landbær, adj. om Vind, som blæser fra Landet. Helg. Namd.
Landdrott, m. Jorddrot, Jordeier. Helg. G. N. landsdróttinn.
landemillom, fra et Land til et andet.
landfast, adj. 1) befæstet i Landet (f. Ex. om en Flaade); 2) landfast. Modsat kringfløytt.
Landfeste, n. Befæstelse i Landet.
landgꜳ (ein Bꜳt), trække en Baad langs Landet, idet man gaaer paa Strandbredden. B. Stift.
landgrunt, adj. n. grundt ved Landet, om et Sted hvor Bunden gaaer meget fladt ud fra Landet. Tell. og fl. I B. Stift: utgrunt.
landlaus, adj. løs fra Landet f. Ex. om Isen.
Landlega (aab. e), f. Søfarendes Ophold paa Landet, f. Ex. i Storm.
landlyst, adj. landsforviist.
Landmo, m. Solrøg, tørre Dunster i Luften. Indr. S. Moe.
Landnøring, m. nordostlig Vind (eller egentlig: nordlig Landvind). B. og Tr. Stift. G. N. landnyrðingr.
landrøn, adj. om Vind, som blæser fra Landet eller Landsiden. Nordre Berg. og Tr. Stift. (= innrønt). Jf. røn.
Landrøne, f. Vind, som blæser fra Landsiden (især om en jævn og stadig Vind). Modsat Utrøne. Sdm. og fl.
Landside (-si’a), f. Landsiden (i Seilads).
Landskap, n. 1) et Lands Udseende eller Skikkelse. Oftere: Landskapnad, m. og Landskikkelse, n. — 2) et Landskab.
Landskyld, f. Landskyld, aarlig Afgift af en Gaard til Grundeieren.
Landslaupar, m. Rømningsmand, En som er flygtet fra sit Fødeland; ogsaa en Landstryger, hjemløs Person.
Landslut (aab. u), m. Landlod, den Deel af en Fiskefangst, som tilfalder Grundeieren.
Landsmann, m. 1) Landsmand; eller oftest: Sambygdning, En som er fra samme Distrikt. 2) Landboer; i Modsætning til Bymand. 3) Oplænding, En som boer i den indre Deel af Landet.
Landsmꜳl, n. Sprogart som bruges i den indre Deel af Landet.
Landstig (aab. i), n. Strandbred, Elvebred; især ved et Overfartssted. Rbg.
Landsveg, m. Landevei.
Landsvis (ii), f. Skik som bruges paa Landet.
Landsynning, m. sydostlig Vind (egentlig sydlig Landvind). B. og Tr. Stift. G. N. landsynningr. Jf. Landnøring.
Landtim (aab. i), m. Landkjending, eller det at man kan øine Land. Sdm. (s. time).
Landtog (aab. o), n. Landtoug paa Fartøier.
Landtroll, n. 1) Insekt eller Kryb som lever paa Landet. 2) Spøg, om En som staaer tilbage paa Landet, eller som kommer for seent til Overfartsstedet og derfor er bleven forladt af sit Følge. B. Stift. (Svarer til Isl. strandarglópr).
landvar, adj. om Vind som blæser lige fra Landet, saaledes at der er stille tæt ved Strandbredden (især ved de høie og bakkede Strande). Nhl. Vel egentlig om Farvandet: landvart, ɔ: værget af Landet.
Landver (ee), n. 1) Veir med Hensyn til dets Bekvemhed for Arbeidet paa Landet. Eit godt Landver. 2) Veir hvori man ikke kan fiske eller drive Søbrug.
Landverja, f. Landværn; Soldat af Landværnet. Hedder ogs. landvær, m.
Landvind, m. Vind fra Landet.
landvisa, v. a. landsforvise.
Landøya, f. Navn paa en Plante (Senecio Jacobæa). Jæd.
Lang, m. 1) et smalt Værelse ved Siden af Døren, eller udenfor den egentlige Bygning. Gbr. — 2) en Tilbygning paa Siden af en Lade (= Skytja). Valders.
lang, adj. lang (i de alm. Betydninger). I B. Stift: lꜳng’e. — Komparativ: lengre (eller oftest: leng’er); Superl. lengst. — Heraf: lengja, v. Lengd, lengje, adv. lꜳnge, adv. Lꜳnga, f. — tykja langt: kjede sig; ogsaa længes. Han ær ikje lꜳng ꜳ tøygje, ɔ: han taaler ikke meget, han bliver snart vred. Ei Lange-Regle: en lang Fortælling. Eit Lange-Lꜳn: et Laan som staaer længe ubetalt. — lꜳngande Vegjen, ɔ: langt bort, paa lang Afstand. B. Stift. (Vel egentlig: langan Veg).
langa, v. n. (a—a), længes efter noget, lyste, f. Ex. et Slags Mad (især om frugtsommelige Koner). Gbr.
langa, v. a. lange, række, sende frem; være Haandlanger.
Lang-alda, f. Langsø, store Bølger, især saadanne som man faaer paa Siden af Fartøiet. Helg.
lang-arma, adj. langarmet.
Langbestefar, s. Langgodfar.
Langbor (oo), n. de store Borde, som sædvanlig bruges i Røgstuerne.
Langdrag, n. Langdrag, lang Udsættelse.
langdregjen, adj. langtrukken.
