han æ noko godt lagje: hvis han har god Lykke, hvis der forestaaer ham en lykkelig Fremtid. Nꜳr ho va Liv lagje: dersom hun skulde leve længere. Dei va so tungt lagje: de havde saa tung Skjæbne. — Meget udbredt Ord (Berg. Stift, Tell. Hall. og fl.). Ordet er mærkeligt ved sin særegne Form, som synes at forudsætte et gammelt lagi eller lagiðr. Det forandres ikke i Kjøn eller Tal.
lag-kjær, adj. selskabskjær. Shl. og fl.
Lagklauv, f. Biklov, de smaa Bagklover paa Fødderne af visse Dyr (Køer, Gjeder og fl.). Tell. Sdm. Ørk. Østerd. og fl. (Isl. lagklauf). Udtales tildeels Laklau, og kaldes ellers: Lattklau (Nhl.) og Natklauv (Gbr. Sogn, Shl. Jæd.). — „Han gjeng’e pꜳ Laklauꜳ“ siges i Spøg om En som gaaer med meget forslidte Sko. Sdm.
lagleg, adj. 1) passende, ordentlig. Jf. Lag, 2. (Isl. laglegr). — 2) middelmaadig, ikke betydelig. Jf. mꜳteleg, sanneleg.
Lagmann, m. Kammerat, Meddeeltager i noget, f. Ex. i en Handel. Shl. og fl. G. N. lagsmaðr.
Lagnad (Lagna), m. Skjæbne, Tilskikkelse; de uforudseede Begivenheders Gang, forsaavidt samme har nogen stor Indflydelse paa et Menneskes Liv. Ein tung Lagna: en tung Skjæbne, en stor Modgang. Ein go’ Lagna: Lykke, blid Skjæbne. — Temmelig almindeligt (da Skipnad el. Skjepna, er sjeldent). G. N. lagnaðr. Jf. laga, lagast, lagje.
Lagrett, m. Laugret; Thingsvidner.
lagvand, adj. kræsen med Hensyn til Selskab. — I Betydningen: vant til Selskab, hedder det rettere: lagvan.
Lagverja, f. Laugværge. S. Lag. 4.
Lag-yrkje, n. Arbeide som skal fuldføres til en vis Tid. Indre-Sogn. Han vart mꜳns pꜳ Lagyrkje, ɔ: han kom tilkort, blev ikke færdig til den rette Tid. Jf. Lagje. (I svenske Dial. lagorka).
Lak, n. s. Lakan. — lak, impf. s. leka.
lak, slet, daarlig; s. lꜳk.
laka, v. a. lægge i Lage; s. Lakje. Et andet „laka“ hører til leka.
Laka, el. Lake (for Lakje), m. en Færskvandsfisk, Kvabbe (Lota vulgaris). Hedemarken. (Sv. lake).
Lakan, n. et Lagen, Sengelagen. Hedder ogsaa Lak (Nhl.) og Lak’en. G. N. lakan.
Lakesild, f. en Færskvandsfisk af Sikslægten (Coregonus albula). Hedemarken.
laketurr, s. Lakje.
Lakje, m. 1. Lage, Saltlage. (I Tr. Stift: Laka, Lꜳkꜳ). Hertil: lakebrend, adj. bedærvet af Mangel paa tilstrækkelig Lage. laketurr, adj. fortørret, efterat Lagen er afflydt.
Lakje, m. 2. Foldmave, Bladmave, den tredie Mave i de drøvtyggende Dyr (Omasum). Søndre Berg. Sogn og fl. (Isl. laki). Hedder ellers: Marlakje (Sdm. og fl.), Fill (Buskerud), Trollpose (Ørk.).
lakka, v. n. lakke, skride. (Sjelden).
lakka, v. a. lakere, sætte Lak paa; ogs. forsegle. Sjelden.
Laklauv, s. Lagklauv.
Laks, m. Lax. Hertil: Laksehꜳv, m. Laksekjer, n. Lakseteina, f. Indretninger hvori man fanger Lax.
Laksetitra, f. en liden Fugl af Sneppeslægten (ellers kaldet Strand-Erle). Nordre Berg. og fl.
Lamb, n. (Fl. Lꜳmb), et Lam. (G. N. lamb.) Hertil Lambesaud, m. et Faar som har Lam. Lambelamb, n. Lam af et aarsgammelt Faar. Lambskinn, n. Lammeskind. Lambull, f. Lammeuld.
lamba, v. n. (a—a), om Faar: føde, faae Lam. Nogle Steder: lemba (læmbe).
lamd, mat, svag; s. lamen.
lamen, adj. mat eller svag i Lemmerne, især om den Ømhed og Slappelse som følger efter en stærk Anstrengelse. Nordre Berg. og fl. I Nhl. hedder det: lꜳm; i Shl. lamd, hvilket egentlig skulde betyde slagen eller banket, af læmja (lam-de). Isl. lami, svækket.
Lampe, m. Lampe. Jf. Kola.
lana, slappe, blødgjøre; s. lina.
Land, n. 1. (Fl. Lꜳnd), Land, i de alm. Betydninger: 1) Jorden, i Modsætning til Vandet; 2) en større begrændset Deel af Jorden; ogsaa et Rige; 3) Landskab, Distrikt; 4) Landdistrikterne, i Modsætning til Byerne; 5) Grund, Jordbund, Jordsmon. Heraf lenda, Lende, Ulende, vꜳtlendt, brattlendt o. s. v. — Ut-or Land’e: ud af Riget; derimod: „ut-av Land’e“: fra Land, ud pꜳ Søen. Unde Land: ind imod Landet eller Kysten. Unda Land: fra Land, f. Ex. Tre Mil unda Land. Til Lands: 1) til Landet; 2) tillands, paa Landet. Jf. uttanlands. Lands ꜳ Lagje, s. Lag. taka Land: lande; ogsaa endes, faae et vist Udfald.
Land, n. 2. Pis, Urin. Vest- og nordenfjelds. Isl. og Angl. hland. — Hertil Landkopp, Landtæv og fl.
landa, v. n. lande; s. lenda.
