlig indtræffer ved Kyndelmesse; den haardeste Vintertid. B. Stift.
kyndt (el. kynt), adj. beskaffen, af en vis Art eller Natur. Kun i Sammensætning, som godkynt, fulkynt, smꜳkynt.
kyndug (el. kyndig), adj. 1) stolt, trodsig, spodsk. Mest søndenfjelds. (Sv. kyndig, efter Ihre). Han vil gjera seg
