kyndig ꜳ inkje lye. — 2) besværlig, overhængende, som idelig klynker og trygler om noget. Namd. (udt. kynnau).
kyngje, v. n. (e—de), 1) dreie og bøie Halsen (ligesom Fuglene). Sdm. (sjelden). Isl. kingja. (Jf. Kjeng). — 2) svælge langsomt og med Vanskelighed (som naar man spiser tør Mad). Nordre Berg.
Kynning (for Kyrning), f. det at Kornet faaer Kjerne og modnes. Hedemarken. Forudsætter et Verbum kynne (kyrna), af Konn.
Kynning (for Kyrning), m. en Kjertel i Steen (= Tyta, Heggjeitel). Shl. (udtalt Kjydning). Af Konn (Korn).
kynt (for kyrnt), adj. kornet, ogsaa kjertlet. Kun i Sammensætning, som storkynt, smaakynt. — Ligelydende er det foranførte kyndt.
Kyr, f. Ko. Bruges i mange Distrikter istedetfor Ku, og er ellers Fleertal af dette. Nogle Steder ogsaa i Sammensætning „Kyra“, f. Ex. Kyrafo’r, Kyrahonn, Kyravor. Ein Kyrs-Mjelte: Mælken af een Ko. Sdm. (Rettere Kyrmjelte, el. Kumjelte).
kyrkja, v. v. (-kje -kte), 1) klemme, knibe, sammensnøre. Søndre Berg. (om Klæder, Sæler og deslige). Maaskee ogsaa: kvæle (G. N. kyrkja); jf. kverkja og strypa. — 2) svælge med Møie, som naar man spiser meget tør Mad. Sdm. kyrkje ’ti se: spise langsomt og med Besvær. Hertil kyrkjen, kyrkna.
Kyrkja (Kjørkje), f. Kirke. Formen Kyrkja er herskende i de sydlige Egne især i Fjeldbygderne og vestenfjelds; derimod Kirkja nordenfjelds. Sv. kyrka. G. N. kirkja (egentlig af et fremmedt Ord).
Kyrkja-ꜳlmugje, m. det forsamlede Folk ved en Kirke.
Kyrkjebꜳt, m. Baad med Kirkefolk.
Kyrkjebok, f. Kirke-Psalmebog.
kyrkjebær, adj. som kan bruges ved Kirken; især om Klæder. D’æ ikje kirkjebært: man man ikke gaae til Kirke med det. Nordre Berg.
Kyrkjefolk, n. Kirkefolk, Mennesker som ere ved Kirken.
Kyrkjefær, f. Kirkereise.
Kyrkjegar, m. Kirkegaard.
kyrkjekjær, adj. flittig at gaae til Kirke.
kyrkjeklædd, adj. klædt i Kirkeklæder (i sine nyeste eller bedste Klæder).
Kyrkjelag, n. Selskab af Kirkefolk.
kyrkjen, adj. 1) knibende, som klemmer eller indsnører. Nhl. (sjelden). 2) om Mad: tør, haard, vanskelig at svælge. Gbr. Sdm. (Jf. kokjen).
Kyrkjesokn (oo), f. Kirkesogn.
Kyrkjeveg, m. Vei til en Kirke.
Kyrkjeverja, f. Kirkeværge.
kyrkna, v. n. tilstoppes i Halsen, have Møie med at svælge (naar nemlig Maden standser i Svælget). Nordre Berg.
Kyrmelse, n. Beklemmelse, Trykning i Brystet og Indvoldene. Sdm.
kyrmest, v. n. (Ipf. kyrmdest), beklemmes, føle Tryk eller Sammentrækning indvortes i Legemet; især for Brystet. Sdm.
Kyru (Tjære), s. Tjøra.
kyrva, v. a. (a—a), svøbe, vikle Klæderne omkring et spædt Barn. Nordre Berg. Eit kyrva Ba’n: et Barn i Svøb.
Kyrving, f. Barnesvøb.
kys, vælger; s. kjosa.
kysen, adj. puklet, pukkelrygget. Ørk. Jf. Kus.
Kyss, m. Kys. (G. N. koss).
kyssa, v. a. (e—te), kysse.
kyssetrengd, adj. kysselysten.
Kyta (yy), f. Bugle, udhængende Bugt eller Fold paa Klæder eller især paa Huden. Nhl. Han æ so feit, at da heng’ Kytenna. (Andre St. Pose).
kyte, v. n. 1. (kyt; kaut; kote, aab. o), 1) skyde frem, komme op, f. Ex. om Fiske og Sødyr naar de skyde op i Vandfladen. Han kaut upp atte. Nordre Trondh. — 2) løbe, springe, rende afsted. Han kaut opp i Garen (eller Gꜳl’n). Namd. Indr. Fosen. Derimod kute (e—te) i Guldalen og Østerd.
kyte, v. n. 2. (e—te), 1) skjende, mukke, give onde Ord. Buskerud. Han kytte pꜳ meg. (Isl. kýta, kives). — 2) skryde, prale, gjøre sig til af noget. Tell. og flere St. søndenfjelds. Han heve ikje stort te kyt’ av.
kyten, adj. pralende, stortalende.
Kyting, f. Skryden, Pralerie.
Kytor(d), n. Spottegloser, onde Ord.
kyva, v. a. og n. (e—de), egentlig afstumpe, afrunde, af Kuv. Især: 1) v. a. bøie sammen, trykke ned. Hard. kyva sæg ihop: krumme sig, bøie Hovedet ned. kyva Øyrunna: slaae Ørerne ned (især om Heste). — 2) v. n. være indbøiet eller indkneben oventil (om Kar, Kurve, Baade og deslige). Sdm. og fl. Ellers kuve.
kyven, adj. indbøiet, indkneben paa Kanterne. (= kuven).
Kyvetak, n. et Tag som gaaer skraat ned paa alle Sider, eller som ikke har nogen Gavl. Sdm.
kæla, kær, o. s. v. see kjæ.
Køa, køla o. s. v. see kjø.
Køyla, køyra o. s. v. see kjøy.
