L.
La, Ladning, Lag o. s. v. see Lad.
la, see lada, lata og leggja.
Labb, m. Lab, Fod; ogsaa Sokker (see Lodde). — Labber-dus, m. et dygtigt Slag. Nordre Berg. og fl.
labba, v. n. gaae, traske afsted, især om en plump og noget rask Gang. Hertil labbande(s), adv. f. Ex. Dæ va ’kje lengje før han kom labbandes.
labbelensk, adj. om et besynderligt og uforstaaeligt Sprog. Maaskee egentlig lapplendsk.
Lad (La), n. 1. 1) en Stabel, en ordentligt oplagt Hob; ogsaa en liden Muur. Vidalad, Nævrelad, Fiskelad. B. og Kr. Stift. I B. Stift har det i Fleertal Lod (aab. o), el. Lo. — 2) Ladning, især i Geværer. Søndenfjelds. Hertil Fyre-la’ (Forladning). Ordet skulde ogsaa betyde Bygning, hvilket kan sees af Honnlad og Bjørlad. Jf. Lag.
Lad (La), n. 2. Brudepynt, et Slags pragtfuldt Hovedpynt, som bæres af Brudene. (Brure-la). Sætersd. Tell. (G. N. hlað, Guldstads, Fryndser).
lada, v. a. (a—a; el. a—de), lade, opstable, lægge i Lag eller i en ordentlig Hob. Ogsaa lade i Skibe, og i et Gevær. Hedder sædvanlig: la’ — r—dde (Søndre Berg. Jæd. og fl.), ladda (Tr.), lꜳdꜳ og lꜳ (Gbr.); ellers: løde (løa) og ledje (læa). G. N. hlaða (hleð, hloð).
ladalaus, s. lidlaus.
ladd, part. ladet, lastet; s. ledje.
ladda, v. a. lade, lægge Ladning i. Tr. Stift og fl. (Udtaleform af lada).
Lade, f. s. Løde.
Lading (La’ing), f. Kornets Indlæggelse og Opstabling i Laden. Jæd. og fl.
Ladning, f. s. Lad og Farm.
Lad-tein, m. Ladestok i Geværer.
Laft, f. Hjørne i en Træbygning; især Fugerne eller Stokkenes Sammenføining i Hjørnerne. Søndenfjelds. Hedder ellers Nov. — I Gbr. er Laft den indvendige Deel af Væggjehjørnet (= Navehogg), og Nov den udvendige Deel (= Navehovud). Heraf lefte.
Lag, n. 1. 1) et Lag, en Lægning; en vis Masse som ligger jævnt udbredt over en anden (altsaa = Flo). Søndenfjelds. (Sv. lag). Især et Kornlag som nedlægges i Loen til Tærskning (= Berja). Gbr. Sogn og fl. Af Roden lag i leggja (lagde) eller egentlig i liggja (lꜳg). — 2) en Stabel, en ordentlig oplagt eller stablet Hob, f. Ex. af Ved. Hall. Gbr. og fl. Ellers Lad. — 3) Række, Rad eller Kreds. Hertil Fjellelag (Fjeldrække), Ufsalag (Række af smaa Klipper, Kvistalag (Kreds af Kviste). Jf. Bygdalag, Grendalag. — 4) et Kuld, de Unger som et Dyr frembringer paa een Gang. Tr. Stift. Ellers Legde, Føde, Bøle. Undertiden, dog sjeldnere, om en Familie. 5) et Lav, et Selskab, en Forsamling. Alm. og meget brugeligt, f. Ex. Bryllaupslag, Dansarlag, Bꜳtelag o. s. v. Hertil hører ogsaa Betydningen: et Laug, en Forening. — Talemaader. I Lag: tilsammen, med hinanden. „vera i Lag mæ ein“: være i Selskab med En. „leggja Lag“: slaae sig sammen, give sig i Følge. „slꜳ Lag“ i samme Betydning; ogsaa om at begynde en Samvirken; f. Ex. med en Handel. „brjote Lag“: skille Selskabet, træde ud af et Selskab.
Lag, n. 2. 1) Stilling, Leie, Orden hvori noget er lagt. I rette Lagj’e; i den rette Stilling. koma i Lag: komme paa sin Plads. koma av Lagje (gam. Dativ): komme aflave, i Uorden. „laupe ꜳ Lag“ (eg. løbe paa Lav), bruges i Sdm. f. Ex. Dæ kann snart laup’ꜳ Lag, ɔ: det kan let indtræffe; Omstændighederne kunne snart føie sig saaledes. „stꜳ mæ Lag“ (el. vid Lag): vedvare, holde sig uden Forandring. — 2) Fæstepunkt; Indsnit eller Hage paa et Redskab (f. Ex. paa et Hjul), hvorved man kan fæste eller stoppe samme paa et vist Punkt og tillige forandre dets Stilling; saaledes paa Bommen i en Væverstol (Rivlag), paa en Lampe (Kolelag), paa Kjedelkroge (Skjæringelag). — 3) Grad, Maal, Maade. I sedvanle’ Lag: passende, i sædvanligt Maal. (Jf. lagleg). Yve Lagj’e: overmaade. (Jf. Overlag). So pꜳ Lag: saa omtrent. Dæ ligg ikje Lag pꜳ: det er ligegyldigt, man behøver ikke at regne det saa nøie. — I denne Betydning bliver „Lag“ meget ofte forbundet med et Superlativ, og betegner da en Grad, som er lidt over det passende; f. Ex. I grovaste Lag, ɔ: vel grov, næsten for grov. I finaste Lag: næsten altfor fiin. I haraste Lag: lidt haardere end man ønskede. Ligesaa: i meste Lag (næsten for meget); i minste, leng-
