langdrøg, adj. seenfærdig, nølende. B. Stift (lꜳngdrøge). Af draga, drog.
lang-ekst, adj. langaxet, om Byg.
Langeleik, m. 1) en langvarig Dands; ogsaa kaldet „Langedansen“. 2) det samme som Langspel.
Langelur, m. s. Lur.
Langetꜳng, f. Langfinger. Nogle Steder: Lꜳngestꜳng. (Isl. lángatöng).
langfarande, s. langfæra.
langfingra, adj. langfingret; ogsaa lidt tyvagtig.
langfæra, adj. fremmed, som er kommen langveis fra. I B. Stift lꜳngfæra; ellers oftere: langfarande. Ein lꜳngfæra Fant: en Landstryger.
langføtt, adj. langfodet (mest om Insekter). Jf. høgføtt.
Langføtta, f. et Slags Edderkop med meget lange Fødder. Ogsaa et Slags flyvende Insekter, ellers kaldet Langføtterfluga, f.
Lang-go(d)far, m. Oldefader, Bedstefaders eller Bedstemoders Fader. Tell. hvor man ogsaa siger „Langbestefar“.
Lang-go(d)mor, f. Oldemoder. Tell. Udtales sædvanlig: Langommor, og kaldes ogs. „Langbestemor“. (Isl. langamma). Jf. Godmor (Gommor).
Langhelda, f. Hilde, Baand imellem For- og Bagfødderne.
langhendt, adj. langhaandet.
langhært, adj. langhaaret.
Langhøy, n. Langhø, Græsset af den bedste og fedeste Eng.
Langkrakk, m. en løs Bænk, som sædvanlig sættes foran Bordet. Sogn, Rbg. og fl. Ellers Forset.
langlagd, adj. lang og smal.
langleg, adj. langsom, kjedsom; ogsaa langagtig. Lidet brugl.
langleitt, adj. som har et langagtigt Ansigt. Alm. og meget brugl. Hedder ogsaa langleiten (Jæd.) og lꜳnglett’e (Sdm.). G. N. langleitr.
langliva, adj. som lever længe. Eit langliva Folkeslag: en Slægt hvoraf de fleste opnaae en høi Alder.
langmodug, adj. langmodig.
langnasa, adj. langnæset.
Lang-orv, n. Hø-Lee med langt Skaft; modsat Stuttorv. G. N. langorf. — Langorvs Mark: jævn og flad Eng, som man kan slaae med en saadan Lee.
langrøden (langrø’ug), adj. som taler længe eller bruger mange Ord. Tell.
langs, adv. langs. — langsette, el. langs mæ: langsmed.
langsam, adj. 1) langsom. (Sjelden). 2) kjedelig, kjedsom, langvarig. Dæ va so langsamt, ɔ: Tiden faldt saa lang. Alm. og meget brugeligt.
langsamelege, adv. længe, langvarigt.
langsꜳ(d)ut (lꜳngsꜳdette), adj. grovt, fuldt af lange Skal; om Meel.
Langsemd, f. Langsomhed; Kjede, Kjedsomhed (af langsam). Sdm. i Formen Lꜳngsæmd. Andre Steder sjeldent, da det sædvanlig hedder Langsamheit.
Langside (Lꜳngsi’a), f. Langside.
langsint, adj. som er længe vred, seen til at fatte sig. Sv. långsint.
langsnakkjen, adj. langtalende, som taler længe eller vidtløftigt. Berg. Stift. (lꜳngsnakkjen), ellers: langrø’ug, langtalande.
Langspann, f. den største Længde, som man kan maale med udstrakte Fingre, nemlig fra Spidsen af Tommelfingeren til Spidsen af Langfingeren; omtrent en Trediedeel af en Alen. Jf. Stuttspann.
Langspel, n. Langeleg, et Instrument med Strenge til at spille paa. Hedder paa nogle Steder Langeleik.
langsynt, adj. langsynet, som seer langt; figurligt: klog, dybttænkende.
langt, adv. 1) langt; f. Ex. langt ifraa: langt fra. 2) meget; f. Ex. langt større, langt mindre o. s. v. I Berg. Stift: lꜳngt.
langtenkt, adj. klog, forudseende, som betænker endog de fjerneste Følger af et Foretagende. Modsat stuttenkt.
langtinda, adj. langtandet, f. Ex. om en Kam.
langtrøytt, adj. langvarigt, seent at komme til Ende med. B. Stift (lꜳngtrøytt). Af trøyta.
langvaksen, adj. lang og smal af Væxt.
langvarug, adj. langvarig. Ogs. lꜳngvarige (Berg. Stift), langvorug (Gbr.).
langvega, adj. som er kommen langveis fra. Søndenfjelds. (= langfæra).
langvegjes, adv. langveis.
Langvid (Lꜳngvi, Lang-ve), m. 1) stort Tømmer, lange Stokke eller Planker. Søndenfjelds. — 2) Staverne i et Kar, i Modsætning til Bunden. N. Berg. Dæ lek i Lꜳngvid’a (om et Kar): det er utæt oventil, imellem Staverne. — 3) Langsiden i Træ, i Modsætning til de tvære eller afskaarne Sider i Enderne. Ette Langvea: paa langs.
langvise, m. paa Fartøier: en forhøiet eller udhævet List, som gaaer langs med Kanten udvendig.
langvistande, adj. langvarigt, om Ophold paa et Sted. Ørk. Dæ va itt
